Fra krig og kaos til et meningsfuldt liv

Rolighed, coolness og et glimt i øjet. Det er Rico Rasmussen, da Psykiatrifonden møder ham ved idylliske Gyrstinge Sø tæt på Ringsted. Her kommer han tit, og med forår, fuglefløjt og følelsen af sænkede skuldre er det til at forstå.

Naturen er den bedste medicin, han kender til, og efter ti år som svingdørspatient, kender Rico om nogen til forskellige former for medicin. Fuglefløjt, fantastiske vandreture og mening er dog en relativ ny hverdag for ham.

Da han er 15 år gammel, bliver hans forældre skilt på grund af faderens alkoholmisbrug, og hvad Rico troede skulle blive et nyt, problemfrit liv sammen med sin mor, blev i stedet en kulmination af en svær barndom og starten på et liv i krig og kaos.

”Da jeg sidder inde på mit værelse, eksploderer mit hoved, og jeg bliver kastet ned i helvede. Jeg har følelsesmæssige reaktioner, der overtager min krop fuldstændig. Jeg får kolossale angstanfald, hvor jeg tror, at jeg falder om og dør. Det næste øjeblik bliver jeg ramt af stor sorg, og så kunne en tredje bombe af en voldsom vrede ramme mig. Jeg græd så meget, at jeg blev hudløs under mine øjne. Det eneste jeg kunne var at ligge i fosterstilling og græde mig selv i søvn.”

”Benzin på et bål”

Den dag på værelset siger Ricos hoved og krop fra, og han opdager hurtigt, hvordan han kan sætte mørket og følelserne på pause, men også indgå i sociale sammenhænge. En opdagelse, som var med til at skubbe ham ud på kanten af livet.

”Alkoholen var min løsning på at håndtere alle følelser på én gang. Alkoholen gjorde det naturligt for mig at være sammen med andre mennesker. Derfor blev det en afgørende del af min hverdag. Der er så bare det, at alkohol virker som benzin på et bål. Det virkede i øjeblikket, men dagen efter kom den dårlige samvittighed og overtog fuldstændig, og tingene blev meget værre. Derfor begyndte jeg at udvikle et enormt selvhad, hvilket førte til et selvskadende alkoholmisbrug, hvor jeg straffede mig selv så hårdt som overhovedet muligt. Jeg kunne simpelthen ikke ødelægge mig selv nok,” fortæller han.

Rico ryger ind til afgiftning flere gange, og han kollapser rundt omkring i byen af druk. Han kommer så langt ud, at han møder psykiatrien og systemet for første gang i en alder af 16 år efter et selvmordsforsøg. Da han er blot 18 år, får han sin egen lejlighed, og denne periode beskriver Rico selv som ”toppen af sin misbrugskarriere”.

Han dropper ud af skolen og dropper al kontakt med alle omkring ham med formålet om at drikke sig selv ihjel. Ricos ti år som svingdørspatient starter altså den dag på værelset i en alder af 15 år. Frem til en alder af 25 år kæmper Rico mod et skuffende og problematisk system, der ikke rummer og griber mennesker med dobbeltdiagnose.

Ti års erfaring med et ulogisk system

Ricos dobbeltdiagnose kommer til udtryk ved svære depressioner og et ekstremt alkoholmisbrug, og han har oplevet gennem årene, hvordan systemet er opdelt i kassetænkning, når det kommer til behandling af dobbeltdiagnose – eller manglen på samme.

”Jeg har savnet det her helhedsorienteret blik på min livssituation, hvor man kommer mere i dybden og forsøger at finde svaret og løsningen på: ”Hvorfor er det, at ham her bliver ved med at brænde sammen?” Det var alligevel ti år af mit liv, hvor det var ind, ud, ind, ud, ind, ud. Måske skulle man lige stoppe op en gang.”

”Jeg havde det svært med den her sektoropdelte behandling. Systemet opdeler lige nu behandlingen for dobbeltdiagnose i to kasser. Et sted for misbrugsbehandling og et sted for det psykiske. Man kan bare ikke adskille de her to dele i et menneske, fordi de interagerer med hinanden og opleves som ét stort, sort hul, hvor det hele er rodet sammen. Hver dag var en kamp for at overleve, og det var en mærkbar stressfaktor at blive trukket rundt mellem de her adskilte områder. Det er den her opdeling, der gør det så hamrende svært at være i. Så hamrende svært at få hjælp, bare fordi man døjer med det psykiske og et misbrug på samme tid. Det må simpelthen kunne gøres bedre,” fortæller Rico.

