Luk

Legater fra Hoffmann & Husmans Fond

Hoffmann & Husmans Fond uddeler 50 legater på hver 10.000 kroner til personer, som er alvorligt økonomisk trængte, og som har en psykisk sygdom.

Legat, Hoffmann # Husmans Fond

Titel

Ansøgningsfristen var søndag 19. november 2023

...

Legaterne kan søges af enkeltpersoner, som har en psykisk sygdom og er økonomisk trængte. Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Ansøgning

Sådan søger du

Bemærk at samtlige dokumenter, der henvises til, SKAL indgå i ansøgningen.

Ansøgninger, der mangler et dokument, kan ikke komme i betragtning.

Find svar på de hyppigst stillede spørgsmål i forbindelse med ansøgningen.

  1. Du skal udfylde et kort ansøgningsskema.
    Download ansøgningsskema her: 
     
  2. Du skal underskrive en samtykkeerklæring.
    Download samtykkeerklæring her: 
     
  3.  Samtykkeerklæringen SKAL være med, da vi ellers ikke kan behandle dine oplysninger. Læs mere om databeskyttelse.
  4. Du skal indsende en lægeerklæring eller tilsvarende, der dokumenterer din sygdom.
  5. Du skal indsende den eller de seneste årsopgørelse(r) fra 2022, der dokumenterer hele den samlede husstandsindkomst.

Alle dokumenter sendes i en sikker e-mail til HH.legat@psykiatrifonden.dk

Læs mere om afsendelse af sikker mail

Vi anbefaler kraftigt, at du sender ansøgningen med sikker mail, da den indeholder personfølsomme data. Hvordan du gør det, kommer an på din e-mail udbyder. Du kan læse mere om sikker mail her. Din ansøgning vil ikke blive afvist, hvis du har sendt den med almindelig mail. Men dine oplysninger vil ikke være beskyttet.

Tidsfrister

Tidsfrister og ansøgningsproces

Ansøgningsfristen er midnat, søndag den 19. november 2023.

Vi er ikke i stand til at vejlede på individuelle ansøgninger.

Hvis du modtager et legat fra Hoffmann og Husmans Fond, giver vi dig besked fredag den 1. december 2023. Du vil modtage en bevillingsskrivelse på e-mail. Derefter vil beløbet blive overført til den konto, du har oplyst, i den efterfølgende uge. 

Vi har desværre ikke mulighed for at give individuelle afslag, så hvis du ikke har modtaget en e-mail fra os på denne dato, betyder det, at du ikke har fået et legat. 

Databeskyttelse

Beskyttelse af ansøgernes data

På baggrund af databeskyttelsesforordningen er det nødvendigt, at ansøgere udfylder en samtykkeerklæring til behandling af personoplysninger. Ved udfyldelse af samtykkeerklæringen gives der tilladelse til, at de personoplysninger, der gives til Psykiatrifonden i forbindelse med ansøgningen, må opbevares og behandles af Psykiatrifonden.

Samtykket indebærer også, at oplysninger om ansøgere, som modtager et legat, kan blive videregivet til Hoffmann & Husmans Fond og til få eksterne parter, herunder revision, pengeinstitutter og relevante myndigheder, fx SKAT.

Spørgsmål og svar

Ofte stillede spørgsmål

Vi håber at gøre ansøgningsprocessen så enkel som muligt. Her er svar på nogle af de spørgsmål, du måske kan have.

Hvornår er man ”økonomisk trængt”?

Der er ingen fast beløbsgrænse, men de ansøgninger, vi får, er typisk fra ansøgere, som har en lav husstandsindtægt. Vi har ikke mulighed for at gennemgå hele ansøgerens økonomi som fx gæld eller meget høje faste udgifter. Derfor er det husstandsindtægten, du skal dokumentere, og som der bliver lagt vægt på. Hvis der er flere voksne i husstanden, skal den samlede indtægt dokumenteres.

