14.MAR.2019

Bipolar lidelse

Bipolar lidelse er en alvorlig psykisk sygdom, hvor den sygdomsramte oplever flere symptomer over længere tid. Hos mange starter sygdommen i ungdomsårene og tidlig voksenalder. Arvelighed har en stor indflydelse på udvikling af sygdommen, men miljøfaktorer, specielt under opvæksten, har også væsentlig betydning.

Bipolar lidelse er en alvorlig psykisk sygdom, hvor den sygdomsramte oplever flere symptomer over længere tid[1].  Hos mange starter sygdommen  i ungdomsårene og tidlig voksenalder [2]. Arvelighed har en stor indflydelse på udvikling af sygdommen [3], men miljøfaktorer, specielt under opvæksten, har også væsentlig betydning [4][5].

Hvor mange har bipolar lidelse?

Livstidsforekomsten af bipolar lidelse er mellem 1-2 % , og sygdommen starter oftest med en depressiv episode. I Danmark vil 50.000–100.000 mennesker således få sygdommen i løbet af deres liv, men sandsynligvis er der mange med lettere maniske symptomer (hypomani), der ikke søger hjælp, og som derfor ikke blive diagnosticeret korrekt. Det kan have stor betydning, da behandlingen og forløbet af bipolar lidelse og depression er forskellig på flere områder. 

Op mod halvdelen af personer med bipolar lidelse udvikler sygdommen før de bliver 21 år. Kvinder får generelt sygdommen senere end mænd og oplever hyppigere depressioner.

Hvad er bipolar lidelse?      

Bipolar lidelse kendetegnes ved, at der er forstyrrelser i stemningsleje og aktivitetsniveau, hvor der forekommer både maniske og depressive episoder. Under en mani vil man føle, at stemningslejet, uden grund, er forhøjet og kan variere fra ubekymret jovialitet til ustyrlig overstadighed. Opstemtheden ledsages af forøget energi med hyperaktivitet, som påvirker dagliglivsfunktionerne negativt i udtalt grad, både på det sociale-, arbejdsmæssige- og personlige plan. Ved depression vil man føle sig trist og nedtrykt. Man har nedsat energi og aktivitetsniveau, og evnen til at glæde sig og føle interesse er nedsat[13] – se diagnoseside om Depression

Bipolar lidelse og depressiv lidelse (tilbagevendende depression) er begge sygdomme med forstyrrelser af stemningslejet. Det er dog vigtigt at skelne mellem disse lidelser, da der er afgørende forskelle i behandlingen, forløbet og fremtidsudsigterne ved de to sygdomme. Ved depressionssygdom forekommer aldrig hypomane eller maniske episoder. Det betyder, at hvis man har depressive episoder og herudover oplever bare én manisk eller hypomanisk episode, så har man per definition en bipolar lidelse og ikke depression. Forløbet for bipolar lidelse er varierende, men som regel ser man, at sygdomsepisoderne gentager sig. Således ser man at op til 65 % af patienterne udvikler ny manisk eller depressiv episode inden for 5 år[14]. 

Hvilke symptomer ses ved bipolar lidelse

Bipolar lidelse kendetegnes ved, at man gennemlever både maniske og depressive episoder.

Tegn på en manisk episode kan være, at:

  • man føler sig opstemt eller eksalteret over en længere periode (1 uge eller længere)
  • man føler en irritabilitet over for sine omgivelser og ofte reagerer med vrede 
  • man føler sig fuld af energi og er hyperaktiv
  • man er præget af rastløshed og uro, hvor man let lader sig distrahere
  • man har behov for at snakke hele tiden, og tankerne flyver i alle retninger 
  • adfærden kan blive hæmningsløs med seksuel overaktivitet, eller hensynsløs med nedsatte grænser for, hvad man synes er passende eller tilladt at gøre 
  • der er nedsat søvnbehov

I nogle tilfælde opleves en lettere form for mani, som betegnes hypomani. Hypomani karakteriseres ved lettere opstemthed, øget energi og aktivitet, uden at dette påvirker dagliglivsfunktionerne negativt i væsentligt omfang. Ofte vil man herudover også have en følelse af velvære, øget snakkesalighed, overdreven familiaritet, øget seksualdrift og nedsat søvnbehov[13].

