”Vi har alle brug for at være del af noget større”

Tekst: Lotte Ladegaard

”Jeg har lidt af angst, så længe jeg kan huske,” fortæller forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen. ”Da jeg var 12 år, fik jeg diagnosen depression. Jeg var i behandling mange gange, indtil jeg var i starten af 20’erne, hvor jeg besluttede at forlade psykiatrien. Jeg fandt en psykolog, og med tiden har jeg fået mindre angst og depression.

Psykiatrien rykkede ikke noget for mig. Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde mødt en virkelig dygtig psykiater, der havde fornemmet mig. Jeg fik piller, for historien var, at der bare var uorden i min kemi. Han kunne godt se, at pillerne ikke virkede. Alligevel satte han dosis op hele tiden. På et tidspunkt sagde han, at jeg skulle tage medicin resten af mit liv.

Jeg var meget genert og angst og sagde ikke et ord, så det var heller ikke nemt for psykiateren. Jeg følte mig lænket, og jeg var autoritetstro, så det var svært bare at lade være med at tage medicinen. Jeg var på herrens mark, for der var ikke andre tilbud, fordi jeg var højt fungerende. Det slørede, hvad der skete i mig.”

”Men det er også en kæmpe styrke at være højt fungerende,” konstaterer psykiater Anne Lindhardt.

Brug for en hånd og et øre

Anne Lise: ”Ja, for der er jo også mennesker, der virkelig ikke kan noget, når de er syge. Måske hænger det sammen med, at jeg er god til at skabe struktur og har selvdisciplin. Nogle gange presser jeg mig selv for meget, men det er også en gave at have strukturen. Og så er frygten for at lægge mig ned større end angsten.”

Anne: ”Din bog 'En flod skal være i bevægelse' er en stemme ind i tidens psykiatri. Jeg er ked af, at ingen rigtigt interesserede sig for dig dengang. For, hvem du egentlig var. Når man er syg, har man brug for et øre og en hånd. For en, der lytter og rækker ud. 

Evnen til at kunne lytte og anerkendelse af dét at kunne lytte handler om at være medmenneskelig og på samme tid professionel. Det er noget, der barberes virkelig meget ned i dag. Måske derfor flygter fagpersoner fra psykiatrien.”

Anne Lise: ”Hvis ingen rækker ud, er det meget ensomt. Der er også behov for afdækning af, hvad der sker i personen.”

Anne: ”Medicin må aldrig stå alene.”

Anne Lise: ”Jeg har en ven, der lider af psykoser, og en anden ven, der har bipolar lidelse. Det hele handler om medicin. De er i krise, og det er traumatiserende, og det er helt eksistentielt.”

Skam og frygt for andres reaktion

Anne: ”Jeg har bemærket din udvikling i dine bøger, fra En flod skal være i bevægelse til Jeg læner mig mod verden. Du skriver om skammen og bevægelsen mod den frihed, du har nu.

Min mor havde psykisk sygdom. Jeg skammede mig og talte aldrig åbent om det. Først da jeg blev forkvinde for Psykiatrifonden, følte jeg, at jeg var nødt til at stå ved det.”

Anne Lise: ”Det har været en proces. På et tidspunkt holdt jeg foredrag på en højskole. En fra publikum spurgte: ’Har du selv erfaringer med psykisk sygdom?’ Min første tanke var ’nej, jeg magter det ikke’, men jeg sagde ja. Det åbnede for mange samtaler.

Jeg har tænkt, at det var voldsomt at stå frem, men tænk, hvis jeg som ung havde set på tv, at andre velfungerende personer også havde psykisk sygdom. Det ville have gjort en forskel.”

Anne: ”Jeg frygtede, at det ville kunne komme til at fylde for meget i folks forestilling om mig. Jeg frygtede, at de ville opleve mig med de briller.”

Anne Lise: ”Jeg ville ikke ses som et offer. Andre definerer dig ud fra, hvad de hører. Men læserne hjælper mig meget, og det gør samtaler med andre også. Folk er så generøse. De skriver breve, og de fortæller, at ’hvis du har modet, kan vi gøre det samme’. Det giver os noget fælles.

Psykisk sygdom og sorg er stadig kæmpe tabu. Vi har glemt, hvordan man fører en samtale. Det er meget voldsomt som pårørende, men det værste er at blive ladt i stikken. Heldigvis er den nye generation ikke så forskrækkede. Børn og unge vokser op i en verden af diagnoser.”

