Luk

Rapport viser høje tal af stressramte unge

En undersøgelse blandt 1.870 unge viser, at mere end hver fjerde har opsøgt læge eller været frameldt studie på grund af stress. Det kalder på handling, mener Ungetrivselsrådet – et bredt netværk af 18 organisationer i Danmark, der alle arbejder med unge.

Ikon af Ungetrivselsrådet

Titel

Publiceret juni 2022

...

Trods politiske hjælpepakker til bedre trivsel blandt unge er antallet af alvorligt stressramte unge alarmerende højt.

Blandt de 15-30 årige er det 28 procent, som har haft så alvorlige stresssymptomer, at de enten har opsøgt læge eller ligefrem har været sygemeldt fra deres uddannelse. Det viser en ny undersøgelse fra Ungetrivselsrådet, som er et netværk af 18 forskellige organisationer, der på landsplan arbejder med unge. Undersøgelsen omfatter hele landet, og 1.870 unge har deltaget i undersøgelsen.

Overgår værste anelser

”Det er et så højt tal, at det overgår vores værste anelser om, hvor pressede og stressede unge i dag føler sig. Vi ved godt, unge er pressede over at skulle fuldføre deres studier hurtigt, og at der hviler et tungt karakterpres, men at en fjerdedel af de unge balancerer på randen af sygdom eller bliver sygemeldt fra studierne – det er helt vildt,” siger Julie Lindmann, forperson for Danske Studerendes Fællesråd (DSF), som er en af organisationerne i Ungetrivselsrådet, og som repræsenterer cirka 160.000 studerende.

Undersøgelsen viser, at problemerne med stress og sygemeldinger fra studierne faktisk er størst blandt de ældre unge og studerende. Blandt de unge, som er 27 år eller ældre, er det hele 41 procent, som har været sygemeldt fra deres uddannelse på grund af stress, viser de nye tal. Flere unge kvinder (33 procent) end unge mænd (19 procent) vælger at opsøge læge eller droppe ud af studierne på grund af alvorlig stress.

Øvrige tal fra Ungetrivselsrådet undersøgelse blandt unge

Ungetrivselsrådet er et netværk oprettet i 2020 og består af følgende organisationer:

Psykiatrifonden
Det Sociale Netværk / Headspace Danmark
Ventilen
Børns Vilkår
Danske Handicaporganisationer
Erhvervsskolernes Elevorganisation
Landssammenslutningen af Handelsskoleelever
Sygeplejestuderendes Landssammenslutning
Lærerstuderendes Landskreds
Studenterforum UC
Danske Studerendes Fællesråd
Sammenslutningen Af Unge Med Handicap
Pædagogstuderendes Landssammenslutning
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
SIND Ungdom
Dansk Ungdoms Fællesråd
Studenterhuset ved Københavns Universitet
SocialSpace

...
  • 53 procent af de unge er helt eller overvejende enige i, at de kun er gode nok, hvis de får topkarakterer på deres uddannelse.
  • 47 procent føler i meget høj eller i høj grad, at deres uddannelse presser eller stresser dem til daglig. 20 procent føler, at de i mindre grad eller slet ikke kan klare det, der bliver forventet af dem på deres uddannelse.
  • 37 procent svarer, at de i meget høj eller i høj grad føler sig presset til at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet.
  • 54 procent har det sidste halve år følt sig stressede hele tiden eller det meste af tiden.
  • 41 procent af de unge har oplevet stresssymptomer i løbet af det sidste halve år. 28 procent har på grund af stress besøgt læge eller været sygemeldt fra deres uddannelse.
  • 24 procent føler i mindre grad eller slet ikke, at de har nogen at snakke med, hvis de føler sig stressede eller pressede. 43 procent oplever i mindre grad eller slet ikke, at de har nem adgang til professionel hjælp.
Mand og kvinde sidder på græsset med bog foran sig. Kvinden holder manden på skulderen.

Studiestart er spændende. Men den kan også være fyldt med bekymringer, tidspres og en knude i maven. Vi har samlet viden og gode råd til dig, der er startet eller snart skal i gang med din drømmeuddannelse.