Selv da Rico møder sin kæreste, som en dag fortæller ham, at han skal være far, svigter systemet. Her står han over for sit livs vendepunkt, som får ham til at række ud som aldrig før, og som giver ham en kolossal vilje, styrke og tro på tingene. Alligevel er det i netop den situation, at Rico oplever at få smækket dørene ind til hjælp i hovedet.

”I dét øjeblik vidste jeg, at jeg måtte ændre mit liv radikalt. Jeg fløj op på misbrugscentret, og for første gang i mit liv var jeg hudløst ærlig. Jeg gennemgår et langt interview, som er virkelig hårdt. Der går så en længere periode, hvor jeg slet ikke hører noget fra nogen. Da jeg endelig modtager et brev, får jeg at vide, at jeg er for psykisk syg til at få gavn af traditionel misbrugsbehandling. Jeg flyver så ned i distriktspsykiatrien og beder dem om at hjælpe mig. Her får jeg beskeden om, at jeg er for aktiv i mit misbrug. Af ren desperation flyver jeg videre til psykiatrisk akutmodtagelse, lægger kortene på bordet og beder dem op at spærre mig inde, for jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre efter de afvisninger, jeg har fået. Men her bliver jeg også afvist, fordi mine udfordringer var forårsaget af mit aktive misbrug.”

Men da Rico er i midt 20’erne, får han omsider den hjælp, han har brug for. Han prøver lykken et sted, han kender fra fortiden, og her kommer han i behandling for sin alkoholafhængighed. Efter lange, mørke ti år er der endelig nogen, der griber ham.

Vendepunkter

Som Rico selv siger i dag, så er intet statisk. Livet har i hvert fald lært ham, at intet er for evigt, og uanset hvor enorm smerten er indeni, så vil det altid vende en dag.

Han har selv været i sin helt egen recovery-proces gennem de seneste 14 år. Det er år med mange vendepunkter og højdepunkter, men også med lavpunkter. 

”Recovery er ikke en lineær proces, men en rejse ud i det ukendte.”

Ricos rejse startede, da han som 19-årig møder sin første rigtige kæreste. Hun bliver helt afgørende for Ricos vej tilbage til livet, og han beskriver selv mødet som vendepunktet over dem alle.

”Dér sad jeg. For første gang i hele mit liv. Sammen med et andet menneske. Pinligt ædru og med en blanding af alt for meget cola og alt for mange smøger. Og kunne lige pludselig kommunikere med hende uden problemer. Det var en stor øjenåbner. Sammen med hende begynder jeg at mærke håb og drømme og en voldsom forelskelse, der brager igennem mig. Jeg havde for første gang rigtigt lyst til at opleve det her leverpostejsliv med en kone, et barn på hver arm og et arbejde. Dét blev katalysatoren til min recovery-proces og min vej tilbage. Det var vendepunktet over alle for mig.”

I løbet af sine recovery-år bliver han desuden klogere på sig selv, idet han bliver diagnosticeret med skizoid personlighedsforstyrrelse. Diagnosen hjælper ham med at forstå hans introverthed og manglende naturlige sociale evner og dermed også, hvorfor det hele har været ekstra svært.

Det kan lade sig gøre med din egen måde

I dag er Rico 33 år gammel, og de eneste afhængigheder han har, det er smøger og kaffe. Han har været ædru i ni år, og han gør alt i sin magt for at give sine drenge på ni og seks år verdens bedste tilværelse.

Han tager ofte på 15-20 kilometer lange vandreture for at slappe af, komme ned på jordniveau og bare falde i staver over, hvor smuk naturen er. Desuden styrketræner han, og så finder han stor glæde i få, men nære, relationer.

Hans depressioner fylder ikke længere på samme måde, da han gennem årene har lært, hvordan han kan undgå at komme helt derud, hvor depressionen overtager ham. Og som Rico selv siger det, så har han i dag lært at balancere og håndtere det her skæve hoved, som han altid vil have.

Ifølge ham selv lever han i dag et liv, som han betegner som uhyre meningsfuldt, og han føler sig enormt privilegeret. Udover ungerne, natur, kaffe og smøger, så bruger han 37 af ugens timer på sit drømmejob som recovery-mentor i psykiatrien, hvor han omsætter sine mange år i helvede til sin største ressource. Derudover holder han oplæg i hele landet, og i maj i år skal han for eksempel fortælle sin historie til Psykiatrifondens Psykiatridage i Vejle og København. 

”Alle mennesker kan komme sig. Vi er bare nødt til at gøre op med den her forestilling om, hvad det vil sige at komme sig. Alle kommer sig på sin egen måde. Der er ingen universelle løsninger. For nogen kan et ti-timers job på den lokale tankstation være drømmen og vejen tilbage. Det er op til den enkelte at finde sin egen vej videre.”

Video: Tre gode råd fra Rico Rasmussen