Luk

Sådan påvirker Covid-19 danskernes mentale sundhed

Angst, depression og bekymringer var nogle af de følelser, der blev påvirket af coronapandemien. Det viser en undersøgelse blandt 2.200 voksne herhjemme. 

Håndsprit

Ca. 2.200 voksne besvarede spørgsmål om mental trivsel, angst- og depressionssymptomer i starten af april 2020 (da antallet af smittede og døde var stigende) og i slutningen af april samme år (da antallet smittede og døde havde toppet).

Analyserne viste, at niveauerne af angst, depression og nervøsitet var højere ved den første måling end ved måling nummer to, ligesom den første måling også viste en højere grad af bekymring i befolkningen. Der var ingen forskel imellem de to målinger hvad angik graden af skyldfølelse.  

Forskerne sammenlignede deres målinger med en tilsvarende måling, som blev foretaget, før verden havde hørt om COVID-19. Denne tidligere måling viste en højere grad af mental sundhed, end forskerne så i de to senere målinger, men den mentale sundhed i måling nummer to ligger tæt på, hvad man så før COVID-19. Så COVID-19 ser altså ud til at have påvirket danskernes mentale sundhed negativt, især i starten af pandemien. 

Kilde

Sønderskov, K.M. et al., 2020: ”Increased psychological well-being after the apex of the COVID-19 pandemic”, Acta Neuropsychiatrica; 32:277-279, & “The depressive state of Denmark during the COVID-19 pandemic”, Acta Neuropsychiatrica; 32:226-228