Ny våbenlovgivning risikerer at øge stigmatiseringen af psykisk syge

Regeringen fremlagde søndag 25 juni 2023 ti initiativer til en ny våbenlovgivning, hvoraf de tre første handler om hvem, der slet ikke eller kun vanskeligt skal have mulighed for at få våbentilladelse 1) hårde kriminelle, 2) radikaliserede og 3) mennesker med psykisk sygdom.

Når dé tre grupper bliver listet op på række, går vores stigma-alarm straks i gang. Særligt fordi de foreslåede stramninger af våbenlovgivningen netop er en udløber af den tragiske hændelse i Field’s for snart et år siden. Har vi slet ikke lært noget? Har vores årelange forsøg på at skubbe den offentlige debat i en bedre retning været forgæves?

Men når vi så nærlæser justitsministeriets tekst og lytter til Peter Hummelgaard i interviews, kan vi høre, at man rent faktisk har gjort sig de her overvejelser. Justitsministeren siger selv, at der er en ”svær balance” og at regeringen ”ikke vil stigmatisere folk, der lider af svære sygdomme, men at det er i særlige og konkrete tilfælde nødt til at indgå i risikovurderingen”.

Det er et lille, men ikke uvæsentligt samfundsmæssigt fremskridt, og det er værd at rose ministeren for.

Rammer forbi skiven

Alligevel rammer man med de nye initiativer forbi skiven. Field’s sagen udstillede ganske vist mange huller i lovgivningen, i forvaltningspraksis og i rettighederne for danske borgere, men det er ikke våbenlovgivningen, der står først for.

Der er til gengæld tre andre forhold, der burde have givet anledning til nye politiske initiativer. 

1. Gerningsmanden så 13 forskellige behandlere på et halvt år. Det svarer til en ny behandler hver 14. dag. Det er opskriften på alarmerende dårlig psykiatrisk behandling og konsekvensen af flere års underprioritering af området. Det kan man ikke byde syge borgere.
2. Gerningsmanden blev afvist til det psykiatriske behandlingstilbud OPUS, der ellers er et specialiseret tilbud målrettet patienter med debuterende psykose. Ikke, fordi han ikke havde behov for eller potentiel gavn af behandlingen, men fordi han ikke levede op til en række administrative kriterier. Det skyldes groft sagt, at psykiatrien er så presset, at den opsætter forhindringer og barrierer for at sikre, at den kan følge med.
3. Københavns kommune modtog den 7. marts en henvendelse fra Psykiatrisk Center Amager om, at gerningsmanden havde et behov for daglige støtteforanstaltninger. Men kommunen nåede grundet travlhed og manglende erfaring hos sagsbehandlerne aldrig at kontakte gerningsmanden inden skyderiet fire måneder senere den 3. juli 2022.

Kan være startskuddet til mindre stigma i lovgivningen

Justitsministeriets anbefaling er, at de sammen med Sundhedsministeriet undersøger området nærmere, og med udgangspunkt i reglerne for erhvervelse af kørekort og fremlægger nogle retningslinjer. Det lyder umiddelbart fornuftigt, men reglerne for kørekort er også fyldt med diskrimination af mennesker med psykisk sygdom.

Det gennemgående princip i kørekortvejledningen er, at lægerne skal foretage individuelle skøn af hver enkeltes sygdom, og hvordan den påvirker vedkommendes evne til at køre bil. Det er for eksempel tilfældet ved lettere demens, hvor lægen vurderer hver enkelt borgers trafikfarlighed. Sådan er det ikke med psykiatriske diagnoser.

Hvis et menneske fx har adhd og består køreprøven, så vil det i udgangspunktet blive udstedt med en tidsbegrænsning på to år. Mennesker med adhd vurderes i kørekortvejledningen til at udgøre en større risiko for trafiksikkerheden alene på baggrund af diagnosen, end mennesker, der lider af lettere demens. Og det til trods for, at svenske forskere har påvist, at en adhd-diagnose ikke påvirker et menneskes evne til at køre bil.

Denne diskrimination findes også i Forsvaret, hvor en adhd-diagnose mere eller mindre automatisk stempler unge mennesker som uegnede. Det er der heller ingen fornuftig grund til. Man kan godt have adhd i en grad, så det påvirker funktionsniveauet, men i så fald vil det komme frem i de forskellige objektive standarder, som alle mennesker vurderes efter, fx en køreprøve.

Derfor opfordrer vi til, at regeringen bruger denne anledning til at revurdere, hvordan man i det politiske og forvaltningsmæssige system anskuer psykiatriske diagnoser. Gør man ikke det, kommer man til at gentage den diskriminerende lovgivning og dens udmøntning igen og igen, og så kommer vi aldrig den strukturelle diskrimination til livs. Det er ganske vist et lidt større arbejde, men det er vel også det, vi har en regering hen over midten til? Hvis regeringen har modet og viljen, så har Psykiatrifonden 27 års erfaring med afstigmatisering, som vi gerne bidrager med.