Selvskadende adfærd

Selvskade ikke er en selvstændig diagnose, men optræder ofte i forbindelse med psykiske lidelser, især Borderline personlighedsforstyrrelse. Selvskade er hyppigst blandt unge kvinder, og den mest almindelige form for selvskade er cutting.

Hvor udbredt er selvskade?

Selvskade er mest almindeligt blandt unge og unge voksne, og de fleste starter med at selvskade i de tidlige ungdomsår, når de er mellem 12 og 14 år (Cipriano A et al., 2017).

Et nyt systematisk review vurderer forekomsten til at være mellem 7,5 og 46,5 % blandt unge, 38,9 % blandt universitetsstuderende og mellem 4 og 23 % blandt voksne (Cipriano A et al., 2017). Det er værd at bemærke den store forskel, som undersøgelserne finder i forekomsten af selvskadende adfærd blandt både unge og voksne. Dette kan til dels forklares ved, at selvskade kan defineres på rigtig mange måder, men den stigende interesse for selvskade som fænomen har også betydning. (Cipriano A et al., 2017).

I 2015 gennemførte Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade en spørgeskemaundersøgelse blandt den voksne befolkning, der viste, at 11 % af danskere mellem 18 og 80 år mindst én gang i livet har skadet sig selv med vilje (ViOSS, 2015). Andelen af kvinder der har selvskadet er tre gange så høj som blandt mænd, og selvskade er mere udbredt blandt unge, hvor næsten en tredjedel af de 18-25-årige har selvskadet (ViOSS, 2015). Desuden offentliggjorde Børnerådet i 2016 tal fra en undersøgelse, hvor man fandt, at mere end hver femte elev i 9. klasse har skadet sig selv. Af dem er 68 % piger og 32 % drenge. Der er dog flere drenge blandt den gruppe, der har skadet sig selv mange gange (BørneIndblik, 2016).

Hvad er selvskade?

Selvskade er (endnu) ikke anerkendt som en selvstændig diagnose, men i det amerikanske diagnosesystem, DSM-5, er det inkluderet som en tilstand, der kræver yderligere forskning og som et forslag til en fremtidig klinisk diagnose (Cipriano A et al., 2017).

Selvskade kan defineres som når en person direkte og bevidst udøver skade på sig selv (og sit kropsvæv) uden en intention om at begå selvmord. Den selvskadende adfærd er snarere et forsøg på at håndtere og regulere svære tanker og følelser. Den anvendes typisk som en mestringsstrategi med et ønske om at lindre psykisk smerte eller at straffe sig selv (Cipriano A et al., 2017, Sundhedsstyrelsen & Statens Institut for Folkesundhed, 2016). Forud for selve handlingen oplever de fleste negative følelser, såsom vrede, ensomhed, tomhed, skyld, desperation, angst og tristhed. Den fysiske smerte opleves derfor som en tilfredsstillelse og lindring af spændinger og negative følelser og er medvirkende til, at personen efterfølgende vil opleve ro, øget velvære og positive følelser (Cipriano A et al., 2017, Klonsky ED et al., 2014, Patchin JW and Hinduja S, 2017).

Der findes flere forskellige former for selvskade. Den hyppigste form for selvskade er cutting, men også hårudrivning, at slå sit hoved mod ting samt at brænde, kradse, slå eller bide sig selv er almindeligt. De fleste personer, der selvskader, bruger flere metoder og gør det især på arme, ben, håndled og maven (Cipriano A et al., 2017, BørneIndblik, 2016).

En metaanalyse har vist, at kvinder er lidt mere tilbøjelige end mænd til at udøve selvskade. Mens kvindernes foretrukne metode er cutting, er det blandt mændene mere almindeligt at slå eller brænde sig selv (Cipriano A et al., 2017).

Digital selvskade

I løbet af de senere år – og i takt med udviklingen af sociale medier – er der beskrevet en ny form for selvskade; digital selvskade. Digital selvskade er defineres ved, at en person opretter en online-konto og anonymt sender ondskabsfulde beskeder eller trusler til sig selv, eller poster og deler skadeligt indhold om sig selv (Patchin JW and Hinduja S, 2017).

Ifølge en nyere, amerikansk spørgeskemaundersøgelse blandt unge mellem 12 og 17 år udført i 2016, viste det sig, at omkring 6 % af de unge havde postet noget ondskabsfuldt om dem selv online, og at det var mere almindeligt for drenge end piger at mobbe sig selv på nettet (Patchin JW and Hinduja S, 2017).

Hvilke sygdomme og tilstande kan optræde sammen med selvskade?

Flere studier har påvist en stærk sammenhæng mellem personlighedsforstyrrelsen borderline og selvskadende adfærd samt mellem spiseforstyrrelser (særligt anoreksi og bulimi) og selvskadende adfærd. Derudover har selvskade længe været forbundet med andre psykiske lidelser, herunder borderlinePTSD (Post Traumatic Stress Disorder)OCD (Obsessive Compulsive Disorder)angst og affektive sindslidelser, herunder depression (Cipriano A et al., 2017).

Unge der selvskader er desuden mere tilbøjelige til også at have anden adfærd, der indebærer en sundhedsrisiko, fx stofmisbrug og seksuel risikoadfærd (Cipriano A et al., 2017).