Ved en depressiv episode er de væsentligste symptomer nedtrykthed, nedsat lyst og nedsat energi. Herudover er det karakteristisk med nedsat selvtillid eller selvfølelse, eller at have selvbebrejdelser eller skyldfølelse, tanker om død eller selvmord, tænke- eller koncentrationsbesvær. Herudover forekommer søvnforstyrrelser og appetit- eller vægtændring. For en nærmere beskrivelse af depressive lidelser henvises til diagnoseafsnittet om depression.

En manisk episode defineres ved opfyldelse af følgende kriterier (A, B og C):

  1. opstemthed, eksaltation eller vredladen irritabilitet med betydelig påvirkning af dagliglivsfunktioner i mere end 1 uge eller som kræver indlæggelse
  2. tre eller flere (fire eller mere ved vredladen irritabilitet) af følgende symptomer:
  3. hyperaktivitet, rastløshed eller uro
  4. talepres
  5. tankeflugt
  6. hæmningsløs adfærd
  7. nedsat søvnbehov
  8. øget selvfølelse eller grandiositet
  9. distraktibilitet eller usamlethed
  10. hensynsløs, uansvarlig adfærd
  11. øget seksual-drift
  12. organisk årsag til sygdom er udelukket

En hypomanisk episode defineres ved følgende fire kriterier (A, B, C og D)

  1. løftet eller irritabelt stemningsleje i 4 dage eller mere
  2. tre eller flere af følgende symptomer med nogen negativ påvirkning af dagligdagen
  3. øget aktivitet eller rastløshed
  4. øget taletrang
  5. at være let at aflede fra opgaver eller have koncentrationsbesvær
  6. nedsat søvnbehov
  7. øget seksuel energi
  8. købetrang, overmodig adfær
  9. øget selskabelighed, overfamiliaritet
  10. opfylder ikke kriterier for manisk episode eller anden affektiv sindslidelse
  11. organisk årsag til sygdom er udelukket

Bipolar lidelse er karakteriseret ved to eller flere episoder med enten mani, hypomani eller depression, hvoraf mindst den ene er mani eller hypomani.

Diagnosemanualen som bruges i Danmark i dag kaldes ICD 10. I løbet af 2019 vil verdenssundhedsorganisationen WHO udsende en revideret version (ICD 11), hvor der bl.a. er foreslået en under-klassifikation af de bipolare lidelser.

Bipolar lidelse type I: Hvis man har gennemgået 2 eller flere episoder, hvoraf mindst den ene er en manisk episode

Bipolar lidelse type II: Hvis man har gennemgået 2 eller flere episoder, hvoraf mindst den ene er hypomanisk. I denne type forekommer ikke maniske episoder (se figur 1)

I de tilfælde, hvor man har symptomer som i bipolar lidelse type II og hvor de depressive symptomer ligeledes er svage, defineres tilstanden som cyclothymi.

Hvilke årsager og risikofaktorer ses der ved bipolar lidelse?

Der er ingen entydig forklaring på, hvorfor en person udvikler bipolar lidelse eller hvad årsagen hertil er. Der er bred enighed om, at årsagen er en kombination af genetiske og familiære risikofaktorer i samspil med stressende begivenheder af biologisk, psykologisk eller social art[15]. Bipolar lidelse er en af de psykiske sygdomme, hvor den arvelige komponent menes at have størst betydning for at udvikle sygdommen. Studier af enæggede tvillinger  har vist, at hvis én tvilling i et par har sygdommen, så har den anden tvilling  45-50 % risiko for også at udvikle sygdommen[16] [17]. Det er ikke ét bestemt gen, der disponerer for sygdommen, men en kombination af gensekvenser, der tilsammen giver en øget risiko[3]

De fremherskende teorier peger således på, at det ikke er en enkelt egenskab som nedarves, men en generel sårbarhed[15]. Hvis denne sårbarhed påvirkes af en række belastende miljøfaktorer, kan det føre til udvikling af bipolar lidelse.

