Man bærer sin barndom med sig

Tekst: Lotte Ladegaard, freelancejournalist

Indtil Bjørn var ni år, boede han sammen med sin mor og søster i et hus i Virum. På overfladen et almindeligt familieliv, indtil haven voksede så vildt, at det blev tydeligt, at noget var galt. Inden døre spionerede efterretningstjenesten, og om natten blev børnene hevet ud af søvnen og ind på mors soveværelse, og dørhåndtaget og nøglen blev bundet fast med sejlgarn, så ingen kunne trænge ind.

”Hvornår begyndte du at tænke, at din mor var anderledes?” spørger Anne.

”I 8.-9. klasse. Da vores hjem begyndte at ligne … Da der ikke længere kom besøg i hjemmet. Jeg fik kimen for ørerne og slappede aldrig af. Jeg tænkte ikke over det, da jeg var lille, men hun var alvorligt syg hele tiden og indlagt i perioder,” mindes Bjørn.

”Du scannede hele tiden,” konstaterer Anne.

”Især i det offentlige rum,” siger Bjørn. 

Totalt sammenbrud 

Bjørns mor voksede op på et gods i Sverige. Bjørns mormor døde af kræft, da moren var omkring 13 år. Moren kom i familiepleje og blev syg få år senere. Bjørns forældre blev skilt, da han blev født, og faren var kun i glimt en del af barndommen. 

”Da min mor fik mig, fik hun et totalt sammenbrud og var indlagt i lang tid. Vi havde ung pige, der lavede det huslige, og når mor var indlagt, var vi hos familiemedlemmer eller hos en plejefamilie. Jeg kunne ikke lide at være der. Jeg var kræsen og kunne ikke lide maden.” 

”Var du urolig for mor?” spørger Anne.

”Jeg var for lille til at forstå, hvad der skete. På nogle måder var jeg knyttet til hende, på nogle måder distanceret. Jeg var mest optaget af at overleve. Når min halvfætter på Djursland sagde, at ’jorden vil gå under’, troede jeg på ham. Jeg var otte-ni år. ’Kan jeg få plads på dit rumskib, bare en enkelt plads?’ spurgte jeg.”

En vaklende skolegang

Mens familien boede i Virum, fungerede Bjørns skolegang, men ”da vi flyttede på hotel, blev den mere vaklende”, fortæller Bjørn.

”Mor kunne ikke finde ud af at holde hus længere. Køkkenet var groet til. Der var blevet bygget en ny sportshal i Virum. Der var tre retter at vælge imellem. Vi fik ikke andet i et år.”

I fem år overlevede den lille familie ved hjælp af arven efter Bjørns morfar. De boede på hoteller og hos nonnerne på Sostrup Kloster på Djursland. Da pengene slap op, var mor på herberg og plejehjem, inden hun omsider fik en plads på et bosted.

I starten tager mor Bjørn med på udstillinger og udflugter, men som sygdommen udvikler sig, bliver Bjørn i stigende grad overladt til sig selv. Han vandrer, læser historiske bøger om krig og store slag, ser film, tegner og funderer. Ensomheden kulminerer, da Bjørn kommer på Herlufsholm Skole og Kostskole ved Næstved. To helvedes år med mobning og styrtdykkende karakterer.  

Først da han kommer på Bagsværd Kostskole & Gymnasium, får han venner.

Traumer og frihed

”Hvad fik dig til at skrive bogen?” spørger Anne.

”Jeg har altid haft en forfatter i maven. Jeg prøvede også, da jeg var meget yngre. En klassisk roman, men jeg slog for stort brød op. Jeg var også bange for at falde igennem. Jeg var ikke vant til at skrive, og jeg syntes, at det var pinligt, at jeg som voksen stadig græd over min barndom.

Da jeg begyndte på den her bog, ville jeg skrive en ren fortrængningsroman, hvor jeg hele tiden talte uden om det smertefulde stof og i stedet skrev om krig og kunst og alt muligt andet. Men som bogen skred frem, blev der færre af den slags ekskurser. Jeg opdagede, at når stoffet fik en litterær form, blev det lagt udenfor mig, som skrev jeg om en anden.”

”Det var for sårbart,” siger Anne.

”Jeg var overrasket over anmeldelserne. Jeg havde ikke tænkt over, hvor traumatisk min barndom var. Jo, de to år, jeg var på Herlufsholm, var hårde, men ellers ikke. Jeg tænkte på hotelopholdene med mor på en anden måde, for der var også en masse frihed, og i starten gjorde jeg mange ting med mor.”

Anne siger: ”Hun har også givet dig meget dannelse. Men hvad tænker du om, at ingen handlede?”