Selvom personer der selvskader som udgangspunkt ikke gør det med et ønske om at dø, er der tilbøjelighed til, at de har selvmordstanker og forsøger selvmord, og personer der gentagne gange selvskader har en øget risiko for at begå selvmord (Cipriano A et al., 2017, Edmondson AJ et al., 2018).

Årsager og risikofaktorer

Selvskadende adfærd er et komplekst fænomen, og der er mange forskellige årsager til, at (unge) mennesker skader sig selv. Ifølge en undersøgelse offentliggjort af Børnerådet er den primære årsag for langt de fleste, at de ikke kan holde ud af at have det dårligt, og at de bruger det at skade sig selv fysisk til at få kontrol over deres følelser. For andre er det en måde at straffe sig selv på, eller fordi de ikke kan lade være. Meget få gør det for at få opmærksomhed, for at skræmme eller straffe andre, fordi de kender andre der gør det, eller fordi deres venner synes, det er sejt (BørneIndblik, 2016).

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der formentlig også kan være forskel på årsagen til selvskade afhængigt af, hvilken form for selvskade der er tale om. Fx er der nogen af dem, der udøver digital selvskade, som gør det for at få opmærksomhed, mens det netop ikke er tilfældet generelt for de mere traditionelle former for selvskade, hvor personerne i højere grad forsøger at skjule at de udøver selvskade (Englander, 2012).

De potentielle risikofaktorer kan opdeles i individuelle faktorer og miljømæssige faktorer. Følgende faktorer menes alle at have betydning for risikoen for at udvikle selvskadende adfærd:

  • Personer med visse psykiske lidelser udøver selvskadende adfærd oftere end andre. Det gælder fx personer med borderline personlighedsforstyrrelse og PTSD (Cipriano A et al., 2017).
  • Visse personlighedstræk har vist sig at være forbundet med risikoen for selvskadende adfærd. Personer der bekymrer sig meget, som nemt oplever stress, og som er dårlige til at håndtere stressende situationer og svære følelser, har en større risiko for selvskadende adfærd (Kiekens G et al., 2015).
  • Meget forskning tyder på, at traumatiske oplevelser i barndommen, som fx mishandling kan øge risikoen for at udvikle selvskadende adfærd senere i livet (Cipriano A et al., 2017). 
  • Danske børn med et lavt selvværd skader oftere sig selv end børn, der siger, at de har et højt selvværd (BørneIndblik, 2016).
  • Daglig mistrivsel, fx tristhed, nervøsitet, hovedpine og søvnproblemer er koblet til selvskade (BørneIndblik, 2016).
  • Børn og unge, der er ensomme skader oftere sig selv, end dem der sjældent føler sig ensomme (BørneIndblik, 2016).
  • Digital mobning er koblet til selvskade. Fx siger 42 % af de unge, der er blevet mobbet på nettet det seneneste år, at de har skadet sig selv (BørneIndblik, 2016).
  • Stressende livsbegivenheder kan gøre én sårbar over for at udvikle selvskadende adfærd (Cipriano A et al., 2017).
  • Socioøkonomisk status kan også have en betydning. Unge der bor i økonomisk trængte eller brudte familier skader oftere sig selv end unge i kernefamilier eller økonomisk velstillede familier (BørneIndblik, 2016).

At skære smerten bort - en bog om selvskadende adfærd

Selvskadende adfærd er skjult, for de gør det ikke for at få opmærksomhed eller omsorg, men i et forsøg på at overkomme en indre psykiske smerte. Det er derfor nødvendigt, at forældre, lærere, praktiserende læger og andre, kender til problemet og ved, hvordan de skal forholde sig til det.

Bogen giver svar på, hvorfor de gør det, hvordan de gør det, hvorfor det giver tilfredsstillelse, og hvorfor nogle bliver afhængige. Den giver indsigt i den vanskelige behandling og i de komplicerede psykologiske mekanismer bag selvskade.

 

Køb bogen her - al overskud for arbejdet til et godt liv til flere

Hvordan behandler man selvskade?

Selvom selvskade ikke er et nyt fænomen, er der stadig begrænset viden om effekten af behandlingen af selvskade – især blandt børn og unge (Washburn JJ et al., 2012).

Undersøgelser tyder dog på, at kortvarig behandling med såvel psykoterapi som medicin har en positiv virkning på selvskade. Der er dog meget få undersøgelser af god kvalitet, idet mange undersøgelser har få deltagere, hvilket kan gøre det svært at generalisere resultaterne til større befolkningsgrupper (Turner BJ et al, 2014).

Særligt Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) bruges som behandlingsform til personer, der skader sig selv. Effekten af DAT som behandling mod selvskade er dokumenteret i flere studier. Der er særlig god evidens for behandlingsformen hos de personer, der samtidig lider af personlighedsforstyrrelsen borderline, som behandlingsformen egentlig er udviklet til. De fleste studier viser et signifikant fald i selvskadende adfærd efter behandlingen, men virkningen på længere sigt mangler stadig at blive undersøgt grundigere, og der er begrænset evidens for, at DAT skulle hjælpe unge (Washburn JJ et al., 2012).

Desuden tyder den nuværende forskning på, at motion, herunder træning og deltagelse i sportsaktiviteter, kan være en lovende behandlingsform, fordi det dæmper trangen til at udøve selvskadende adfærd. Der er dog stadig behov for yderligere forskning for at forstå effekten af motion og fysisk aktivitet blandt unge med selvskadende adfærd (Washburn JJ et al., 2012).

Af Joan Bentzen, analytiker & Ph.d.

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883