Først var Louise for syg, så var hun ikke syg nok
Da Louise Sørensen efter flere år endelig blev henvist til behandling, blev hun afvist, fordi hun ikke var ”syg nok”. Hun blev sendt videre til internetpsykiatrien i Region Sjælland, hvor hun til gengæld var for syg. Inden da havde hun fået en psykose, fordi en sygeplejerske gav hende for meget medicin.
Louise Sørensen på 31 år har talt med mange psykologer i sit liv. Første gang som 10-årig. Hun er vokset op hos en plejefamilie, fordi hendes mor var misbruger, og det var det eneste, psykologerne ville tale om. Det blev forklaringen på – og fortællingen om – problemerne i skolen.
Som 23-årig fik hun en alvorlig depression, der lammede hende i to år, og i de følgende år fulgte flere depressioner ledsaget af svær angst og stress. Hun kunne ikke engang tage et bad i de svære perioder.
Først som 28-årig blev Louise diagnosticeret med ADHD. Det gav mening for alle, hun kendte, og Louise selv var lettet: Nu kunne hun vel få den rette hjælp? Hidtil havde hun været tilknyttet et lægecenter, hvor en bekendt var ved at uddanne sig til psykiater, og hun var egentlig glad for kontakten til ham. Men efter en årrække ville kommunen og jobcenteret prøve noget andet:
Det ene sted er jeg ikke syg nok, det andet er jeg for kompleks.
”Jeg var tryg ved ham, men kommunen pressede mig til at komme i psykiatrien i stedet for. Her fortalte de, at de ikke kunne gøre så meget, men de skulle jo gøre noget, så jeg fik en højere dosis ADHD-medicin.”
Da Louise Sørensen ankom til psykiatrien i Køge, blev hun mødt af en travl sygeplejerske. ”Vi kan jo ikke snakke sammen, hvis du sidder og græder,” meddelte hun. Louises første møde med psykiatrien endte i et angstanfald.
Den nye dosis ADHD-medicin resulterede i en psykose. Hun boede på det tidspunkt hos sine plejeforældre, fordi hun havde det dårligt, og de så hende løbe rundt og lave underlige ting om natten.
”Jeg var inde i en klokke og var overhovedet ikke mig selv. Tingene gik stærkt og langsomt på samme tid. Jeg sov ikke i 5-6 dage, kun når jeg kollapsede i perioder om dagen. Det var meget ubehageligt, også for mine plejeforældre.”
Hun ringede to gange til den afdeling, der havde forøget hendes dosis. Hun forklarede, at hun havde det meget underligt og var stærkt påvirket af medicinen. De bad hende give det mere tid. I dag forstår hun stadig ikke, at de ikke bare bad hende om at komme forbi. Men det var nemmere at afvise hende. Louise ringede til den psykiater, hun havde arbejdet med i lægecenteret.
”Han sagde: ’Du stopper, og det er lige nu’. Psykosen endte med at vare i tre uger. Da jeg fortalte dem, at det ikke fungerede med medicinen, stoppede de bare mit forløb uden at gøre andet eller foreslå andre løsninger. Min sagsbehandler i kommunen måtte endda undskylde, hun kunne godt se, at det var helt fejlslået.”
En psykose kan vare ganske kort tid eller mange dage. Nogle får en akut og enkeltstående psykose og oplever det aldrig igen. Andre lever med psykoser det meste af livet.
Afvist, afvist, afvist
Louise viste de første tegn på ADHD som 8-årig. Det tog 20 år at få diagnosen, og ifølge hendes psykiater er det formentlig grunden til, at hun også udviklede svær depression og angst, herunder dødsangst og helbredsangst.
Louises biologiske mor viste også tidlige tegn på ADHD, men da hendes mor – altså Louises mormor – henvendte sig til psykiatrien, blev de afvist: Louises mor var ”bare en uartig pige, som de måtte få styr på”. Louises biologiske mor fik ingen hjælp og dulmede smerterne med stoffer. Hun gik bort som 46-årig efter et hårdt liv. Derfor er det ekstra vigtigt for Louise at kunne række ud og bede om hjælp – i tide.
