Luk

Skizofreni kan hænge sammen med tarmens bakteriesammensætning

Et nyt dansk studie peger på, at der kan være en sammenhæng mellem forstyrrelser i tarmens bakteriesammensætning og skizofreni.

Bakterier på celleniveau

Igennem de seneste par år har der været et øget fokus på tarmbakteriers betydning for det mentale helbred.

I studiet blev 132 patienter, der var diagnosticeret med skizofreni og havde et højt taljemål, rekrutteret fra livsstilsundersøgelsen CHANGE, der blev udført på universitetshospitaler i København og Aarhus fra 2012 til 2014. Fæcesprøver fra denne gruppe blev sammenlignet med fæcesprøver fra en rask kontrolgruppe og fra en kontrolgruppe med metabolisk syndrom.

Forskerne finder, at tarmens bakteriesammensætning er markant anderledes hos patientgruppen med skizofreni sammenlignet med de to kontrolgrupper. Patienter med skizofreni mangler især sundhedsfremmende bakterier både i mængde og mangfoldighed.

Forskerne kan også uddrage, at der hos patientgruppen med skizofreni er forstyrrelser i tarmbakteriens evne til at danne forskellige neurotransmittere, og derudover viser de, at der er en sammenhæng mellem patienternes kognition og tyrosin, der er et forstadie til neurotransmitteren dopamin. Det tyder på, at tyrosin spiller en rolle for kognitionen hos patienter med skizofreni.

Da studiet er et observationsstudie, er det ikke muligt at udtale sig om årsagssammenhængen. Det er derfor uklart, hvorvidt det er bakterierne i tarmen, der har en betydning for udviklingen af skizofreni, eller om det omvendt er skizofreni, der kan føre til en anderledes bakteriesammensætning. Bakterierne har givetvis en betydning i forhold til patienternes mentale tilstand, men yderligere undersøgelser er påkrævet for at opnå mere viden om sammenhængen og finde bevis for kausalitet.

Kilde

Thirion et al.: ”Alteration of gut microbiome in patients with schizophrenia indicates links between bacterial tyrosine biosynthesis and cognitive dysfunction”, Biological Psychiatry Global Open Science, 2022