Et menneske, der endnu ikke var voksent
Da Fine Gråbøl fyldte 18 år, var hun voksen i systemets øjne. Hun sagde farvel til børne- og ungdomspsykiatrien og følte sig fremmedgjort i voksenpsykiatrien.
Foto(s): Eliyah Mesayer
”I børne- og ungdomspsykiatrien var der mange af de ressourcer, der burde være til stede i hele psykiatrien.” Forfatter Fine Gråbøl vil ikke romantisere sin indlæggelse som ung, men hun oplevede en værdighed, som forsvandt i voksenpsykiatrien:
At blive indlagt, mens man stadig er et barn, som jeg stadig føler, at jeg var som 17-årig, er jo en voldsom oplevelse, uanset om det er i somatikken eller psykiatrien.
”Hver dag havde man mulighed for på en eller anden måde at gå i skole, lave opgaver og noget andet, så man bevarede en værdighed i det liv. Men også så man blev anerkendt som et menneske, der kan have alle mulige forskellige behov.”
De unge lavede mad sammen, og når de havde udgang, lavede de ofte ting sammen, for de indlagte kunne spejle sig i hinanden i en svær tid:
Men man gjorde noget for at bevare et ungdomsliv, og det faldt jo totalt fra i voksenpsykiatrien, hvor der slet ikke er plads til at bevare et tilsvarende voksenliv. Der var man mere overladt til sig selv og til at finde rutiner.”
Fine Gråbøl blev udskrevet fra børne- og ungdomspsykiatrien med besked om, at hun var færdigbehandlet. Men det var næppe tilfældigt, at det også var dagen, før hun fyldte 18 år. Hun var nervøs, men også glad, for hun regnede ikke med at skulle se hospitalet igen. Der var lagt en plan for ambulant behandling, og hun skulle fortsætte hos en psykiater, hun allerede kendte. Hun var blevet diagnosticeret med bipolar lidelse og skulle starte i en psykoedukationsgruppe.
Traumatiserende indlæggelse
Det var sommer, Fine Gråbøl var fyldt 18 år, og tingene lysnede. Men Fines optimisme blev hurtigt gjort til skamme. Hun begyndte at få hyppige blackouts – ifølge hendes journal måske på grund af litiumbehandlingen – og i psykoedukationsgruppen følte hun sig fremmedgjort. Hun var myndig, men følte sig ikke voksen som de andre og havde ingen at spejle sig i:
”Når man får en diagnose, når man er over 30 og allerede har opbygget en form for identitet, familie eller arbejdsliv, som ligesom kan styrke ens følelse af, hvem man er, og hvad det er for en diagnose, man nu skal forholde sig til – dét er nogle helt andre udfordringer, end når man er 18 år, og livet begynder nu og med det også livet som psykisk syg.”
Hun fortæller, at alle i gruppen dengang så det som en kronisk sygdom, en voldsom ting at forholde sig til som ung: ”Så jeg husker ikke, at jeg fik noget ud af at gå i psykoedukation – ud over at føle mig længere væk fra mine jævnaldrende og at synke dybere ind i følelsen af at være syg.”
Fine Gråbøl modtog i 2021 Bogforums Debutantpris for romanen Ungeenheden. Mød hende her i samtale med psykiater Anne Lindhardt om at være ung med og efter psykisk sygdom.
Indlagt igen
Et halvt år efter at Fine var blevet færdigbehandlet i børne- og ungdomspsykiatrien, blev hun indlagt igen. Hun havde nu fået diagnosen tvangspræget personlighedsforstyrrelse, men ingen tog stilling til den.
Jeg synes ikke, jeg blev set nok som et menneske, der endnu ikke var voksent.
”Når jeg tænker tilbage, er det ret vildt, for det er også en alvorlig diagnose at få. Jeg synes ikke, jeg blev set nok som et menneske, der endnu ikke var voksent.”
Der blev ikke taget hånd om hende, ingen hjalp med at skabe et bæredygtigt liv, så Fine kunne undgå tilbagefald. Det skulle blive værre: Hun blev indlagt på akutmodtagelse med fast vagt, fordi hun var selvmordstruet og selvskadende:
”Det var voldsomt, og det er det jo for alle mennesker. I akutmodtagelsen var der alt fra retspsykiatriske patienter og mennesker, der har været i psykiatrien hele deres liv. Det undrer mig meget, at man ikke tænker over, hvordan det påvirker et meget ungt menneske at møde det spejl af kroniske psykiatripatienter. Det gjorde jo også, at jeg fik sværere og sværere ved at vriste mig fri af min egen forståelse af, at jeg var syg og ikke andet end det.”
Oplevelsen satte sig spor og påvirkede Fines følelse af, hvem eller hvad hun var. Hun fortsætter:
”Der er alt for lidt refleksion omkring, hvad det har af konsekvenser for et sygdomsforløb at være indlagt. At det også er traumatiserende på alle mulige måder. Det er også et tab af værdighed at have fast vagt, og det var ikke nødvendigvis forkert, at jeg havde det. Men det er voldsomt at blive fulgt i alle døgnets timer. Der var for lidt hjælp til mig som ung kvinde. Jeg kunne ikke skærme mig. Jeg sugede jo alt til mig og involverede mig enormt meget i alle patienters liv.”
I dag har Fine Gråbøl fået fjernet alle diagnoser.
Fine Gråbøl udgiver sin nye bog 'Hundrede børn' den 26. april 2024.
Hvis du har en psykisk sygdom, er der stor sandsynlighed for, at du lander i en labyrint. En labyrint, der fører dig fra den ene sagsbehandler til den anden. Et system, hvor kommunen og regionen ikke taler sammen, og hvor du ofte er afhængig af...