Louise har længe været interesseret i metakognitiv terapi til behandling af angst. To gange er hun blevet henvist og begge gange afvist. Den ene gang vurderede en overlæge i Region Sjælland, at hun ikke var ”syg nok”. Den anden gang fik hun at vide, at de ikke kunne tilbyde den behandling i distriktspsykiatrien i regionen.
Hun fik i stedet en henvisning til Internetpsykiatrien i Region Syddanmark, hvor de kunne tilbyde videosamtaler. Bortset fra at Louise Sørensen ikke kunne få det tilbud. Hun blev afvist, fordi hun var for syg og ”kompleks”. Louise er stadig rystet:
”Udmeldingerne er så forskellige. Det ene sted er jeg ikke syg nok, det andet er jeg for kompleks. Den sidste vurdering kunne den overlæge, der henviste mig videre, nok regne ud, hvis han havde undersøgt, hvad han henviste til … Man mister jo lidt håbet, når man bliver kastet rundt. Hvem tager ansvar?”
Hvad alle har brug for
Louise måtte lære at mestre sin ADHD uden medicin, da hun efter sin overdosering begyndte at få psykosesymptomer ved selv den mindste dosis. Hendes vigtigste redskaber er at huske at give sig selv pauser og pusterum – og gå lange ture.
Alle mennesker har brug for, at nogen har brug for dem.
”Jeg går mellem 60 og 80 kilometer hver uge. Det er helende at være i naturen, og uanset hvor hurtigt det går i hovedet, giver det mig ro at komme ud.”
Man kan selvfølgelig ikke bare planlægge sig ud af en diagnose. Men man skal starte et sted.
”Det tager tid, og øvelse gør mester. Jeg indlægger små pauser hver dag og lægger aldrig aftaler lige op ad hinanden. Alternativet er at blive udbrændt.”
Efter en arbejdsdag skal Louise Sørensen have en solid pause. Uden fjernsyn og uden telefon. Hun har fleksjob tre timer hver anden dag som social- og sundhedshjælper, og det har reddet hende. Når man bare er hjemme, kan det hele flyde lidt sammen, fortæller hun.
”Det er svært at få fleksjob, når man har psykisk sygdom, men der er ingen tvivl om, at det var det, der gav mig livsglæden igen. I mange år følte jeg, at jeg ikke gjorde nogen gavn. At jeg ikke kunne bidrage med noget. Som social- og sundhedshjælper kan jeg mærke, at andre har brug for mig. Og jeg tror, at alle mennesker har brug for, at nogen har brug for dem.”
Behovet for andre kender Louise. Hun har fået god hjælp af særligt sine plejeforældre.
Om psykodynamisk terapi
Samtaleterapi og en behandlingsform med fokus på at acceptere og forholde sig til sine egne følelser. Ubevidste fortrængninger er en stor del af psykoterapi. Altså situationer og minder, som vi af forskellige grunde har fortrængt.
”Jeg tænker på dem som mine forældre. De er der, og de gør det vigtigste, man kan gøre som pårørende: De lytter. Man kan jo ikke altid tage imod gode råd, når man har det dårligt. Jeg kan huske, at min (pleje)mor kom og støvsugede en dag, hvor jeg ikke selv kunne noget. Nogle gange er det de helt små ting, der kan virke overvældende for en, der er syg.”
Louise Sørensen er blevet kastet rundt af kommunen og regionen. Psykiatrien har både afvist hende og henvist hende til behandlinger, hun ikke kunne få. I dag er hun et stabilt sted, fordi hun tilfældigvis kendte en psykiater, der lyttede til hende og tilbød psykodynamisk terapi. Han samlede hende op, da hun igen landede mellem to stole. Men hvad hvis hun ikke selv havde den vigtige kontakt? Louise er taknemmelig og gyser samtidig ved tanken:
”Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg ellers ville være i dag.”
Hvis du har en psykisk sygdom, er der stor sandsynlighed for, at du lander i en labyrint. En labyrint, der fører dig fra den ene sagsbehandler til den anden. Et system, hvor kommunen og regionen ikke taler sammen, og hvor du ofte er afhængig af...