Et liv med angst

Af Maja Vinde Folkersen

En klog mand sagde engang til mig, at 'hver gang, vi fortier et problem, giver vi det en enorm magt til at vokse sig endnu større.'

At leve med angst er lidt som denne kloge mands citat. Hvis man fortier sin angst eller accepterer andre menneskers fordomme, så lader man angsten blive endnu større og få endnu mere magt.

Før jeg fortæller, hvad det betyder at leve med angst, så lad mig fortælle, hvad det IKKE betyder:

• At man er svag
• At der er noget i vejen med én som person
• At man er doven og bare kan ’tage sig sammen’
• At man prøver på at få ekstra opmærksomhed, medlidenhed og så videre fra omverdenen
• At man er mindre intelligent end andre mennesker
• At angsten automatisk går væk, hvis andre mennesker synes, den er noget pjat

Ovenstående fordomme – og sikkert mange flere – står i vejen for at forstå, hvad angst virkelig betyder, og hvad man selv kan gøre, hvis man selv (eller en man kender) lever med angst.

Jeg lever med generaliseret angst og har gjort det, siden jeg var 21 år. Det tog mig cirka 12 år, før jeg kunne sætte ord (og diagnose) på.

Det, der har overrasket mig mest ved min lidelse, er, hvor fysisk den er. Man tænker jo tit på angst som en følelse. Noget, der bare eksisterer oppe i hovedet.

Først er der tankemylderet: en konstant fokusering på et problem, hvor man bliver ved med at spekulere over problemet, uden nogensinde rigtigt at finde en løsning på det. Så er der følelsen af nervøsitet, rædsel og fortvivlelse – og måske depression. Det er svært at koncentrere sig, og der er tit problemer med hukommelsen, især korttidshukommelsen.

Samtidig er angst også en meget fysisk lidelse, og det bliver tit overset. Spændingshovedpine, besvær med at trække vejret, en trykken for brystet, ondt i maven, søvnproblemer, gentagne mareridt om natten, hjertebanken og så videre. Nogle mennesker har en rysten på hænderne og i kroppen og ufrivillige bevægelser i arme og ben.

Glad udenpå, i stykker indeni

Da min angst var allerværst, havde jeg alle ovenstående symptomer og lidt til. Jeg havde svært ved at fungere i hverdagen. Jeg kæmpede med næb og kløer for at finde en løsning på den altoverskyggende angst, der nærmest gennemsyrede mig og mit liv.

Udadtil klarede jeg mig fint: Jeg gjorde min ph.d. færdig på rekordtid, publicerede fire artikler i akademiske journaler og fik en udmærkelse af regeringen for min indsats som ung forsker. Jeg havde også et deltidsjob som konsulent ved siden af, som jeg klarede fint. Ingen kunne se, at noget var i vejen med mig.

Men indeni kæmpede jeg en kamp, der næsten ikke var menneskelig. Jeg skammede mig meget over ikke at kunne finde en løsning på min angst. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg skulle holde op med at være så følsom. Tage mig sammen. Tænke på noget andet.

Jeg vågnede tit op med mareridt om natten, badet i sved, totalt terroriseret. Tit kunne jeg ikke huske, hvad jeg havde drømt. Jeg sov også virkelig dårligt og kom ind i en ond spiral med et stort søvnunderskud.

Jo større mit søvnunderskud blev, jo værre blev min konstante bekymring, min rysten på hænderne, mine hovedpiner og min hypersensitivitet. Ved pludselige lyde kunne jeg fare sammen og blive ekstremt forskrækket.

Mit immunforsvar blev betydelig svækket, og jeg begyndte at blive fysisk syg. Gentagne infektioner efterfulgt af undersøgelser på hospitalet, hvor de aldrig fandt noget i vejen med min krop.

Jeg begyndte at gå hos en dygtig psykolog, og vi begyndte på det, der blev et langt samarbejde, hvor jeg skulle komme til at lære mig selv og min angst bedre at kende. Det var en skræmmende, grænseoverskridende og også meget lærerig og givende proces.

Jeg kan i dag sige, at mit samarbejde med psykologen er noget af det bedste og vigtigste, jeg investerede mig selv i. Jeg har lært mine grænser at kende, fundet ud af, hvad jeg skal gøre for at få det bedre i mit liv, og især ved jeg nu, hvad jeg skal undgå.

Efter to år hos den dygtige psykolog havde jeg fået nogle solide redskaber til at håndtere min angst og udviklet en god forståelse over for mine triggere.

Men jeg døjede stadig med rigtig mange fysiske symptomer og sov nærmest ikke om natten. Den kroniske hovedpine og rysten på hænderne var der stadig, og det var nærmest umuligt for mig at slappe af.

Tal om det, lyt og stil spørgsmål

Min læge havde foreslået flere gange, at jeg skulle prøve antidepressiv medicin, da det også virker mod angst – især på søvn, som jeg ikke fik særlig meget af. Men jeg blev ved med at afslå. Hvorfor? Fordi jeg havde en idé om, oppe i mit hoved, at det kun er svage mennesker, der ender med at tage antidepressiv medicin.

Men efter flere år med en umenneskelig indre kamp, hvor jeg til sidst var ved at gå helt i opløsning på grund af søvnmangel og endeløse hovedpiner, takkede jeg endelig ja til medicinen.

Og det virkede.

Jeg begyndte at sove ordentligt om natten, mine tanker blev mere rolige, og mange af mine symptomer, både fysiske og psykiske, blev markant reduceret. Hovedpiner og andre smerter blev færre og reduceret i intensitet.

Sammen med psykoterapien gjorde medicinen, at jeg endelig kunne begynde at leve mit liv – og faktisk være glad og trives.

Hvis der i dag er noget, jeg ville ønske, så er det, at jeg havde vidst alle de her ting for mange år siden. At angst er en alvorlig lidelse, og at den skal tages seriøst. Men også at det er muligt at leve et godt liv med angst, hvis man får hjælp.

Der findes ikke en endegyldig løsning på angst. På trods af dette har jeg fundet redskaberne til at kunne håndtere den lidelse, jeg nu engang har, og som jeg nok skal håndtere resten af mit liv. Det er okay.

Jeg døjer stadig med lys- og lydfølsomhed og bliver let meget træt af for mange indtryk. Så jeg har brug for at trække mig, dels for at få fred, dels for at undgå at blive syg, både fysisk og psykisk.

Jeg er en aktiv del af mit arbejde, min familie og samfundet – jeg deltager bare med nogle lidt andre forudsætninger end folk, der ikke lever med angst.

Lad os sammen gøre en ende på det nonsens-stigma om mentale lidelser, der eksisterer i vores samfund. Lad os stille spørgsmål, være nysgerrige og lytte til andre folks historier.

Og vid, at hvis du lever med angst, så er du ikke alene. For jeg er her også.