Sprog, identitet og fremmedgjorte zombier
Den prisvindende forfatter Sidsel Ana Welden er tidligere bruger af psykiatrien. Hun er ”politisk med skriften”, så hun selv og andre mennesker med psykisk sårbarhed kan blive hørt og tage sproget tilbage fra psykiatrien. Sammen med psykiater Anne Lindhardt taler hun om sine tekster, om at være reduceret til ”pt." i journalerne, om medicinering under pres og om at være funktionsdygtig og leve med sin sygdom.
Tekst: Lotte Ladegaard
Det er vigtigt at insistere på at blive talt til på en bestemt måde som psykiatribruger og være kritisk over for medicintyper, fastslår Sidsel Ana Welden.
”Dem, der ikke engang har kræfter til det, bliver tabt, hvis ingen gør noget.”
Derfor arbejder Sidsel politisk med skriften. Hun bruger sin status og sit talent som forfatter og den medfølgende adgang til platforme for kommunikation til at lade psykiatribrugerne selv komme til orde og tage sproget for deres psykiske sårbarhed tilbage fra psykiatrien.
Sidsel er også et eksemplarisk billede på, at man sagtens kan leve et fuldt og godt liv med psykisk sårbarhed. Hun er selv tidligere bruger af psykiatrien gennem mange år.
Som 29-årig debuterede hun i 2021 med bogen 'I det hvileløse'. I foråret 2022 udkom tekstsamlingen 'Hjertet er en fold med heste', som Sidsel har bidraget til og redigeret sammen med Anna Rieder og Forlaget Amulet. Hun og Anna har også udgivet tre prisbelønnede pjecer, som vender den traditionelle henvendelse fra læge til patient på hovedet og lader patienten komme til orde.
Et rum for samtale
Titel
For os er det et konstant arbejde at forsøge at ændre og yde modstand mod et system og et samfund, som vi ikke mener giver den optimale behandling eller ligestilling af mennesker med psykiske sårbarheder. Men selvom det er en nødvendighed for os at lave den her slags arbejde, har det også fået os til at tænke over, hvorfor ansvaret også altid følger med sygdommen? Hvorfor er det dem, der kæmper, der skal tage kampen op (fra ’Hjertet er en fold med heste’).
”På et tidspunkt blev jeg helt mæt af at bruge mig selv. Så kom ideen til at invitere flere stemmer ind, forskellige perspektiver, fra folk, der ikke selv har en platform at tale fra. Alle afsendere i bogen 'Hjertet er en fold med heste' har selv valgt, hvordan deres tekster skal se ud i bogen. De måtte skrive så langt eller så kort, som de ville,” fortæller Sidsel.
Bogen er blevet helt overvældende godt modtaget.
”Mange har nytte af bogen. Mennesker, jeg ikke anede havde baggrund i psykiatrien. Bogen har åbnet et rum for samtale. Jeg kan ikke huske, om den udkom i 500 eller 800 eksemplarer, men den var udsolgt på en uge. Vi var i Deadline på DRTV, og vi fik gode anmeldelser,” siger Sidsel.
”Den rammer ind i tidsånden,” siger Anne, psykiater og tidligere forperson for Psykiatrifonden.
”Selvom der i dag er en helt anden åbenhed om psykisk sårbarhed, syntes flere i min familie, at min åbenhed har været grænseoverskridende. Jeg tror på, at det er sådan mange steder. At folk føler sig alene,” siger hun.
”Mange har skjult det,” konstaterer Anne.
”Det har slet ikke været muligt for mig at lade, som om det ikke findes i mig,” siger Sidsel.
En bog om mere end sygdom
Titel
Noget er til stede her sammen med mig. Mit sind er fuldstændig grænseløst, men når jeg går på gaden, er jeg rolig og køn. Kanalens skvulp mod kajen. Eller dens vold mod kajens gamle træ. Vreden, der forsøger at vælte op på land. Vandet gør sig til, når jeg holder øje fra mit værelse (fra ’I det hvileløse’).
Engang var psykisk sårbarhed tabu. Nu kan det være en del af identiteten, at man godt kan have det lidt dårligt, men stadig have funktionsdygtighed.
A: ”I det hvileløse er meget poetisk, smuk og samtidig enkel. Der er mange hjørner af sindet, og det er umiddelbart genkendeligt i bogen. Hvordan er det at skrive sådan en bog?”
S: ”Det var langt hen ad vejen dejligt at skrive den. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har været i psykiatrien, selvom jeg ikke er det lige nu. Det var dejligt i forhold til, at jeg kunne gøre med den, hvad jeg ville, og gøre det humoristisk. Jeg er selv glad for litteratur fra folk, der har erfaring fra psykiatrien, men det er ofte lange sygdomsfortællinger. Jeg havde brug for selv at bidrage med en bog, hvor flere ting kan eksistere sammen.”
A: ”Fortælleren i bogen vil gerne have lov at have sine psykoser, fordi de er kilder til sanseoplevelser.”
