Luk

Åbne samtaler skal aftabuisere psykisk sygdom

Ølkælderen Peders har siden 2019 støttet Psykiatrifonden med deres årlige adventsbanko, et simpelt, men effektivt koncept: køb bankoplader og drikkevarer, så donerer Peders dagens omsætning.

Rasmus står på trappen til ølkælderen

I Sankt Peders Stræde i det centrale København ligger Peders, en hyggelig ølkælder med en forkærlighed for nærvær og et stort udvalg af øl fra verdens bedste bryggerier. For Rasmus Rosquist, som sammen med Jonas Kobberø udgør makkerparret bag Peders, er samarbejdet med Psykiatrifonden betydningsfuldt på et personligt plan så vel som i et professionelt øjemed.

Peders og Psykiatrifonden kan glæde sig over, at den seneste donation lyder på hele 57.902 kroner, som går til at kæmpe for alle mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende. 

Overskud forpligter

Helt grundlæggende har Rasmus en idé om, at overskud forpligter. Alle kan få behov for hjælp til at håndtere psykiske udfordringer på et tidspunkt i deres liv, enten personligt eller som pårørende. ”Der er ikke nogen, der er sikker på at gå fri af at kæmpe med noget i løbet af livet. Så det giver god mening for os at støtte Psykiatrifonden.” 

Den primære motivation er dog ikke, at det skal være ”noget for noget,” fortæller Rasmus. Men han håber, at folk måske har lyst til at besøge Peders og vide, at det i et lange løb afføder noget større end øllen i det gode selskab.

Mange fælles visioner 

Rasmus sidder ved bordet i Peders

Ramus påpeger, at deres ølkælder og Psykiatrifonden deler mange visioner på det menneskelige plan. Begge har et ønske om at bekæmpe psykisk sygdom og åbne for samtaler mellem mennesker. Psykiatrifonden er derfor en oplagt samarbejdspartner for Peders, og Rasmus tilføjer: ”Vi taler samme sprog, så på den måde synes jeg, det falder godt i hak.” 

Udover at have familie og venner, som har kæmpet med psykisk sygdom, har Rasmus også selv siden sine teenageår døjet med angst. I mange år skammende han sig og gik med en følelse af, at han skulle skjule sin angst fra andre. ”Nu har jeg også lært at få styr på det og kender faresignalerne, når det er under opsejling. Men det kræver jo også, at man har nogle at tale med om det og ikke sidder med det alene.” Ønsket om at andre ikke skal føle sig isolerede med psykiske udfordringer er en stor motivation for at støtte Psykiatrifondens arbejde.

Et frirum til at være sig selv

Peders har en vision om at skabe et frirum, hvor gæsterne kan være dem selv uden forbehold. Psykisk sygdom er stadig meget tabuiseret, til trods for at vi alle kender nogen, som kender nogen, som har en psykisk sygdom. Og Peders har et ønske om at bryde tabuet. De vil gerne sætte rammerne for en fordomsfri dialog mellem gæsterne, hvor alle føler sig velkomne, og Rasmus understreger, at det er vigtigt for Peders at opfordre til rummelighed over for hinanden: ”Jeg synes jo også, at det er vigtigt for os at skabe et sted, hvor vi kan tale åbent med hinanden på kryds og tværs.”

Illustration af tabu og fordomme

I dette tema sætter vi fokus på, hvordan tabu og fordomme påvirker de mennesker, som rammes af psykisk sygdom. Psykiatrifonden ønsker at oplyse om psykiske sygdomme generelt, så vi alle kan blive bedre til at forstå, at det kan ramme os alle, og at...