Anne: ”Diagnoserne er blevet allemandseje, og det er bekymrende. En diagnose siger ikke noget om personen, kun om symptomerne.”

Anne Lise: ”Det er bekymrende, fordi ingen er statisk.”

Betydningen af at skrive

Anne: ”Må jeg spørge lidt til min egen kæphest – skrivningens betydning? Jeg har talt med flere yngre forfattere, som har diagnoser, åbenhed i sindet og talent for at kunne omforme det til forfatterskaber.” 

Anne Lise: ”Da jeg var barn og ung, skrev jeg ting ned. Jeg skrev, hver gang jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op. Det var et hemmeligt rum uden dommer – det skulle ikke være godt eller professionelt, men billeder på, hvad jeg gik igennem. Det havde virkelig stor betydning. Så spontant, fint. 

Jeg er altid gået til skriften. Der fysiske i at skrive. Mine bøger skriver jeg selvfølgelig på computer, men mine tanker har jeg altid skrevet i hånden. At se skriften blive til føles næsten helende.

Min første mand spurgte, om han måtte læse, hvad jeg skrev. Vi satte det i system. Jeg skrev, og jeg læste det højt. Han forstod ingenting, men han var meget opmuntrende.”

Anne: ”At meddele sig til en, der hører, også selvom de ikke forstår. Der har jeg tit været som psykiater. Nogle gange udfolder ting sig med skriften som mellemmand.”

Anne Lise: ”Det har siden udviklet sig til bøger, men jeg skriver stadig til mig selv næsten hver dag. Min psykiske udviklingsåre, hvor jeg tager ting op, der sker i mit liv, og som jeg prøver at forstå. Derfor kan skrift ændre ens tilstand. Bare en time kan gøre, at man er et helt andet sted, og man kan få blik for ens udsving i løbet af et døgn, for man har det jo ikke dårligt hele tiden. Det er en erfaringsopbygning, som gør, at jeg kender mig selv.”

Anne: ”Du ved, at det kommer til at gå over, når du har det dårligt.”

Anne Lise: ”Det gør, at jeg ikke bliver handlingslammet. Alle har brug for at føle, at man har indflydelse på sit liv.”

Anne: ”Jeg har været med som sundhedsfaglig i skrivegrupper for unge med psykisk sygdom. Nogle er siden sprunget ud som forfattere, men der er flere, der kunne have gavn af at skrive, også uden at være forfattere.”

Anne Lise: ”Man udtrykker det, man kan. Og når man lytter til musik og læser bøger, kan man finde spejling, det eksistentielle, identifikation og at være del af noget fælles.”

Anne: ”Man kan se det i noget uden for sig selv.”

Anne Lise: ”Man skal også spise ordentligt, bevæge sig, fordi man kan berolige sin krop med sund mad og bevægelse.”

Anne: ”Man skal have ro.”

Vigtigt at vende blikket væk fra sig selv

Anne Lise: ”Jeg har venner, der går ned med stress. Det kan ikke kun være, fordi man ikke kan holde til mosten. Hvilke værdier har vi i vores samfund? Alle er indoktrinerede til at falde ind i mønstre. Når folk får stress, tænker de ’hvorfor kan jeg ikke?’.”

Anne: ”Der er for meget ’mig først’. Individualiseringen er blevet for meget. Det er vigtigt at være optaget af noget uden for dig selv. Dit engagement i bevægelsen Venligboerne (frivillig gruppe, der hjælper flygtninge i Danmark, red.) er virkelig imponerende.”

Anne Lise: ”Det er vidunderligt at vende blikket væk fra sig selv og gøre en forskel, gå ind i et fællesskab.
Ham, der på et tidspunkt holdt øje med vores Facebook-side, var indlagt på psykiatrisk afdeling. En anden fyr blev ved med at melde sig, men han kom aldrig. Da han endelig kom, var han så genert, men voksede med opgaven. At se et menneske, der voksede frem, og finde ud af, at han havde nogle ressourcer. At se, hvordan man kan gøre verden en lille smule bedre.”

Anne: ”Det er en af de allervigtigste pointer – at komme ud af sig selv.”

Anne Lise: ”At gøre nytte, stille sig til tjeneste. Vi har alle brug for at være del af noget større.”

Læs også: