Luk

Dobbeltdiagnose gør det svært at vende tilbage til arbejde

Et nyt dansk studie peger på, at det i stigende grad bliver svært at vende tilbage til arbejdsmarkedet for mennesker med psykisk sygdom og misbrug på samme tid.

Dobbeltdiagnose

Undersøgelsen er udført blandt personer med dobbeltdiagnose på en psykiatrisk afdeling i 1996, 2001, 2006, 2011 og 2016. Studiet undersøger arbejdsmarkedstilknytning for personer med dobbeltdiagnose, inden de kommer i behandling, og i hvilket omfang de kommer tilbage på arbejdsmarkedet.

Dobbeltdiagnose

Når man på samme tid både har en psykisk lidelse og et misbrug, kaldes det dobbeltdiagnose.

Læs mere om dobbeltdiagnose

...

Forskerne fandt frem til, at der var et fald i selvforsørgende år før behandling på 43,8 procent blandt undersøgelsens patienter. Derudover var der et fald på 36,4 procent i andelen af patienter, der var i arbejde på selve indlæggelsestidspunktet.

Færre og færre mennesker med dobbeltdiagnose har altså tilknytning til arbejdsmarkedet. Ifølge en statistik fra EU sænker psykisk sygdom arbejdsmarkedsdeltagelsen med 25 procent. Hertil kommer, at folk med dobbeltdiagnose har en arbejdsmarkedsdeltagelse på bare 8 procent i alderen 40-59 år. Til sammenligning har den generelle befolkning i samme aldersgruppe en arbejdsmarkedsdeltagelse på 84 procent.

Studiet sætter fokus på de udfordringer, som personer med dobbeltdiagnose står over for på arbejdsmarkedet. Noget tyder også på, at der mangler effektiv behandling, som kan hjælpe mennesker med dobbeltdiagnose tilbage på arbejdsmarkedet.

Forskerne bag studiet giver selv deres tolkning af, hvad undersøgelsens tal er udtryk for. De nævner, at der er markant færre senge i 2016 end i 1996, og at indlæggelserne i stigende grad er kortere. Disse betingelser kan tænkes at bidrage til, at flere udvikler en dobbeltdiagnose, fordi deres behandlingsbehov ikke imødekommes. Desuden er en sandsynlig forklaring på studiets resultater, at patienterne i 2016 er mere syge ved både indlæggelse og udskrivelse end i 1996, hvilket også er med til at forværre arbejdsmarkedsdeltagelsen.

Rico Rasmussen, dobbeltdiagnose

Man kan møde mange døre i sit forsøg på at få hjælp, når man har en dobbeltdiagnose. Mange af dem er lukkede eller smækker i, når en anden går op.