”Jeg er fra 1959, det var en anden tid.”

”Man lukkede øjnene. Hvad tænker du i dag om, at du og din søster gik under radaren?” spørger Anne.

”Det var underligt, at det kunne ske. Jeg aldrig været vred på nogen – andet end Herlufsholm,” siger Bjørn. ”Jeg tror, at jeg har distanceret mig fra vreden. Da jeg skulle skrive bogen, ville jeg gerne genoplive situationerne, men jeg havde glemt meget af det hverdagsagtige. Hvad snakkede jeg om med min mor? Det, jeg kunne huske, var lege, tegninger, bøger, film. Jeg levede i en fiktiv parallelverden. Måske er det derfor, at jeg ikke er vred. Fiktionen skærmede mig mod virkeligheden. Jeg kunne heller ikke blive vred på min mor. Hun var for syg og for ensom.”

Hun fik meget få besøg. I Virum fik hun en ny telefon, men der var aldrig nogen, der ringede. Da min søster og jeg kom på kostskole, så hun vitterligt ingen mennesker. Hun begyndte at opføre sig virkelig underligt, smide med tallerkner og gå en sær sneglegangart.”

Familien var væk

”Familien må have vidst det,” siger Anne.

”De var jo væk. I forbindelse med bogen kontaktede jeg vores familie på Djursland. Jeg spurgte, hvorfor de ikke havde været der. De sagde, at de måske havde været bange. Men min mor var ikke aggressiv over for os, selvom hun godt kunne være aggressiv over for andre.”

Anne: ”Du udviste en meget stor loyalitet over for din mor. Det er klassisk, at børn gør det.”

”Hun var pinlig, og det var pinligt for mig. Hun var uforudsigelig. Hun ville for eksempel indlægges i Sverige, fordi hun mente, at hun havde kræft. Hun tog en taxa til lufthavnen og fly til Stockholm for at blive indlagt på Karolinska Universitetssygehus. Der var de mest kompetente læger, men så syntes hun alligevel, at det så lidt uhyggeligt ud, og så tog hun ind på Grand Hotel, selvom hun ingen penge havde, og så ringede hun til mig. 

Hun havde brug for penge, og jeg skulle underholde hende. Efterhånden blev det dog meget telefonen og besøg hver søndag.”

Anne: ”Hun ringede til dig?”

”Hver eller hver anden dag.”

Anne: ”Din relation til din mor lyder svær, men hun var også et spændende menneske, og på nogle planer havde hun sans for at give sine børn noget.

”Hun tænkte på os. Selvom hun godt vidste, at hun ville blive alene, sendte hun os på kostskole.” 

En kløft i hjernen

Anne: ”Din mor havde paranoid skizofreni. Jo mere hun fik lov at leve isoleret, jo mere har det formet hende, og jo mere har hun fået en forvrænget virkelighed. Forankringen forsvandt, og hun har oplevet det fuldstændig reelt. Hun ændrede adfærd og følte, at hun blev overvåget.”

”Ja, hun mente, at hun blev overvåget af efterretningstjenesten, og så var der hendes religiøsitet: ’Vorherre ser alt.’ Vi kunne snakke helt almindeligt, indtil hun pludselig røg ind i en rille. For mig opstod der et billede af en kløft, der bliver dybere og dybere i hendes hjerne.”

Anne: ”Er du gået ind i hendes vrangforestillinger?”

”Nej, aldrig. Jeg var klar over, at folk så på hende, og jeg var klar over, at hun var skør.”

Anne: ”Du har virkelig været observatør fra et meget tidligt tidspunkt.”

”Man knytter sig til det liv, man lever, uanset hvor underligt det er. Det kunne jo også være gået værre. Jeg kunne have været kommet på børnehjemmet Godhavn. Men det har selvfølgelig påvirket mig. Jeg røg lidt ud af kredsløb og fik svækkede sociale kompetencer.”

Anne: ”Oplever du stadig uro? Scanner du stadig?”

”Jeg er observant, men det er kun en god ting. Jeg er ikke som de unge med deres hovedtelefoner. Jeg besøgte en kammerat fra Bagsværd Kostskole. Han var altid meget fornuftig. Han sagde: ’Du var vild og farlig og sårbar. Jeg fik lyst til at beskytte dig.’ Jeg var heldig at komme ind i sådan et miljø.

Mit liv er ikke determineret af min barndom, men man bærer det med sig, og det er en vigtig pointe.”

Anne: ”Det var også en ensom affære.”

”Og uafhængighed. Jeg ville have svært ved at have et 8-16-arbejde, men jeg har meget medvind i kunsten.”