Luk

”Jeg blev min mors psykolog som 10-årig”

Gitte Alstrup på 51 år lever et godt og sundt liv. Men hun har levet med psykisk sygdom tæt på hele sit liv, og det har påvirket hendes eget liv meget. Og det er årsagen til, at hun har besluttet, at en del af hendes arv skal gå til Psykiatrifonden.

Selfie af Gitte

”Det giver mening, og det er vigtigt for mig, at det, jeg gør, giver mening.” Gitte Alstrup er klar i mælet, når hun bliver spurgt, hvorfor hun vil lade en del af sin arv gå til Psykiatrifonden. Hun har været støttemedlem i over 20 år og er vokset op med en mor, der er psykisk syg. Ingen fortalte hende, hvad hendes mor fejlede, da hun voksede op som barn i 1970’erne, og som den ældste i en søskendeflok måtte hun påtage sig et stort ansvar:

Hvert fjerde barn - eller:

310.000 børn og unge i Danmark vokser op med en far eller mor med en psykisk sygdom. Derudover regner man med, at mindst 30.000 børn har en søskende med en psykisk sygdom.

...

”Det har sat nogle dybe og skelsættende spor i mig, for der kom hverken sundhedspersonale eller andre og tog hånd om mig og mine behov. Og det er stadig et kæmpe problem i psykiatrien i dag, at mange pårørende bliver tabt på gulvet. Derfor er det så vigtigt, at Psykiatrifonden gør meget for at modarbejde det med både tidlige indsatser og fokus på børn som pårørende.”

En mor, der var til stede. Bare ikke psykisk

Gitte Alstrup fik senere at vide, at hendes mor havde en dyb depression kombineret med både bulimi og anoreksi samt et stort pilleforbrug, som også udviklede sig til et misbrug. I 1989 blev hendes mor indlagt i syv måneder på den lukkede afdeling med en voldsom psykose, og fordi hun var til fare for sig selv. Selvom moderen kunne holde styr på det praktiske i hjemmet, var hun ikke til stede psykisk. Hun kunne ikke vise den omsorg, som hun ville – og som børnene havde brug for.

Jeg stod som 12-årig alene med hende i et selvmordsforsøg
Gitte Alstrup

”Jeg er vokset op med en mor, der både har sultet sig selv hele sit liv og har overspist. Hun fik også anfald, nogle gange mange gange om dagen, og først meget senere udtalte en psykiater, at det nok var angstanfald. Det var den hverdag, jeg voksede op i, som jeg selv skulle navigere i, men også håndtere og overleve i.”

Gitte var vidne til ting, som børn ikke bør opleve.

”Jeg stod som 12-årig alene med hende i et selvmordsforsøg. Hun prøvede flere gange at tage livet af sig selv. På sygehuset gav de hende bare noget beroligende. Jeg bad om hjælp, men en sygeplejerske sagde bare, at de ikke kunne gøre noget. Jeg blev min mors psykolog, da jeg var omkring 10 år. Det er måske derfor, jeg har fået det job, jeg har haft i så mange år. Det lå i mig at være hjælperen.”

Gitte Alstrup har arbejdet som coach, terapeut, afspændende massør og underviser i mange år. Hun har blandt andet arbejdet på en friskole og været tilknyttet den treårige HF på et gymnasium, hvor mange af børnene og de unge havde forskellige diagnoser, hun har undervist i mindfulness, selvværd/trivsel, stresshåndtering, eksamenshåndtering og meget mere. Hendes livserfaringer – både personligt og professionelt – bidrager til hendes eget håb om at gøre en forskel med sin arv til Psykiatrifonden.

”Jeg håber, at det kan bidrage generelt, men fordi jeg er barn af en mor, der var psykisk syg, er det særligt vigtigt for mig, at børn får den hjælp, som de har brug for. Jo tidligere man sætter ind over for børn, jo mindre vil de lide. Og jo færre problematikker og negative mønstre vil de forhåbentlig skulle slås med, også senere i livet.”

En mærkesag og en nem proces

Psykiatrien er en mærkesag for Gitte Alstrup, der er en sand ildsjæl. Hun har taget kontakt til både statsminister Mette Frederiksen og kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen med idéer og spørgsmål og har fået positive svar fra dem begge. Via sit testamente hjælper hun Psykiatrifonden med fortsat at kunne kæmpe for, at alle mennesker med psykisk sygdom – og alle, som er i risiko for at få det – mødes med forståelse og får den hjælp og rådgivning, de har brug for. Og det var heldigvis ikke bare en nem beslutning, det var også en nem proces:

”Jeg sagde bare til advokaten, hvad hun skulle skrive.”

Du kan oprette gratis testamente, hvis en del af arven går til Psykiatrifonden. Er du nysgerrig på hvordan?

Det gør vi for børn som pårørende

Vi er med i: Det Gode Testamente (.dk)
  • Psykiatrifonden tilbyder gruppeforløb for børn af forældre med psykisk sygdom i alderen 7-14 år. Vi arbejder for, at alle kommuner får et lignende tilbud til børn som pårørende.
  • erduokay.dk tilbyder Psykiatrifonden blandt andet online gruppeforløb for unge (15-25 år) af forældre med psykisk sygdom.
  • Kombu er et kompetencecenter for børn og unge i familier med psykisk sygdom.
  • Spørg mere er et partnerskab, der arbejder for, at alle børn og unge af forældre med psykisk sygdom er i trivsel i 2030.