S: ”Her bliver de set som poesi, som kulturel værdi. Andre steder bliver de set som sygt.”
A: ”Du er fantastisk stærk. I Hjertet er en fold med heste laver I en omvending af psykiatriens forståelse af psykisk sygdom til det hele menneske – mennesker, der i kunstnerisk form kan berette om, hvad der sker i sindet. I tager psykiatrien indefra og laver om på den.”
S: ”Engang var psykisk sårbarhed tabu. Nu kan det være en del af identiteten, at man godt kan have det lidt dårligt, men stadig have funktionsdygtighed.”
Et opgør med fremmedgørende journaler
Titel
At læse sin egen journal er ofte fremmedgørende. Prøv at skrive i en blidere tone, og brug vores navn i stedet for at reducere os til ’pt.’. Vi føler os trygge, når du inkluderer os i journalskrivningen (fra pjecen ’Ti gode råd til lægen’).
A: ”Det ramte mig meget, at I gerne vil have et navn i journalen i stedet for ”pt.” (forkortelse for patient, red.). Jeg har aldrig selv skrevet patientens navn. Jeg har tænkt, at journalen skal objektgøres. Men jeg kan godt se idéen med at beskrive en person.”
S: ”Journalnotater er tit meget fremmedgørende, meget forsimplede. Jeg har nævnt en oplevelse, men en enkelt ting stikker mere ud. Nuancer, følelsesliv, glider i baggrunden. Det er førstehåndsindtrykket, når en journal bliver overleveret, og det skaber forventninger hos den nye behandler.”
A: ”Der er sket noget. Da jeg var ung, var journalsproget mere beskrivende.”
S: ”Hvorfor?”
A: ”Dengang var journalerne skrevet til et lukket rum, ikke til andre myndigheder eller til patienten. Retten til journalindsigt kom i 1980’erne. I dag skal alting kunne tåle at blive læst af andre.
Der er også utroligt mange klager, så man bliver holdt op på, hvis man skriver sin egen mening. Vi er blevet mere bange for at begå fodfejl, at blive anklaget. Der er også kommet flere krav til, hvad man skal huske at tage med i journalen. Man skal fange virkeligheden gennem tjeklister.”
S: ”Det er godt, at man kan læse sin journal i dag, men det er problematisk, hvordan man bliver beskrevet. Jeg er meget kritisk, fordi jeg har følt mig forkert beskrevet og er blevet sendt rundt og har brugt et par år på udredninger og prøvet lidt af hvert. For eksempel mente en læge, jeg aldrig havde mødt før, at jeg havde borderline. Konsultationen tog 10 minutter. Derfor har jeg brug for at holde øje med, hvad der står i min journal.”
A: ”Hvad gør du, hvis du ser noget, der er forkert?”
S: ”Jeg vender tilbage til behandlerne, og så spørger jeg, om jeg må se, hvad de skriver. Det må jeg for det meste.”
Medicin eller ingenting
Titel
Ifølge OPUS (tilbud om psykosocial behandling til unge, red.) er det bedst at fjerne psykoserne med medicin. ’Nu går den ikke længere,’ sagde overlægen, første gang jeg var der. Det nytter ikke at forklare, at medicin giver mig muskellammelser og hjertebanken. Så længe psykoserne går væk, er det en succes, mener lægerne. Uanset hvad de byttes ud med (fra ’I det hvileløse’).
S: ”Medicin har ikke fungeret for mig. Eller rettere, jeg har fået voldsomme bivirkninger. Jeg har gået rundt som en zombie, der ikke kunne tænke en tanke. Det er fint at tilbyde medicin, men det er ikke ok at presse på. Jeg blev smidt ud af et tilbud af en person, der slet ikke kendte mig, fordi jeg fik det så dårligt af medicinen, at jeg ikke ville fortsætte. Jeg ville godt prøve noget andet medicin, men jeg nåede ikke engang at sige det. Nu betaler jeg selv for terapi.”
A: ”Det er en ærgerlig historie.”
Den helt store kunst er at udvikle en individuel plan for medicin, hvor man sammen med patienten ser på, hvad medicinen gør ved dig, på fordele og ulemper, og hvad du har brug for. Det kræver tid og træning.
S: ”Der var ikke noget valg. Den lange, seje vej med terapi er der slet ikke i psykiatrien. Medicinering er et skilt, der blinker som en mulighed, og der er et håb blandt mange behandlere om, at det hjælper. Det kan også give mening at dæmpe for eksempel psykoser, hvis de fylder meget. Men det er ærgerligt, at det er enten det eller ingenting.”
A: ”Den helt store kunst er at udvikle en individuel plan for medicin, hvor man sammen med patienten ser på, hvad medicinen gør ved dig, på fordele og ulemper, og hvad du har brug for. Det kræver tid og træning. Nogle psykiatere har det ikke, og nogle tror ikke på tilgangen.”
S: ”Men nogle behandlere gør det SÅ godt nu.”
A: ”Det er rart at høre. Vi får så meget bashing.”