Så længe man slås, sidder man fast

Tekst: Lotte Ladegaard

På overfladen har hovedpersonen i 'Pyntesmil' styr på tingene. Gry er leder af organisationen Psykiatriforeningen, men når mor ringer, og når Gry straks kører af sted og træder ind i morens mørke lejlighed med fugleklatter overalt, føles Grys krop lille igen.

Opvæksten i en dysfunktionel familie med en mor, der lider af PTSD efter partnervold, er stadig alt for meget til stede i den 42-årige Grys liv. Den mor, der somme tider ringer og fortæller Gry, at hun igen har siddet med kniven og overvejet at skære håndleddene over på sig selv. Den mor, hvor man aldrig kan regne med, hvilken side af hende man møder.

Gry er ikke holdt op med at håbe

Forfatter Rachel Röst forklarer, at det er Grys facade at være stærk, at være chef: ”I fritiden kæmper hun for at få tingene til at lykkes. Gry har knyttet sig meget til moren. Hun er en form for forbillede på trods, men der er en masse problemer i det. Moren lider af PTSD, og hun er ikke rigtig interesseret i Gry, hun spørger ikke til Gry, selvom Gry har så meget brug for det.”

Psykiater Anne Lindhardt forklarer, at ”det er klassisk. Mange oplever, at forældre med psykisk sygdom ikke ser dem. Symptomerne på sygdommen fylder så meget, at evnen til at række ud og spejle andre er påvirket. Grys mor er ude af stand til at sætte sig ind i andre. Det er ikke, fordi hun er ond. Hun har bare ikke overskuddet.”

”Min egen mor, der led af depressioner, havde også svært ved at sætte sig ind i andre. Jeg resignerede og tænkte, at man må tage det, som det er, og jeg har fundet fred med det,” siger Rachel. ”Det har Gry ikke. Gry hænger fast og er ikke holdt op med at håbe på sin mors opmærksomhed.”

”Gry er vokset op med at skulle passe på moren og har beskyttertrang. Gry drøner af sted, når mor ringer. Gry har længsel og tager ansvar, fordi forældrene svigtede deres ansvar, men så længe man slås, sidder man fast,” konstaterer Anne.

At gå på listefødder

Nogle læsere, der som børn selv har været pårørende til forældre med psykisk sygdom, vil formentlig opleve, at 'Pyntesmil' rammer plet med sine beskrivelser af følelsen af at være alene i en boble, af at liste rundt og forsøge at holde alle glade, at være udstyret med en evigt aktiv radar og behovet for at hjælpe. Og det er ikke så sært, for selvom bogen ikke er selvbiografisk, har Rachel taget udgangspunkt i sine egne følelsesmæssige erfaringer med at have en mor med psykisk sygdom.

”At skulle gå på listefødder. At være så optaget af et andet menneske, at man næsten forsvinder selv. Det kender jeg fra mit eget liv. Efterhånden, som jeg skrev 'Pyntesmil', lærte jeg Gry mere og mere at kende. Gry drikker for meget hvidvin og har behov for varme og nydelse med en mand, og så kan hun alligevel slet ikke håndtere intimitet. Den del kender jeg ikke fra mit eget liv. Det kom frem i skriveprocessen. Jeg har skrevet i empati med Gry og på baggrund af interviews med to kvinder, og så har jeg læst på nettet.”

Lysten til at bestemme

Rachel forklarer, at der også er andre elementer i bogen, der ligner hendes eget liv: ”Gry er chef for Psykiatriforeningen, jeg er chef for organisationen Læs for Livet. Jeg har som Gry lyst til at bestemme, til ikke at være magtesløs. Men min mor var overhovedet ikke som Grys mor. Min mor havde ikke PTSD, så hun havde ikke et råt nervesystem. Fortiden er inspiration, men bogen er meget karakterdreven, og det er nogle helt andre personer i bogen.”

I skriveprocessen er Rachel blandt andet kommet frem til, at det er svært for Gry at søge hjælp. ”Gry er den stærke. Jeg ved ikke, om hun vil gå til psykolog. Hun er først nødt til at erkende, at hun har problemer.”