Der er talrige undersøgelser af miljøfaktorer og sammenhængen med udvikling af bipolar lidelse [4] [5] . Nogle undersøgelser peger på en sammenhæng med toxoplasma-infektion hos voksne og udviklingen af bipolar lidelse [18]. En række teorier peger i retning af, at betændelsestilstande i kroppen kan have betydning for udviklingen af sygdommen. I overensstemmelse med dette, er irritabel tyktarm en fremtrædende risikofaktorer for udvikling af bipolar sygdom. Specielt traumatiske oplevelser, herunder følelsesmæssige problemer i barndommen, menes at have væsentlig betydning for udviklingen af sygdommen[19]. Herudover har årstiderne en indflydelse på opblussen af symptomer, således er indlæggelser for maniske episoder hyppigst om foråret og sommeren, mens indlæggelser for depressive episoder oftest forekommer om vinteren[20].

Det er også værd at bemærke, at netop i Danmark planlægges en af de største fremmedrettede undersøgelser (BIO projektet) som både skal undersøge de genetiske forhold ved bipolar lidelse og afklare om der er nogle biokemiske markører, som er karakteristiske for bipolar lidelse. Man ønsker at afklare hvorvidt dette kan måske medvirke til, at man kan be- eller afkræfte diagnosen ved hjælp af en blodprøve[21]. 

Hvilke sygdomme optræder sammen med bipolar lidelse?

Mange personer med bipolar lidelse oplever en forringet livskvalitet.  Især under de depressive episoder kan de nære relationer og de sociale forhold være belastede og forårsage nedsatarbejdsevne[22]. Fra en undersøgelse foretaget af WHO fremgår det, at bipolar lidelse er den 6. hyppigste årsag til invaliditet hos unge mellem 10 og 24 år[23] .

Alvorligheden understreges af, at der sammenlignet med den generelle befolkning forekommer 20-30 gange så mange selvmord blandt personer med bipolar lidelse. Således har op til ca. 10 % af dem, som begår selvmord, en bipolar lidelse[25].

Personer med bipolar lidelse har en overdødelighed ift. befolkningen som helhed, hvor kun 20 % af denne overdødelighed skyldes selvmord. Fysiske sygdomme, især livsstilssygdomme, er de vigtigste årsager til overdødeligheden[26]. Hjerte- karsygdomme menes at være årsag til ca. 35-40 % af de tidlige dødsfald[27]. Personer med bipolar lidelse dør i gennemsnit 10 år tidligere af hjertesygdomme end personer uden alvorlig psykisk sygdom[27].

Den genetiske sårbarhed medfører samtidig, at man er disponeret til at udvikle en række andre psykiske lidelser[28]. Når man har en bipolar lidelse ses det derfor ofte også andre psykiske lidelser fx forårsaget af (mis)brug af stoffer[10], angstlidelser [29], ADHD[28] og personlighedsforstyrrelser[30].

Hvilken behandling findes der for bipolar lidelse?

Behandlingen af bipolar lidelse er ofte kompliceret og langvarig. Grundelementerne i behandlingen består af psyko-edukation [31], behandling med medicin [32] og psykoterapeutisk behandling[24].

Psyko-edukation

Optimal behandling forudsætter god sygdomsindsigt hos både patient og deres pårørende. Behandlingsforløbet bliver bedst hvis patienten, pårørende og behandlere har en fælles forståelse af sygdommens natur og forløb, hvorfor undervisning i sygdommen er en integreret del af behandlingen. Den bedste form synes at være psyko-edukation i grupper, givet i en neutral fase af sygdommen (altså der, hvor patienten hverken er deprimeret eller manisk). Når information om medicinering og om  selve sygdommen bliver givet på et tidspunkt hvor patientens stemningsleje og aktivitetsniveau er stabilt, kan antallet af nye episoder af bipolar lidelse halveres[31]. Pårørende kan med fordel inddrages i behandlingsforløbet.

Medicinsk behandling

I maniske eller depressive faser er behandlingsbehovet stort. Særligt konsekvenserne af de maniske faser kan være belastende for patienten, og en væsentlig del af behandlingen består i brug af antipsykotisk medicin, evt. under indlæggelse. Da der er betydelig risiko for at man får nye episoder med mani eller depression behandles mennesker med bipolar lidelse ofte med forebyggende medicin. Litium er det mest kendte og oftest brugte middel [24] og er i øvrigt den eneste medicin, som også har dokumenteret forebyggende effekt på selvmord hos personer med bipolar lidelse [33].

  • Referencer

    1.  L. L. Judd et al., ‘Long-term symptomatic status of bipolar I vs. bipolar II disorders’, Int. J. Neuropsychopharmacol., vol. 6, no. 2, pp. 127–137, Jun. 2003.

