Psykiatrifonden: Vi skal have en psykiatri, man kan stole på

Alle i psykiatrien bør få den rette behandling. I tide. Så enkelt kan det siges. Desværre er vi lige nu langt fra det ellers så selvfølgelige mål. Og det gælder fra top til bund. Alt for få bliver udredt i tide, alt for mange oplever ikke at få den rette hjælp. Alt imens må deres pårørende se magtesløse til.

Der kommet jævnligt historier frem i medierne, der er med til at underbygge det indtryk, og det skaber en utryghed ved den psykiatriske behandling, som kan medføre, at færre opsøger den. Det er en forkert udvikling. De, der har brug for hjælp, bør kunne opsøge den med ro i sindet. Og de bør få al den hjælp, de behøver. Når systemet tager over, bør det virke.

Henover sommeren har vi set to klare eksempler på dette. Det ene er Jyllands-Postens artikler om bostedet Caroline Marie, og det andet drejer sig om Fields-gerningsmanden, hvis mor i et interview med TV2 har fortalt om hans behandling i psykiatrien eller manglen på samme.

Begge handler om pårørende, der har stolet på, at deres kære ville blive grebet af systemet, men nu står tilbage med et gigantisk svigt, fordi de alligevel ikke kunne have den tillid, der burde være naturlig.

De to og mange andre tegner et billede af, at vi akut er nødt til at sætte ind på at få rettet op på psykiatrien. For patienterne har ingen andre steder at søge hjælp. Og vigtigst af alt, fordi vi som samfund ikke kan være andet bekendt.

Lav normering, voldtægter og selvmord

På Caroline Marie har 16-25-årige unge kvinder med blandt andet selvskade og spiseforstyrrelser fået plads i håb om, at de ville få den nødvendige støtte, så de igen kunne få det godt. Men som Jyllands-Posten har afdækket, skete det stik modsatte. Artiklerne beskriver alt fra lav normering, voldtægter, selvmord og overgreb på de unge beboere.

De beskriver også forældre, der i bedste tro følte sig trygge ved, at deres døtre ville få hjælp, men som fik alt andet. Som moren til en beboer, der begik selvmord siger, så er ”det at have et barn, der kæmper med psykiske lidelser, er en meget stor utryghed. Det viser sig så, at hun har boet et sted, hvor man ignorerede retningslinjer og advarsler i stedet for at passe på hende. Jeg kan ikke forestille mig et større svigt,«

En af beboerne har desuden sagt: ”De skulle have passet på mig på bostedet, som de lovede at gøre. Der skete det modsatte.”

Det er svært at sætte sig ind i, hvordan de unge kvinders forældre må føle. Et større svigt af systemet kan næppe fås. De har afleveret det dyrebareste, de har – deres børn - til hvad de tror er et professionelt sundhedssystem, der med omhu sørger for deres børns velbefindende og tilbyder dem den behandling, de har brug for. Men hvor de skulle få det bedre, fik de det værre. Vi ville aldrig acceptere den type svigt i den øvrige del af sundhedssystemet.  

Magtesløs mor

I TV2’s ’Interview med moren til Fields-gerningsmanden’ møder vi en mor med stor kærlighed til sin voksne søn, der har et alvorligt behov for behandling. Men også en magtesløs mor, der troede, alt forløb, som det skulle. 

Tidligt i sit behandlingsforløb blev han udret for paranoid skizofreni og henvist til et specialiseret tilbud. Men her blev han afvist med en administrativ begrundelse, og hans diagnose blev tilsidesat.

Moren troede, han var i den rette behandling. Hun stolede på, at systemet vidste bedst og gjorde, hvad der var rigtigt. Men der skete simpelthen ingenting, og hans sag lå stille i fire måneder. Vi ved alle sammen, hvordan det endte.

