Vi skal slå ring om familierne

Nogle forældre lever fx med en kronisk overhængende risiko for, at deres barn tager sit eget liv. Og barnet og den unge vil ofte gerne beskytte forældrene, mens de samtidig hader dem. Når de skubber forældrene væk, er det nogle gange for at beskytte dem. 

Det forklarer ledende overlæge i børne- og ungdomspsykiatri i Region Nordjylland Linda Hardisty Bramsen. Hun ønsker sig meget mere tid og plads til hele familien, når et barn eller ung har en psykisk sygdom. 

”Forældrene føler mange gange en sorg over, at deres barn får angst, depression eller spiseforstyrrelse, men det går ofte over. Det er i mange tilfælde lidt anderledes, hvis barnet har en udviklingsforstyrrelse. Det, man troede, man skulle opleve sammen med barnet – det liv, man skulle leve – bliver et andet, og det kan give en sorgfølelse hos forældrene,” siger Linda Hardisty Bramsen, der ud over at være ledende overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland også er formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab.

Man skal opdrage på en anden måde

”Forældrene møder hele tiden normaliteten hos andre, og mange bliver mødt med, at de bare skal være mere bestemte over for deres barn, så skal det nok gå. Men med børn med psykisk sygdom eller en udviklingsforstyrrelse kan man ikke nødvendigvis bruge almindelig opdragelse. Når barnet har en psykisk sygdom eller en udviklingsforstyrrelse, skal du begynde forfra. Hvis du fx har et barn med ADD, og du i en lidt hård tone beder det om at se at få sko på, kan barnet føle det som at blive slået, og så kan du stå med en svær konflikt. Man skal lære at opdrage og leve sammen på en anden måde, når man har et barn med en psykisk sygdom eller en udviklingsforstyrrelse,” siger hun.

Vi skal have familien med

I dag er der for lidt tid og fokus på den rolle, som forældrene efter hendes mening bør spille i behandlingen af barnet eller den unge. De skal være en del af planen, som Linda Hardisty Bramsen siger:

”I dag har vi meget travlt med at opfylde udrednings- og behandlingsgarantien. Det giver os mindre tid til det enkelte barn og familien. Da jeg var ny i faget, arbejdede jeg på et småbørnsafsnit. Der holdt vi forældrekurser, og bedsteforældrene var ofte også med. Det hjalp familierne med at få sagt til hinanden, hvad man forventede og havde brug for, og mange fik taget hul på, hvordan man kunne støtte hinanden i situationen.”

Forældrene skal stå distancen – ofte alene

Derfor er det i hendes øjne også helt afgørende at slå ring om familien på tværs af kommuner og regioner. ”Som det er i dag, er det alt for ofte forældrene, der har stafetten. Det er dem, der skal stå distancen. Ret alene. Derfor er det også vigtigt, at forældrene er skrevet ind i planen for den unges behandling,” mener hun.

Et andet aspekt er ifølge Linda Hardisty Bramsen, at mange familier går meget længe alene med problemerne, før de beder om hjælp. Det gælder ikke mindst de såkaldt ressourcestærke familier. Der, hvor ingen advarselslamper blinker uden for hjemmets fire vægge:

”De ressourcestærke kommer sent. Det er svært for dem at råbe højt, og der er ofte ingen, der lægger mærke til noget særligt ved barnet i skolen eller andre steder – forældrene ser det kun derhjemme. Og vi ved, at tidlig hjælp giver barnet eller den unge væsentlig bedre muligheder for at komme tilbage på sporet – blive rask eller godt behandlet og i stand til at leve med sygdommen,” siger hun.

Har man et barn med psykisk sygdom, mener hun, at man kan overveje at gå ind i en samtalegruppe for forældre: ”Grupper kan være gode for nogle. Det kan hjælpe nogle at høre, at de ikke er alene. Det kan også være med til at få følelsen af at være en dårlig mor eller far til at glide i baggrunden.”