Den erkendelse har hun ikke opnået hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt, mener Anne. ”Desuden er terapi ikke løsningen. Det er en løsning, som kan være utrolig nyttig, men det kan ikke stå alene. Vi psykologiserer for meget – siger jeg som psykiater. At stå frem offentligt og dele sine erfaringer, som Gry ender med at gøre, er til gengæld et tigerspring. Livet kan gøre noget selv. Hvad tænker du?”

Rachel: ”Det er forskelligt fra menneske til menneske. Det havde været rarere, hvis nogen, Gry holdt af, havde kunnet rumme hende. Jeg har selv oplevet, at nogle ikke kunne rumme mig, da jeg var i 20’erne. At ingen lyttede, og min trang til at sige højt, hvordan jeg havde det, voksede.

Derfor var det dejligt at få skrevet det i min første bog 'Grundvold'. I 30’erne har jeg mødt venner, der kan tale om det. En hård barndom kan føre folk sammen. Det er svært, når nogen har haft en rosenrød barndom. Det giver en skæv relation. Det er nemmere for mig at have en relation til nogen, der har haft det svært som barn, for der er en grundforståelse.”

Anne: ”Det er interessant med omverdenens reaktioner. Enten kan folk ikke holde ud at høre om ens svære barndom, eller også fylder det for meget.”

Rachel: ”Det kan overskygge folks billede af en. Hvis folk ser en som skadet, trækker de sig, fordi de ikke tror, at de kan have en relation til en. Det bliver et stempel. Det får lov at definere en frem for alt det fantastiske, man gør. Ens arbejde bliver læst i lyset af barndommen. Folk med en svær barndom ved godt, at man ikke kun er det. Nu er jeg i 40’erne, og jeg har gået til psykolog, og min fortid styrer mig ikke, men nogle tror det.”

Bøger kan give børn en pause fra udfordringerne

I 'Pyntesmil' har både Gry og hendes bror Tommy valgt professioner, der, med Annes ord, ”kan fikse mor”. Tommy er læge, Gry leder organisationen Psykiatriforeningen.

”Det er ikke helt tilfældigt, hvad man bliver,” konstaterer Anne. ”Valg af profession foregår på flere planer, hvoraf nogle er rationelle og bevidste, og andre bunder i ubevidste motiver, hvor ens egne tidlige erfaringer og oplevelser kan spille ind. Fortæl om din organisation Læs for Livet.”

Rachel forklarer, at ”det er en organisation for børn med udfordringer hjemme. Vi skaber en pause for barnet. Vi samler bøger ind og opbygger biblioteker, men ikke bare ud i det blå. Vi har spurgt unge, hvad de har lyst til at læse. Vi talte for eksempel med børn på et asylcenter. En svarede ironisk ’bare tre ord og et billede’. Det viste sig, at han gerne ville læse Dostojevskij. En anden dreng ville gerne læse om menneskerettigheder i Mellemøsten. En tredje dreng om, hvordan man scorer piger. Risikoen er for at skyde helt forkert er stor. Derfor skal vi spørge dem selv.”

”Hvordan fandt du på Læs for Livet?” spørger Anne.

Rachel: ”Jeg læste meget som barn. Jeg blev anbragt som 16-årig, og der var ikke en eneste bog, intet bibliotek, intet antikvariat. Som voksen fik jeg lyst til at gøre noget for samfundet. Jeg besøgte steder, hvor der var børn og unge, og fandt ud af, at der manglede bøger. Mange af børnene er bogfremmede, men vi har tændt for interessen, og her er samtalerne essentielle.”

Anne: ”Var der nogen, der sagde nej til bøgerne?”

”Ja, et enkelt sted svarede de, at ’vores børn er for skadede til at læse’. Men vi har evalueret og ved, at 82 procent af børnene læser dagligt, efter at de har fået adgang til de 300 biblioteker, vi har opbygget de sidste 10 år. Ud fra mange samtaler ved vi, at børn læser af to grunde: De læser for at få en pause fra følelserne og mulighed for at drømme sig væk. Eller fordi de gerne vil læse om andre børn, der har de samme problemer som dem selv.”