Luk

Fem gode råd: Om børn og unges mentale sundhed i sport og idræt

Idrætskonsulent Stephan Junggren fra DGI har samlet en række gode anbefalinger til alle, der arbejder med idræt og børn og unge.

Børn iført fodboldstøvler, skinner og trøjer løber målrettet efter en hoppende fodbold

Stephan Junggren fortæller: ”Anbefalingerne er generelle, men kan udleves uanset idræt og erfaringsniveau. Hvis du følger dem, vil du med tiden opleve at få endnu flere børn med til din træning – og ikke mindst opleve, at børnene fortsætter og har lyst til at komme igen.”

  1. Start og afslut træningen i fællesskab:
    Når der startes og afsluttes i fællesskab, får alle mulighed for at blive set og anerkendt som en del af holdet, og alle får en fornemmelse af at være med. 
     
  2. Skab passende og positive udfordringer til alle, uanset færdigheder og ambitioner:
    Alle skal have mulighed for at afprøve og udvikle alsidige, kropslige færdigheder på en måde, hvor de bliver rost og værdsat for forsøget. 
     
  3. Skab muligheder for medindflydelse og valgmuligheder til træning:
    Det er vigtigt, at aktiviteterne, der igangsættes til træning, rummer mulighed for samhørighed, mestring og medbestemmelse.
     
  4. Spørg ind til børn og unges oplevelse efter træning og kamp – og tal om processen, inden I taler om resultatet:
    Tal med børn og unge om deres udvikling og om de færdigheder eller situationer, som skal trænes gennem konkurrencen. Ikke mindst når I tæller point, tager tid – eller på anden måde måler resultatet – er det afgørende, at fokus fortsat er på proces og udvikling, fremfor det målbare resultat.
     
  5. Gør det OK at fejle:
    Selvtillid skabes via en praksis, som er både sjov og udfordrende, og som rummer oplevelser af at lykkes og giver plads til at fejle. Man kan og skal ikke lykkes hele tiden. En del af at lære og udvikle sig er at møde og afprøve dét, man endnu ikke kan mestre. Når det sker, opstår fejl. Som træner er det en kunst at gøre det til en god oplevelse at lykkes og en naturlig ting at fejle på vejen dertil.

Om DGI

DGI er en dansk nonprofitorganisation med flere end 100.000 frivillige, der arbejder for at styrke dansk breddeidræt og idrætsforeningsliv. Det gør de blandt andet gennem kurser, uddannelser og forskning.

...