Luk

Unges psykiske mistrivsel kan hænge sammen med deres sociale tilknytning i gymnasiet

Et nyt studie peger på, at unges psykiske mistrivsel kan forebygges ved at forbedre deres sociale tilknytning til skolen.

I gymnasiet: To drenge med en bog foran sig, den ene dagdrømmende

Det danske studie viser, at 27,5 procent af gymnasieeleverne havde manglende social tilknytning til skolen. Gymnasieelever, som oplever et dårligt socialt tilhørsforhold til skolen – enten i form af manglende støtte fra klassekammerater, manglende støtte fra lærere, mangel på klassesammenhold eller ved at være uden for skolens øvrige fællesskaber – oplever også at have flere mentale sundhedsproblemer.

Overordnet set hang alle former for manglende socialt tilhørsforhold til skolen sammen med mange typer af mentale helbredsproblemer, målt som symptomer på depression og angst, stress, søvnproblemer, selvmordstanker, spiseforstyrrelse, kropstilfredshed og selvværd, viser et nyt dansk studie. Studiets hovedresultater var, at mangel på støtte fra klassekammerater generelt havde den største betydning for de unges mentale sundhedsproblemer. Klassesammenhold var den type af sociale tilhørsforhold, som havde den svageste sammenhæng med mentale sundhedsproblemer. Endvidere viste studiet, at jo svagere socialt tilhørsforhold eleverne havde til skolen, desto sværere var deres mentale sundhedsproblemer.  

Ensomhed forværrer sammenhængen 

Som noget nyt ønskede man at undersøge, om ensomhed havde betydning for sammenhængen mellem elevernes manglende sociale tilhørsforhold til skolen og mentale sundhedsproblemer. Her fandt man, at de elever, som oplevede manglende sociale tilhørsforhold til skolen, og som samtidig havde oplevet af føle sig ensomme, i højere grad oplevede mentale sundhedsproblemer.

Kilde

Santini, I.Z. et al.: “Social disconnectedness, loneliness, and mental health among adolescents in Danish high schools: A nationwide cross-sectional study”, 2021.