Luk

Kvindelige immigranter screenes sjældnere for fødselsdepression

Et nyt dansk studie undersøger deltagelsesprocenten i det danske screeningprogram for fødselsdepression og finder en sammenhæng mellem migrantstatus og manglende deltagelse.

Gravid holder om sin mave

Efterfødselsdepression rammer 10-15 procent af kvinder på globalt plan og er et alvorligt folkesundhedsproblem, der kan have langvarig og negativ indvirkning på mødres trivsel og børns udvikling. Tidlig opsporing af fødselsdepression er således afgørende for, at kvinder kan modtage rettidig støtte og behandling.

I et nyt dansk studie har en række forskere indsamlet registerdata fra 2015-2018 og undersøgt 77.594 fødsler fra 72.292 danske mødre. Via registrene blev der indhentet oplysninger om mødrenes migrationsstatus, sociodemografiske oplysninger og information om fødslen.

Undersøgelsen viser, at immigranter fra ikke-vestlige lande har 90 procent større risiko for ikke at blive screenet for fødselsdepression, mens vestlige immigranter og flygtninge har henholdsvis 82 procent og 81 procent større risiko for ikke at blive screenet sammenlignet med danskfødte kvinder. Desuden finder studiet, at især kvinder, der er immigreret som voksne, og kvinder, der har boet i Danmark under fem år, har en stor sandsynlighed for ikke at blive screenet for fødselsdepression.

Sammenfattende peger studiet på, at kvindelige immigranter ikke bliver screenet for fødselsdepression i samme grad som danskfødte kvinder. Forskerne bag studiet opfordrer politikere og klinikere til at være opmærksomme på denne potentielle etniske ulighed og til, at eksisterende barrierer for effektiv screening skal undersøges nærmere.

Kilde

Marti Castaner et al.: ”Disparities in postpartum depression screening participation between immigrant and Danish-born women”, European Journal of Public Health, 2022