Psykiatrifonden: For letkøbt at beskylde folkeskolereformen for mistrivselskrisen

Jacob Mark slap forleden sin flammende vrede og sit retoriske talent løs på Folketingets talerstol. Hans indignation skyldes den danske folkeskole, særligt folkeskolereformen fra 2014, der tydeligvis er et smertensbarn for de fleste af de partier, der var med til at indgå den.

Men I sin fire minutter lange dundertale, der i skrivende stund er blevet set 98 tusind ganger på Facebook alene, kommer Jacob Mark i sin iver til at smide børn med psykiske sygdomme under bussen, da han siger: 

”Vi ser resultatet af folkeskolereformen lige nu, med stadig større mistrivsel hos vores børn og unge, stadig større mængde af børn, der ikke føler de passer til, hører ind. Så giver man dem alle mulige bogstavkombinationer som undskyldning for hvorfor de ikke hører til i en skole, som bliver mere og mere snæver.”

Stigmatisering fra landets mest magtfulde talerstol

At omtale andre menneskers sygdom som ”alle mulige bogstavkombinationer”, er så ufølsomt og negligerende, at det grænser til det nedladende, og det sender et signal om, at diagnoser og de psykiske sygdomme de beskriver, enten ikke er lige så vigtige som de fysiske sygdomme, eller - i værste fald - ikke er lige så virkelige som de fysiske.

Begge er problematiske, men sidstnævnte er livsfarlig, fordi den manglede anerkendelse af psykisk sygdom, afholder mennesker fra at søge den hjælp, de eller deres børn har behov for. 

Så når en af landets mest populære politikere på landets mest magtfulde talerstol omtaler psykiske sygdomme som ”alle mulige bogstavkombinationer” er han med til at øge uligheden, og forværre børnenes livsmuligheder. 

Folkeskolereformen producerer ikke diagnoser

Det er dog ikke det eneste, der er problematisk ved talen. Jacob Marks budskab om, at den stigende mistrivsel og stigningen i diagnoser skyldes folkeskolereformen, er nemlig i selv både en farlig og fejlagtig analyse.

At den er fejlagtig, er nemt at påvise, da forværring af trivslen blandt børn og unge ses i samtlige vesteuropæiske lande – uanset skolesystem . Det er umuligt at forestille sig, at tendensen i lige netop Danmark havde være fuldkommen anderledes, hvis ikke det var for folkeskolereformen i 2014.

En rapport fra Rockwool fonden peger tværtimod på, at en del af forklaringen på stigningen formodentlig skyldes en meget positiv udvikling: At de sidste mange års indsats for at afstigmatisere børn og unges psykiske sygdom har virket. De er kommet ud i lyset hvor de tidligere blev gemt væk. 

Og det leder os videre til, hvorfor analysen er farlig. Lige nu står vi med en stor gruppe børn, hvis udfordringer samfundet kun lige er begyndt at acceptere, men som endnu ikke møder gode og evidensbaserede tilbud, når de har brug for hjælp.

Den er farlig, fordi den reducerer problemets omfang til primært at være et spørgsmål om skolepolitik, selvom intet tyder på, at det er tilfældet. Og den er farlig, fordi den fjerner fokus fra at hjælpe de børn, der akut har brug for, at deres problemer bliver forstået og anerkendt. Det gør man ikke ved at perspektivforskyde, uanset hvor rene intentioner man har. 

Psykisk sygdom kan ødelægge liv, hvis de ikke bliver taget alvorligt og bliver behandlet ordentligt

Det er blot en uge siden, at TV2 bragte en dokumentar om en ung pige ved navn Rebekka, der har lidt en skæbne værre end døden, fordi psykiatrien ikke kunne passe på hende. Måneden før bragte selvsamme TV2 en dokumentar om en anden ung kvinde, Anna, der som dobbeltdiagnosepatient falder mellem to stole i systemet, og ikke kan få den hjælp hun har brug for. 

Alligevel lader det ikke til, at alvoren helt er gået op for politikerne. Måske har de mange tragiske vidnesbyrd svært ved at trænge helt igennem Christiansborgs tykke mure. Jeg skriver det derfor her, så ingen kan misforstå det: Psykisk sygdom kan ødelægge liv, hvis de ikke bliver taget alvorligt og bliver behandlet ordentligt.

Derfor også her en bøn til politikerne: Kan vi ikke godt aftale, at I ikke forsøger at sælge jeres øvrige politiske ideer – hvor sympatiske og gode de end måtte være – som en løsning på mistrivselskrisen? Det er den simpelthen for alvorlig til.