Seksualitet og unge med psykisk sygdom: Er det så svært at tale om? 

Alle mennesker har som udgangspunkt en seksualitet. Den kan betyde vidt forskellige ting for vidt forskellige mennesker, fordi seksualiteten netop er unik for den enkelte. Alligevel glemmer mange fagprofessionelle ofte dette fundamentale menneskelige aspekt, når de har at gøre med mennesker, der har en psykisk sygdom eller lidelse. Det kan gøre sex, intimitet og seksualitet til tabubelagte emner for mange, der måske allerede mangler nogen at tale med om ting, der kan være svære at tale om. 

Anette Crone Jessen vil gøre det lettere for fagprofessionelle at tale med unge om seksualitet. Hun har sammen med Joan Lysholdt udgivet bogen 'Samtaler om sex og seksualitet i socialfagligt arbejde med unge', som også behandler psykisk sygdom. Hun er tilknyttet den sociale organisation Kvisten, der tilbyder psykoterapeutisk behandling til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.

Her underviser hun psykoterapeuter og psykologer og står bag et ungerådgivningstilbud for unge, der blandt andet har udfordringer ved at forstå den seksuelle grænse. Hun har en master i sexologi og arbejder også selvstændigt som psykoterapeut, konsulent, oplægsholder og underviser. Med andre ord har hun både et praktisk og teoretisk fundament. 

- Alle kan tale med unge

Dele af bogen handler om psykisk sygdom og giver eksempler på, hvordan man som fagprofessionel kan tale med unge, der har en psykisk sygdom, om sex og intimitet. Men hvad menes der med fagprofessionelle? Det kan være alt fra lærere og pædagoger til sundhedsplejersker, læger og støtte- og kontaktpersoner. Anette Crone Jessen fortæller: 

”Jeg vil faktisk sige, at alle kan tale med unge om deres udfordringer med seksualitet. Man behøver ikke være sexologisk behandler for at spørge, om nogen trives med deres seksualitet. Hvis man tænker det ind i sit arbejde med unge, kan alle få det implementeret i deres arbejde. Men nogle glemmer det, og for nogle er det tabubelagt, mens andre føler, at det overskrider deres egne grænser.” 

Og hvorfor er det så vigtigt? 

”Fordi de unge meget ofte ikke har nogen at tale med om det. Man tror groft sagt altid, at der er andre, der gør det. ’Det har socialrådgiveren nok gjort’. Eller socialrådgiveren tænker, at lægen har gjort det. Men som udgangspunkt er der ingen, der gør det.” Hun tilføjer: 

”Vi er ofte så helhedsorienterede som professionelle, og vi spørger ind til kost-, søvn- og motionsvaner. Men i den helhedsorientering skal vi have implementeret seksualiteten. Det handler i bund og grund bare om at have opmærksomhed på: Hvordan trives du seksuelt?” 

Vigtigheden af disse samtaler skal selvfølgelig også ses i et større perspektiv. Anette Crone Jessen minder om, at det er sundhedsfremmende at have en sund seksualitet, og at det derfor kan ramme ekstra hårdt, hvis man har en psykisk lidelse og står udenfor, uanset om det handler om et parforhold eller ej. 

Når man ikke medtænker seksualiteten, er der en reel risiko for at komme til at se en stor gruppe mennesker som aseksuelle. Og det er både uværdigt og dehumaniserende. 

Forståelse for egne og andres grænser 

En del af Anette Crone Jessens arbejde handler om grænser. Som hun og Joan Lysholdt skriver i bogen, har mange unge med fx ADHD det ofte svært med seksuelle grænser: 

”De kan have svært ved at få dem sat, svært ved at mærke dem og kan måske overskride andres grænser. Det er noget, der skal indlæres, og derfor håber jeg, at man fra en helt tidlig alder har fokus på grænser i forhold til den målgruppe. Det er svært på bagkant at sige ’hov, nu skal vi til at tale om grænser’, for i ungdomsårene er det måske allerede for sent.” 

Det gælder også inden for eksempelvis autismespektret. Hun fortsætter: 

”Mange inden for autismespektrum kan være født med sociale kompetencer, der kan være udfordret, og det kan være svært at navigere i det sociale liv. Derfor kan de være særligt ramt. Der kan være kommunikative udfordringer, hvilket også til en vis grad kan være tilfældet med ADHD.” 

