Hvem skal gribe ham, hvis vi ikke kan?

Matthias har altid været stille. Som lille kunne han fordybe sig i ekstremt lang tid. I puslespil eller i samlingen af plastikdyr. Samtidig havde han et udtalt behov for tryghed. Ferier skulle foregå de samme steder, ting skulle ligge på deres faste pladser. Da han gik i 8. klasse rutsjede hans vægt pludselig nedad. En spiseforstyrrelse. 

”Der har været mange tegn, fra han var helt lille, men ikke så tydelige, at vi så os nødsaget til at søge hjælp. Han fungerede fint i skolen og var meget vellidt. Hans symptomer blev først for alvor tydelige, da han gik på HTX,” fortæller Mia.

En gammel sjæl i en ung krop

”Alkohol blev meget spændende for ham – også mere, end vi vidste til at begynde med. Han hørte meget hård musik og skrev mørke tekster. Han relaterede sig til traumer og havde sine egne dæmoner. Der var en indelukkethed. Noget i hans blik.”

”Han kunne gå fra at være hyperglad til at se sort. Han blev helt udtryksløs i blikket. Han begyndte at stille store, eksistentielle spørgsmål som: ’Giver det hele overhovedet mening?’ Matthias var som en gammel sjæl i en ung krop.”

Men så blev han 18

”Han sagde en dag: ’Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at være her mere,’” fortæller Mia. Han blev tilbudt psykologsamtaler, men det var langtfra tilstrækkeligt. Hans modløshed og manglende lyst til at leve blev værre. Til sidst tog familien på psykiatrisk akutmodtagelse for at få noget hjælp til Matthias. 

”Vi fik en fantastisk modtagelse, og han fik den hjælp, han skulle have, blandt andet et sted i Roskilde, der hedder Bakkehuset, som virkelig var godt for ham. Men så blev han 18,” siger Mia. Når et ungt menneske bliver 18, går det fra at være tilknyttet børne- og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien. Nogle steder med en glidende overgang, andre med en ret brat.

”Matthias skulle udredes, og de var faktisk ved at lukke hans sag og foreslog ham i stedet at gå i et anonymt rådgivningstilbud, hvor rådgiverne ikke har nogen særlige kvalifikationer i at hjælpe mennesker med psykisk sygdom. Heldigvis tog jeg med til udredningssamtalen og fortalte, hvad vi har set og oplevet gennem hans liv – og så fik han stillet en lang række diagnoser: bipolar lidelse type 2, angst, skizotypi, hypokondri,” fortæller Mia. 

Det var jo en sorg

Da Matthias fik de diagnoser, som også senere har fået tilføjelsen paranoid skizofreni og panikangst, havde Mia blandede følelser: ”Det var jo en sorg. Vi ønsker os det smertefrie, lykkelige liv, og pludselig kan man føle, at alt håb er ude, og drømmene må opgives, fordi ens barn ser ind i en helt anden, uvis fremtid end den, man havde set for sig. Og hvem skal gribe ham, hvis vi ikke kan?” spørger Mia.

Familien er tæt sammentømret, og Matthias har bedt sine forældre om at ”tage magten”, når han ikke kan overskue det, eller når sygdommen blusser op. I gymnasietiden var det hårdest. Det var svært for Matthias at gennemføre, men den mentor, gymnasiet gav ham, og corona-nedlukningen var med til at redde ham, fordi hjemmeundervisningen skabte ro omkring ham.

Huen på hjemme i stuen

I maj sidste år, tæt på studentereksamen, var Matthias ikke klar til at komme tilbage sammen med sin klasse, da de skulle have fysisk undervisning igen. Men på grund af situationen og det gode samarbejde fik han lov til ikke at gå til eksamen. Gymnasiet overførte hans karakterer i stedet for. Matthias fik sin hue på hjemme i stuen af os og vores familie, og så fejrede vi ham. Han kørte også med på vognturen, indtil de kom hjem til os, hvor han stod af,” fortæller Mia.

I dag arbejder Matthias i en legetøjsforretning og er glad for det. Og arbejdspladsen kender hans situation – han har for nylig fortalt sin chef om sin sygdom, og han fik en meget forstående reaktion. 

Matthias er tilknyttet behandlingstilbuddet OPUS (læs mere om OPUS på din regions hjemmeside), som er godt for ham. Han bliver fulgt tæt, og medicinen og samtalerne hjælper ham. Nu har han drømme om fremtiden, både om uddannelse, job og familie. Og forældrene bliver også inddraget.

NU bliver det bedre …

”Men det går op og ned. Vi sad engang sammen i vores stue, hvor han fortalte, at han så røde pletter på vores gulv, og at nogen sprøjtede vand på vores vindue. ’Kan du ikke høre det, mor?’ Og det kunne jeg jo ikke.

Nu har vi lige været igennem en af de bedste perioder meget længe, og så tror man, at NU går det for alvor fremad. Og pludselig falder han igen ned i et hul, hvor han er så ked af det,” siger Mia. Og det er hårdt hele tiden at være i alarmberedskab. ”Vi har også brug for ro og for stilhed. Vi vil også gerne kunne give slip,” siger hun. 

Ved, hvilke billeder andre får

Samtidig mærker hun tydeligt det tabu, der går gennem stuen, når hun fortæller om sin søn. ”Jeg ved godt, hvilke billeder andre får. Jeg tænker på, om det forandrer deres syn på ham og på os. Andre har en vis forståelse eller rummelighed, men jeg kan se på deres blik, at de alligevel ikke helt kan sætte sig ind i det,” siger Mia.

”Men vi er gennem hele forløbet kommet langt med åbenhed og har spurgt om hjælp. Det har givet pote over for skole, venner, familie, jobs og i psykiatrien. Men derfor er det stadig hårdt arbejde – især følelsesmæssigt. Indimellem kan jeg godt drømme om at have de samme, helt almindelige bekymringer som andre. De skulle bare vide.”