Luk

Børn med ADHD/ADD har flere mentale helbredsproblemer

Hverdagslivet kan være udfordrende for børn og unge med ADHD/ADD og have konsekvenser for deres livskvalitet og faglige resultater i skolen og på ungdomsuddannelser. I en ny rapport udgivet af Statens Institut for Folkesundhed sammenlignes trivsel og hverdagslivet for børn og unge med og uden ADHD/ADD.

ADHD, barn, skrivebord, lektier, bøger

Rapporten er baseret på fire landsdækkende spørgeskemaundersøgelser gennemført mellem 2014 og 2018 blandt elever på skoler og ungdomsuddannelser. Undersøgelserne havde til formål at undersøge trivslen og hverdagslivet blandt børn og unge med og uden ADHD/ADD.

I alt 89.318 elever havde besvaret spørgsmål om deres 1) sociale relationer, 2) skole og uddannelse, 3) mentale sundhed og 4) sundhedsadfærd og helbred, og heraf havde 1.716 af eleverne (1,9 procent) angivet at have ADHD/ADD. Her afrapporteres alene på aspektet mental sundhed. 

Resultaterne fra undersøgelserne viser, at de fleste elever med ADHD/ADD har høj livstilfredshed, men at der på tværs af alle skoletyper er en større andel af dem, der har mentale helbredsproblemer, sammenlignet med elever uden ADHD/ADD. Der er en del elever med ADHD/ADD, der føler sig stressede, irritable, kede af det, har selvskadende adfærd eller har overvejet selvmord.

Resultaterne viser desuden, at andelen af elever, som rapporterer om anden mental, adfærdsmæssig eller kognitiv diagnose, er fire til fem gange større blandt elever med ADHD/ADD end blandt elever uden ADHD/ADD.

I konklusionen opfordres der til, at der i praksis er en øget opmærksomhed på de udfordringer, børn og unge med ADHD/ADD kan have, og til, at eksempelvis fagpersoner på skoler og ungdomsuddannelser taler med eleverne om, hvordan de føler, at deres ADHD/ADD påvirker dem i skolen og i deres dagligdag.

Kilde

Nelausen et al.: ”Trivsel og hverdagsliv blandt børn og unge med ADHD og ADD”. Statens Institut for Folkesundhed. 2022.