Når man tænker seksualitet, tænker man ofte det sociale mellem to mennesker, påpeger hun. Men man kan være født med biologiske udfordringer. Derfor taler man i sexologien om det bio-psyko-sociale felt. Hvis ikke man rækker ud og hjælper med denne navigation, kan det have store konsekvenser: 

”Når man overser en stor gruppe og ikke spørger ind, så ender den gruppe med at blive en tavs gruppe. De mangler et talerør. Det bliver en ond cirkel, hvor man kan føle skam, trække sig tilbage og blive mere og mere ensom. Det lyder simpelt, men ofte handler det bare om at lytte til de unges udfordringer. Det kan dreje sig om simple anvisninger: ’Kan du bruge X?’ eller ’har du prøvet at henvende dig hos Y?’. Ellers er risikoen, at de kan ende med at blive søgende på en uheldig måde.” 

Hun giver et eksempel: Hvis den unge ikke umiddelbart oplever at blive mødt med omsorg og genklang i behandlingssystemet og psykiatrien, kan det føre dem til digitale fællesskaber, der medvirker til at mindske eller helt fjerne motivationen for at søge professionel støtte, særligt når det omhandler seksuelle udfordringer, som det kan være svært søge hjælp til. I nogle af disse ikke-professionelle fællesskaber kan der være en risiko for, at den unge bliver rådet til at håndtere sin sårbarhed på måder, som potentielt er skadelige eller usunde for dem. 

Medicin og bivirkninger 

Anette Crone Jessen understreger, at en psykiatrisk diagnose selvfølgelig ikke i sig selv betyder, at man har svært ved grænser. Men hvis ikke man taler om det, finder man i hvert fald ikke ud af, om den unge lider under det. 

For mange mennesker kan medicin fx spille ind på sexlivet i form af nedsat sexlyst. Det kan være tilfældet med ritalin, som bliver brugt i forbindelse med ADHD, eller antidepressiv medicin. Det kan også føre til kvalme, træthed og øget svedtendens, der indirekte kan påvirke lysten til intimitet. Kan. Som altid er det vigtigt at huske, at det er forskelligt for alle. Men centralt er det, at man kan tale fordomsfrit med andre, og her spiller de voksne fagpersoner en vigtig rolle. Anette Crone Jessen fortæller: 

”Mange unge er slet ikke bevidste om, at medicin har den slags bivirkninger. Andre lægger medicinen fra sig, fordi de ikke har lyst til at få påvirket deres sexlyst. Derfor er det vigtigt at få åbnet den samtale med de unge: Har du oplevet, at medicin har påvirket dig og din sexlyst?” 

Men hvordan kan man spørge ind? Hun giver nogle eksempler: 

”Det kan være vigtigt at vide, hvorfor de unge lægger medicinen fra sig, så man kan spørge: Påvirker det dit forhold? Hvordan har din partner det? Er det noget, I kan tale om? Kunne det være en idé, at din partner tog med til en samtale eller til lægen? Hvis ikke man er i et forhold, kan man spørge mere åbent ind om lysten til nærhed og intimitet. Måske man kan se på andre præparater eller få forklaret, hvor længe man mon skal være på et bestemt præparat.” 

Forskellige behov 

Hvis en sexlyst er forsvundet, kan man som fagperson hjælpe med at finde ud af, hvornår det skete. For det handler ikke nødvendigvis om medicinen. Måske man er presset eller udfordret af andre ting, forklarer Anette Crone Jessen: 

”Et godt sexliv handler ikke kun om sex, men også om nærvær. Nogle kan få det svært, fordi de ikke kan tage kontakt, andre fordi de ikke har lyst. Hvis man er i et forhold, kan man tale om, hvorvidt partneren er indforstået med situationen og spørge ind til, hvordan man mødes i længslen.” 

Man skal selvfølgelig ikke antage, at alle mennesker til enhver tid har behov for et aktivt sexliv. 

”Det er vigtigt, at fagpersonen går nysgerrigt og åbent til samtalen. At man finder ud af: Hvad har du behov for? Måske har man bare brug for fred og ro i en periode. Måske vil man i en periode ikke være sammen med sin partner.” 

Anette Crone Jessen uddyber: 

”Uanset hvordan man taler seksualitet, og uanset om man har en diagnose eller ej, skal man holde sig for øje, at vi har brug for forskellige ting. Det er så vigtigt at tage afsæt i den enkeltes behov, og i den forbindelse er vi nødt til at være åbne og nysgerrige og stille os til rådighed. Vi skal komme dem i møde. For de vil gerne tale med os.”