Vi trives bedre i en sikker koreografi

En sikker koreografi er fx det, der typisk udspiller sig, når nogen er død – vi får det at vide, vi taler sammen, vi går til bisættelsen, vi ringer til den efterladte en gang om ugen for at høre, hvordan det går – det er en sikker koreografi.

Den har vi ikke, når nogen, vi kender, er forældre til et menneske med en psykisk lidelse. Men hvem tager ansvaret for at sige, hvordan vi kan tale om det, spørger psykologen.

Bo Snedker Boman er psykolog og har i mange år arbejdet i somatikken, den del af sundhedsvæsenet, der har med fysisk sygdom at gøre. Han har arbejdet med sorg i forbindelse med dødsfald, og de senere år har han haft sin egen praksis, hvor han ser en del forældre til børn og unge med psykisk sygdom. Han er meget enig med ledende overlæge i børne- og ungdomspsykiatri i Region Nordjylland Linda Hardisty Bramsen i, at hele familien skal på banen. 

Hvad skulle jeg ellers gøre?

Fra sin egen praksis giver han et eksempel på mønstre, der udspiller sig igen og igen, men som han som behandler kun får at se fra den ene side:

”Jeg talte med en far til en voksen mand med alvorlig psykisk sygdom og et misbrug. Når sønnen er meget forpint, holder han sig for sig selv i sin lejlighed, men i slutningen af måneden gentager det samme mønster sig: Sønnen ringer til sin far og vil gerne hygge og spise noget mad sammen. Det ender som regel med, at sønnen bliver på farens sofa i nogle dage. Måske vil han også gerne låne penge. Og på et tidspunkt ender det hver gang i konflikt og trusler. Det har stået på i ti år, måned efter måned. Da jeg spurgte faren: ’Hvorfor gør du det?’ svarede han: ’Hvad skulle jeg ellers gøre?’” siger Bo Snedker Boman.

Kan vi designe relationen anderledes?

”Vi gør det, vi plejer at gøre – og det gør vi også med dårlige traditioner. Men kunne man tænke på en anden måde? Jeg taler kun med faren, men måske kunne det forandre noget, hvis jeg også talte med sønnen. Forældre er ofte ængstelige ved at ændre på mønsteret, som fx faren her, for konsekvenserne af at sige fra over for sønnen kan virke uoverskuelige – og hans skræk for, at der sker sønnen noget, kan jo være helt reel. Og på den anden side kan vi aldrig vide, om det var sket alligevel. Men den støj i en relation kan gøre mennesker syge. Derfor skal vi tale om, om der er noget, vi kan designe lidt anderledes i relationen,” siger han.

Et er den sikre koreografi, som Bo Snedker Boman nævnte indledningsvist. Noget andet, vi danser med, er et underforstået sygdomshierarki, mener han.

”Der findes et sygdomshierarki. Nogle sygdomme er ’finere’ end andre, og psykisk sygdom står ikke øverst på listen. Og det gælder ikke kun mellem fysisk og psykisk sygdom, det gælder også mellem psykiske sygdomme, mener han – og det kan fx komme til udtryk i en samtalegruppe for forældre til børn eller unge med psykisk sygdom. Hvis du er der med fire andre forældre, og deres børn har bipolar lidelse, mens dit har skizofreni, eller du har en søn med personlighedsforstyrrelse, som måske sidder i fængsel, så er det heller ikke sikkert, at du møder nogen forståelse der,” siger han. 

Ligesindede’?

Derfor understreger han, at tanken om samtalegrupper for forældre er rigtig for nogle, men ikke for alle. 

”Der er meget fokus på at mødes med andre ’ligesindede’, som man siger. Om man så kan siges at være ’sindet lige’, fordi man har det til fælles at være forælder til et barn eller ungt menneske med en psykisk sygdom, er en anden diskussion. For nogle er det fantastisk at tale med andre og dele erfaringer. For andre er det det modsatte.”

Faste sætninger gør ensomheden dybere

Bo Snedker Boman mener også, at vi nogle gange skal give det en ekstra tanke, før vi bruger de ”faste sætninger”, som han siger – og bruger et eksempel med det nu voksne barn, som fortæller om en svær barndom:

”Der er nogle faste sætninger, vi bruger, når verden går os eller vores venner imod: ’Alle forældre vil deres børn det bedste’, ’Din mor gjorde det, så godt hun kunne’. Det er godt ment, men det fratager børnene muligheden for at klage. Vi vil gerne trøste, men det kan også få den andens ensomhed til at føles dybere. Måske skal vi bare lytte,” siger han.

Bo Snedker Boman foreslår, at den, der har brug for at tale om noget svært, også prøver at give udtryk for, hvordan man gerne vil tale om det. At man måske ikke har lyst til at høre, at den anden også har oplevet noget lignende eller har et godt råd. Og han slutter med et af de eksempler, som gør det svært for mange at være dansepartner uden for den sikre koreografi:

”Når forældre føler skyld, skam eller ansvar for sygdommen hos barnet, kan det være reelt. Ikke alle er ansvarsfrie, og vi må ikke lade, som om ansvaret ikke er der.”