Luk

Unges mentale helbredsproblemer spænder ben for deres uddannelse

Unge med udvalgte psykiske lidelser har markant lavere sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse sammenlignet med andre unge.

Elev skriver på sin computer

Gode økonomiske ressourcer virker som en buffer for den negative effekt af psykisk sygdom for piger, mens det ikke i samme grad er tilfældet for drenge. Det viser en norsk registerundersøgelse, der omfatter mere end 50.000 unge.  

Alle børn, der blev født i Norge i 1996 og begyndte på en ungdomsuddannelse i 2012, blev fulgt fra 2009 til 2017. Via administrative registre blev der indhentet oplysninger om blandt andet gennemført uddannelse, forældrenes indtægt og uddannelsesniveau. Det norske patientregister blev brugt til at kortlægge unges psykiske lidelser i perioden 2009 til 2015, og der var fokus på tre diagnosegrupper: angst og depression (internaliserende lidelser), forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed samt adfærdsforstyrrelser (eksternaliserende lidelser) og misbrugslidelser. 

Undersøgelsen viste, at drenge og piger med psykiske lidelser havde 12-17 procentpoint lavere sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse sammenlignet med unge uden en psykisk sygdom.  

Sammenlignet med tidligere undersøgelser var det lidt overraskende, at også unge med internaliserende lidelser havde en markant lavere sandsynlighed for at fuldføre en ungdomsuddannelse. Familiens økonomiske ressourcer modificerede sammenhængen mellem alle tre mål for psykisk sygdom og fuldførelse af en ungdomsuddannelse for piger, mens det for drenge kun gjorde sig gældende ved misbrugslidelser. 

Konklusionen er, at økonomiske ressourcer ser ud til at beskytte piger med en psykisk lidelse mod frafald på en ungdomsuddannelse, mens de har mindre betydning for drenge. Yderligere forskning er påkrævet for at forstå mekanismerne bag de observerede kønsforskelle. 

Kilde

Jensen, M.R. et al. (2021). ”Adolescent Mental Health Disorders and Upper Secondary School Completion – The Role of Family Resources”. Scandinavian Journal of Educational Research. 

https://doi.org/10.1080/00313831.2021.1983864  

Nedenfor viser Tabel 13.2, hvordan psykisk sygdom påvirker unge menneskers muligheder for at gå på en uddannelse eller være i beskæftigelse. Tabellen er fra Psykiatrifondens rapport, der viser tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023.