Hvordan kan jeg dokumentere, at jeg har en psykisk sygdom?

Du kan enten sende en lægeerklæring eller en epikrise fra sundhed.dk. På sundhed.dk kan du finde alle dine sundhedsdata, og under fx ’journal fra hospital’ kan du downloade en epikrise (som er udskrivelsespapirer). Hvis du har andet dokumentation, der ENTYDIGT og TYDELIGT beskriver din sygdom eller diagnose, kan det også accepteres. Det er dog ikke nok at sende medicinkortet eller en henvisning. 

Skal jeg beskrive mit sygdomsforløb?

Nej. Vi har kun brug for dokumentation for, at du har en psykisk sygdom. 

Kan jeg ansøge, selvom det er mange år siden, at jeg fik stillet en diagnose med psykisk sygdom?

Ja. Hvis du stadig lider af sygdommen, kan du godt søge. Se spørgsmålet vedrørende dokumentation.

Modtager jeg en kvittering på, at I har modtaget min ansøgning?

Ja. Vi sender en kvittering per e-mail.

Får jeg at vide, hvis min ansøgning er mangelfuld?

Nej. Som udgangspunkt kan vi kun behandle komplette ansøgninger, men vi kontakter dig i det omfang, vi har mulighed for det. Vi henvender os altid, hvis vi ikke kan åbne eller på anden måde læse de dokumenter, du har sendt med.

Hvis jeg ikke modtager et legat, kan jeg så få at vide hvorfor?

Hvis du ikke modtager et legat, betyder det ikke, at der var noget i vejen med din ansøgning. Hoffmann og Husmans Fond uddeler 50 legater, men vi modtager langt flere ansøgninger. Vi er ikke i stand til at give individuelle afslag. 

Hvis jeg tidligere har modtaget et legat, kan jeg så godt ansøge igen?

Ja, i princippet. Vi overvejer dog kun ansøgninger fra tidligere legatmodtagere, hvis der ikke er nok andre ansøgninger, der opfylder kriterierne. Det er derfor ikke sandsynligt at modtage et legat, hvis du har modtaget et sidste år.

Hvis jeg modtager et legat, bliver det så modregnet i mine sociale ydelser?

Nej, det burde det ikke. Der er forskel på legater generelt, der er skattepligtige, og legater der uddeles fra foreninger og fonde, der er godkendt af Skattestyrelsen til at uddele midler til sociale formål. Hoffmann og Husmans Fond er godkendt i forhold til ligningsloven §7, stk. 22.

Loven om aktiv socialpolitik giver dig ret til at modtage skattefrie legater som kontanthjælpsmodtager fra godkendte fonde og foreninger:

Kapitel 4, paragraf 14. stk. 6: Kommunen ser endvidere bort fra legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens paragraf 7, nr. 6, og fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varig men og ikke økonomisk skade samt ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser, foreninger med videre, der er fritaget for beskatning hos modtageren, jævnfør ligningslovens paragraf 7, nr. 22.

Bliver legatet oplyst til SKAT?

Ja. Men legatet er skattefrit.

Kan jeg ansøge på vegne af min samlever/ægtefælle?

Nej. Du kan kun ansøge på dine egne vegne.

Kan jeg ansøge på vegne af mit barn, der har en psykisk sygdom?

Ja. Hvis barnet er under 18 år, kan du søge på deres vegne. Voksne børn skal selv søge. Værger og kontaktpersoner kan også bistå, men ansøger skal selv skrive under, eller vi skal se dokumentation for værgemål.

Kan Psykiatrifonden hjælpe mig med at lave ansøgningen?

Nej. Vi har desværre ikke mulighed for at vejlede individuelt. 

Kan jeg eftersende et dokument, hvis jeg selv opdager, at jeg har glemt at sende det sammen med ansøgningen?

Ja. Det kan du godt, så længe det er inden for ansøgningsfristen.