”Psykiske problemer begynder tidligt”

Pia Jeppesen stod i spidsen for Psykiatrifondens forskningsprojekt Mind My Mind, der for nylig kunne offentliggøre resultaterne, der viser, at Mind My Mind er en effektiv metode til at hjælpe børn med psykisk mistrivsel. Psykiske vanskeligheder begynder ofte tidligt i et barns liv, og man kan komme i tvivl om, om det er noget, man skal gøre noget ved. 

”Når det varer så længe, som det fx har gjort for Mathilde, er der en risiko for, at der støder andre problemer til, eller at det kan være en meget stor udfordring at mestre det. Uden hjælp kan der være risiko for udvikling af svær psykisk sygdom, der kræver mere specialiseret behandling,” fortæller Pia Jeppesen.

Folkesygdomme – også for børn

Mathilde er langtfra det eneste barn eller unge menneske i Danmark, der har kortere eller længere perioder med psykisk mistrivsel. Målgruppen for Mind My Mind anslås til at være et til to børn i hver skoleklasse. Men hvorfor er psykisk mistrivsel tilsyneladende på alvorlig fremmarch blandt børn og unge? 

”Det er ikke noget nyt. Det har altid været der,” siger Pia Jeppesen og henviser til et berømt og meget stort studie fra New Zealand, hvor man fulgte en gruppe på omkring 1.000 personer fra barndommen og op til 45-årsalderen. Studiet kaldes ”Dunedin-undersøgelsen”. 

”Dunedin-undersøgelsen viser blandt meget andet, at 86 procent af dem, undersøgelsen fulgte, havde haft symptomer på psykisk mistrivsel svarende til kriterierne for mindst én psykisk sygdom, da de nåede 45-årsalderen. Det vil altså sige langt de fleste. Endnu mere overraskende, så gjaldt det 59 procent af alle allerede inden 18-årsalderen. Det vil sige, at psykiske sygdomme er folkesygdomme, også hos børn og unge,” siger Pia Jeppesen. 

At mentale helbredsproblemer og psykiske sygdomme er vidt udbredte hos danske børn og unge, viser blandt andet den omfattende kortlægning i en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, ”Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år – forekomst, udvikling og forebyggelsesmuligheder”. Pia Jeppesen var formand for arbejdsgruppen bag rapporten.

Rækken af data, der viser udviklingen, er lang. Her er nogle få: Antallet af 10-24-årige, der bliver diagnosticeret med psykisk sygdom som fx angst, depression, spiseforstyrrelse, ADHD eller autisme, er steget i løbet af de seneste 20-30 år. Og 15 procent af børn og unge bliver undersøgt og diagnosticeret med en psykisk sygdom i børne- og ungdomspsykiatrien, inden de fylder 18 år. Antallet af nye tilfælde er steget for alle sygdomsgrupper. 

Ensomhed, dårligt selvværd – trods uddannelse og velfærd

En af forklaringerne på stigningen er, at psykiatrien ser flere børn og unge end tidligere. 

”Der er bedre adgang til undersøgelse, og dermed finder og diagnosticerer vi også flere. Psykisk sygdom er almindeligt, og tidligere var vi bagud med at opdage det. Men det bekymrende er, at vi samtidig ser stigninger i mistrivsel på alle niveauer, når vi ser på undersøgelser af børn og unge i befolkningen, hvor de har besvaret spørgeskemaer om deres mentale helbred og trivsel. Her kan vi se en faldende livstilfredshed og en stigende andel, der mindst en gang om ugen føler sig ensomme, kede af det og har svært ved at sove. Omkring hver tredje oplever tit stress og nervøsitet. Der er samtidig sket en markant stigning i forbruget af smertestillende medicin helt ned i 11-15-årsalderen, og flere skader sig selv,” fortæller Pia Jeppesen. Så der er en stigende forekomst af psykisk mistrivsel og flere, der ønsker hjælp.

Sådan hjælper Mind My Mind

Tilbage til målgruppen for Mind My Mind, som er vigtig at hjælpe: I dag får mange børn som Mathilde ingen hjælp. Nogle kommuner har spredte tilbud, men de er ofte gruppebaserede. Der kan være lang ventetid på et tilbud, idet en gruppe først kan starte op, når der er børn nok med de problemer, gruppen er rettet mod.

Hvis et barn mistrives psykisk, kan familien eller barnet selv henvende sig til PPR i de syv kommuner, der i dag bruger Mind My Mind-programmet, og bede om hjælp.

Første skridt mod hjælp er besvarelse af en række spørgeskemaer om, hvordan mistrivslen kommer til udtryk, hvilken karakter den har, og hvor meget den fylder. Og spørgeskemabesvarelsen er i sig selv gavnlig, siger Pia Jeppesen: ”Dels er det vigtigt for familien, at deres oplevelser af at have et barn i mistrivsel bliver set og anerkendt af fagprofessionelle, dels er det vigtigt at lave en god undersøgelse for at kunne tilpasse behandlingen rigtigt til det enkelte barn.”

Spørgeskemabesvarelsen viser vej til den rette hjælp: Nogle børn kan hjælpes med mindre end fx Mathilde, andre har brug for mere – det kan være hjælp i psykiatrien, som familien så får hjælp til at finde. 

Mind My Mind bør være et standardtilbud

Set fra politikeres og fagprofessionelles perspektiv er Mind My Mind svaret på mange udfordringer. Mind My Mind er designet til at kunne drives under almindelige betingelser i kommunerne uden at tabe flyvehøjde i forhold til den kvalitet af behandlingen, der blev leveret i forsøget. Og Mind My Mind-programmet er mere end bare en manual for behandling til børnene. 

”Det er også et program for uddannelse og supervision af psykologerne, og vi har udviklet en database, så vi kan følge udviklingen og forbedre tilpasningen af metoden efter børnenes behov. Og meget væsentligt: I kraft af den fælles organisering, som Psykiatrifonden står i spidsen for, kan Mind My Mind udbredes i stor skala. Lige nu er Mind My Mind det eneste program, der kan leveres på denne måde som en samlet pakke. Derfor mener jeg, at Mind My Mind bør være et standardtilbud til alle børn i målgruppen,” siger Pia Jeppesen.

Der ER hjælp at hente – men vejen kan være lang

Når det er sagt, er det afgørende for Pia Jeppesen at sige til de familier, der ikke bor i en kommune med et tilbud som Mind My Mind, at der ER steder at få hjælp, og at de skal tage fat på det, selvom vejen kan være lang.

”Man kan tale med skolen, man kan tale med kommunens PPR, man kan tale med sin praktiserende læge. Men som det er i dag de fleste steder, skal man som forælder indstille sig på at blive en slags projektleder på det projekt, der går ud på at finde hjælp til sit barn, der mistrives psykisk. Det kan være en lang og sej vej fra det ene til det andet og tilbage igen. Men det vigtigste er, at hvis man som forælder er nået dertil, hvor det føles rigtigt at søge hjælp til sit barn, så er det, fordi det er rigtigt at gøre,” understreger Pia Jeppesen.