At være eller ikke at være sin diagnose

Mange psykiatribrugere oplever at blive gjort til patienter og placeret i kasser, som de bliver forstået ud fra. Og risikerer at forstå sig selv ud fra. Det har vi set i de samtaler, vi har haft med både psykiatribrugere og psykiatere, der peger på en begrænset forståelse af brugerne.

Samtalerne viser os også, at der i psykiatrisk udredning og behandling er et begrænset fokus på menneskers ressourcer og positive aspekter af deres livshistorie.

Psykiaterne beskriver, at der kan være en uoverensstemmelse mellem brugernes ønske om anerkendelse og et uproduktivt fokus på symptomer i psykiatrisk regi. Jo mere brugerne bliver forstået og beskrevet ud fra en diagnose, desto mere risikerer de at blive kontekst- og historieløse. Det fortæller psykiateren Theis.

Når deres ressourcer ikke bliver tillagt betydning af psykiatrisk personale, er der risiko for, at brugerne ender med at glemme dem – og så står de kun tilbage med deres udfordringer.

Du er ikke din diagnose

Som teenager fik Anton en psykiatrisk diagnose og oplevede, at hans selvforståelse blev skabt i psykiatrisk regi. Som konsekvens af et manglende fokus på hans ressourcer blev han hård mod sig selv og frygtede at blive set ned på. “Det er jo ikke toppen af samfundet, der er fyldt med psykiske sygdomme,” fortæller han om sin oplevelse.

Psykiateren Theis problematiserer nogle af de samfundsmæssige betydninger, der kan knytte sig til diagnoser:

“Nogle diagnoser anses som noget, der er livslangt, noget, folk skal lære at leve med, og dermed noget, som i sidste ende begrænser andre forståelsesformer eller måder at leve sit liv på.”

Når de psykiatrisk forankrede selvforståelser får så væsentlig betydning i brugernes liv, er der risiko for, at de bliver sat i en position, hvor de bliver afhængige af psykiatrisk regi.

Den ensporede, diagnostiske forståelse, Anton mødte i psykiatrisk regi, er stadig retningsgivende for hans selvforståelse. Han har ikke oplevet at få hjælp til at forstå sig selv på andre måder og føler sig i dag mindre værd end andre mennesker. For Anton bliver det dermed ikke et spørgsmål om at være eller ikke at være sin diagnose, men derimod et spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet får mulighed for at være andet.

Theis mener, at psykiatrisk personale har et ansvar for at hjælpe brugerne med at finde ud af, hvilken plads diagnosen skal have i deres selvforståelse: “Vi har en vældig stor forpligtelse, fordi nogle af de her diagnostiske beskrivelser eksisterer og bliver hængende over tid.”

Ifølge Theis er diagnoser blot udvalgte øjebliksbilleder, som giver et endimensionalt billede af mennesker. Han foreslår derfor, at man laver multidimensionelle beskrivelser af brugerne. Det vil sige, at beskrivelserne bør rumme forklaringer om sociale forhold, det omkringværende miljø, såsom søskende og forældre, samt samfundsmæssige og kulturelle aspekter, som påvirker mennesket. Dermed kan det hele menneske blive set, og man åbner for andre nuancer og sammenhænge – og dermed også for nye selvforståelser.