Man kan høre på hende, hun bebrejder sig selv. At hun ikke kimede dem ned og dobbelttjekkede, at behandlingen var i gang. Bør det være sådan? Nej, selvfølgelig skal det ikke det. Han, hun og alle andre burde kunne stole på, at systemet virker, når man har brug for det. 

Fortvivlede forældre

Hos Psykiatrifonden har vi lavet en større undersøgelse af forældres oplevelser med psykiatrien. Og der er plads til forbedring. For den tegner et klart billede af den fortvivlelse, der følger med at have et barn, der har en psykisk sygdom. 

41 procent af forældrene angiver at de tilbud, deres børn fik, ikke havde nogen effekt. 54 procent fik i lavt omfang eller slet ikke den akutte hjælp der var brug for. 75 procent har ikke fået hjælp til at navigere i sundhedssystemet. Det er skræmmende, og både undersøgelse, ovenstående eksempler fra medierne foruden de mange, mange andre tilfælde bør føre til nu-og-her indgriben fra politisk hold.

Hvis noget lignende var tilfældet indenfor somatikken – altså den del af sundhedssystemet, der beskæftiger sig med fysiske lidelser - havde ingen ladet det passere. Hvorfor er handlingsparatheden ikke større her? Tiden er kommet til at betragte psykiske sygdomme på lige niveau med fysiske. 

Selvom begge sager afdækkede svigt, så ligger fejlen ligger selvfølgelig ikke hos personalet i almindelighed. De arbejder hårdt og under alt for svære vilkår. De gør virkelig, hvad de kan. Jeg ved af erfaring, at langt de fleste der arbejder indenfor psykiatrien, brænder for deres fag. Det er systemet, der skal laves om.

Underprioriteret i årevis

Psykiatrien er i årevis blevet underprioriteret, og selvom snart sagt samtlige partier under folketingsvalgkampen var enige om, at der var på tide at sætte ind her, har vi endnu til gode at se det blive ført ud i livet.

Både på den korte og den lange bane mangler der handling. Den offentlige psykiatri må først og fremmest have en akut saltvandsindsprøjtning, det kan der ikke være to meninger om, men på længere sigt skal der rettes op og lægges en plan.

Der er brug for en bred og faglig opkvalificering, så bostederne tilføres socialpædagogiske, socialfaglige, terapeutiske, sundhedsfaglige og psykiatrifaglige kompetencer. Hvis vi vil have en psykiatri i verdensklasse, så kræver det, at medarbejdere får de værktøjer, de har brug for. 

Vi skal holde op med at skære hjørner, når vi beslutter hvilken behandling der skal tilbydes borgerne. Der findes gennemtestede og videnskabeligt funderede behandlingsformer, der kan redde folks liv, men som primært eksisterer i fortyndende udgaver af ressourcemæssige hensyn. Patienter bør have ret til god behandling. 

Brug for en helhedsindsats

Forestil dig, at man i en region af sparehensyn kun havde ret til seks gange strålebehandling af sin kræftsygdom uagtet, at lægerne vidste, at der skulle ti strålebehandlinger til, før du forventeligt var rask. Hvor skævt det end lyder, så er det desværre virkeligheden i dele af psykiatrien.

Der er med andre ord brug for en helhedsindsats fra politikerne, der både skal styrke patientrettighederne, fagligheden, tilsynet og behandlingskvaliteten, og skaffe flere hænder. Heldigvis tyder alt på, at løsningerne går hånd i hånd.

Det er en omfattende opgave, men det en opgave, der skal løses. Hvis ikke risikerer vi, at tilliden til det psykiatriske system smuldrer fuldstændigt, og vi dermed taber endnu flere danskere med psykisk sygdom, der kunne være blevet samlet op i tide. Det er ikke altid nemt at række ud og bede om hjælp – særligt ikke, når det handler om psykisk sygdom. Derfor er det alfa og omega, at det nytter.

Og lige så vigtigt, skal forældre kunne føle sig sikre på, at når de overlader deres børn til det psykiatriske system, er de i trygge rammer og får al den hjælp de behøver.