     

     

    2. R. H. Perlis et al., ‘Long-term implications of early onset in bipolar disorder: data from the first 1000 participants in the systematic treatment enhancement program for bipolar disorder (STEP-BD)’, Biol. Psychiatry, vol. 55, no. 9, pp. 875–881, May 2004.

     

     

    3. T. A. Rowland and S. Marwaha, ‘Epidemiology and risk factors for bipolar disorder’, Ther. Adv. Psychopharmacol., vol. 8, no. 9, pp. 251–269, Sep. 2018.

     

     

    4. B. Bortolato et al., ‘Systematic assessment of environmental risk factors for bipolar disorder: an umbrella review of systematic reviews and meta-analyses’, Bipolar Disord., vol. 19, no. 2, pp. 84–96, 2017.

     

     

    5. F. Aldinger and T. G. Schulze, ‘Environmental factors, life events, and trauma in the course of bipolar disorder’, Psychiatry Clin. Neurosci., vol. 71, no. 1, pp. 6–17, Jan. 2017.

     

    6. E. Vieta et al., ‘Bipolar disorders’, Nat. Rev. Dis. Primer, vol. 4, p. 18008, Mar. 2018.

     

     

    7. J. Angst, A. Gamma, and P. Lewinsohn, ‘The evolving epidemiology of bipolar disorder’, World Psychiatry Off. J. World Psychiatr. Assoc. WPA, vol. 1, no. 3, pp. 146–148, Oct. 2002.

     

    8. R. M. Hirschfeld, ‘Differential diagnosis of bipolar disorder and major depressive disorder’, J. Affect. Disord., vol. 169 Suppl 1, pp. S12-16, Dec. 2014.

     

     

    9. P. A. Geoffroy et al., ‘Reconsideration of bipolar disorder as a developmental disorder: importance of the time of onset’, J. Physiol. Paris, vol. 107, no. 4, pp. 278–285, Sep. 2013.

     

     

    10. K. R. R. Krishnan, ‘Psychiatric and medical comorbidities of bipolar disorder’, Psychosom. Med., vol. 67, no. 1, pp. 1–8, Feb. 2005.

     

     

    11. L. M. Arnold, ‘Gender differences in bipolar disorder’, Psychiatr. Clin. North Am., vol. 26, no. 3, pp. 595–620, Sep. 2003.

     

     

    12. A. Diflorio and I. Jones, ‘Is sex important? Gender differences in bipolar disorder’, Int. Rev. Psychiatry Abingdon Engl., vol. 22, no. 5, pp. 437–452, 2010.

     

     

    13. World Health Organization and Collaborating Centre for Research and Training in Mental Health, WHO ICD-10 - psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser: klassifikation og diagnostiske kriterier. Kbh.; [Risskov: Munksgaard ; i samarbejde med WHO Collaborating Centre for Research and Training in Mental Health, 2018.

     

     

    14. L. V. Kessing, P. K. Andersen, and M. Vinberg, ‘Risk of recurrence after a single manic or mixed episode - a systematic review and meta-analysis’, Bipolar Disord., vol. 20, no. 1, pp. 9–17, Feb. 2018.

     

     

    15. R. Uher and A. Zwicker, ‘Etiology in psychiatry: embracing the reality of poly-gene-environmental causation of mental illness’, World Psychiatry Off. J. World Psychiatr. Assoc. WPA, vol. 16, no. 2, pp. 121–129, Jun. 2017.

     

    16. P. McGuffin, F. Rijsdijk, M. Andrew, P. Sham, R. Katz, and A. Cardno, ‘The Heritability of Bipolar Affective Disorder and the Genetic Relationship to Unipolar Depression’, Arch. Gen. Psychiatry, vol. 60, no. 5, pp. 497–502, May 2003.

     

     

    17. T. Kieseppä, T. Partonen, J. Haukka, J. Kaprio, and J. Lönnqvist, ‘High Concordance of Bipolar I Disorder in a Nationwide Sample of Twins’, Am. J. Psychiatry, vol. 161, no. 10, pp. 1814–1821, Oct. 2004.

     

     

    18. A. L. Sutterland et al., ‘Beyond the association. Toxoplasma gondii in schizophrenia, bipolar disorder, and addiction: systematic review and meta-analysis’, Acta Psychiatr. Scand., vol. 132, no. 3, pp. 161–179, Sep. 2015.

     

    19. J. E. Palmier-Claus, K. Berry, S. Bucci, W. Mansell, and F. Varese, ‘Relationship between childhood adversity and bipolar affective disorder: systematic review and meta-analysis’, Br. J. Psychiatry J. Ment. Sci., vol. 209, no. 6, pp. 454–459, 2016.

     

    20. P. A. Geoffroy, F. Bellivier, J. Scott, and B. Etain, ‘Seasonality and bipolar disorder: a systematic review, from admission rates to seasonality of symptoms’, J. Affect. Disord., vol. 168, pp. 210–223, Oct. 2014.

     

     

    21. L. V. Kessing et al., ‘The Bipolar Illness Onset study: research protocol for the BIO cohort study’, BMJ Open, vol. 7, no. 6, p. e015462, Jun. 2017.

     

     

    22. S. Pini et al., ‘Prevalence and burden of bipolar disorders in European countries’, Eur. Neuropsychopharmacol. J. Eur. Coll. Neuropsychopharmacol., vol. 15, no. 4, pp. 425–434, Aug. 2005.

     

     

    23. F. M. Gore et al., ‘Global burden of disease in young people aged 10-24 years: a systematic analysis’, Lancet Lond. Engl., vol. 377, no. 9783, pp. 2093–2102, Jun. 2011.

     

     

    24. L. N. Yatham et al., ‘Canadian Network for Mood and Anxiety Treatments (CANMAT) and International Society for Bipolar Disorders (ISBD) 2018 guidelines for the management of patients with bipolar disorder’, Bipolar Disord., vol. 20, no. 2, pp. 97–170, Mar. 2018.

     

     

    25. A. Schaffer et al., ‘Epidemiology, neurobiology and pharmacological interventions related to suicide deaths and suicide attempts in bipolar disorder: Part I of a report of the International Society for Bipolar Disorders Task Force on Suicide in Bipolar Disorder’, Aust. N. Z. J. Psychiatry, vol. 49, no. 9, pp. 785–802, Sep. 2015.

     

     

    26. J. F. Hayes, J. Miles, K. Walters, M. King, and D. P. J. Osborn, ‘A systematic review and meta-analysis of premature mortality in bipolar affective disorder’, Acta Psychiatr. Scand., vol. 131, no. 6, pp. 417–425, Jun. 2015.

     

     

    27. J. Westman, J. Hällgren, K. Wahlbeck, D. Erlinge, L. Alfredsson, and U. Osby, ‘Cardiovascular mortality in bipolar disorder: a population-based cohort study in Sweden’, BMJ Open, vol. 3, no. 4, 2013.

     

     

    28. K. R. Merikangas et al., ‘Lifetime and 12-month prevalence of bipolar spectrum disorder in the National Comorbidity Survey replication’, Arch. Gen. Psychiatry, vol. 64, no. 5, pp. 543–552, May 2007.

     

     

    29. B. Pavlova, R. H. Perlis, M. Alda, and R. Uher, ‘Lifetime prevalence of anxiety disorders in people with bipolar disorder: a systematic review and meta-analysis’, Lancet Psychiatry, vol. 2, no. 8, pp. 710–717, 2015.

     

     

    30. M. Zimmerman and T. A. Morgan, ‘The relationship between borderline personality disorder and bipolar disorder’, Dialogues Clin. Neurosci., vol. 15, no. 2, pp. 155–169, Jun. 2013.

     

     

    31. F. Colom et al., ‘Group psychoeducation for stabilised bipolar disorders: 5-year outcome of a randomised clinical trial’, Br. J. Psychiatry J. Ment. Sci., vol. 194, no. 3, pp. 260–265, Mar. 2009.

     

     

    32. ‘National klinisk retningslinje: Bipolar lidelse’. [Online]. Available: https://www.sst.dk/da/nyheder/2014/national-klinisk-retningslinje-bipolar-lidelse. [Accessed: 16-Oct-2018].

     

     

    33. R. J. Baldessarini, L. Tondo, P. Davis, M. Pompili, F. K. Goodwin, and J. Hennen, ‘Decreased risk of suicides and attempts during long-term lithium treatment: a meta-analytic review’, Bipolar Disord., vol. 8, no. 5 Pt 2, pp. 625–639, Oct. 2006. 

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883