Del 2: Nærvær beskytter mod selvskade - så giv det!

Diskussionen om selvskade handler ofte om risiko. Om hvem, hvordan og hvorfor. Men vi bør arbejde meget mere i dybden med, hvad der beskytter de sårbare unge, så de aldrig begynder at skade sig selv. Det mener leder af Center for Selvmordsforskning, ph.d. Lilian Zøllner. Hun har også et opråb til forældre og andre voksne omkring de unge. Et opråb om nærvær.

Vi lever i et paradokssamfund, et meget rigt velfærdssamfund, hvor unge har alle muligheder for at få tøj på kroppen, spise sig mætte, tale med nogen, og hvor de fleste bliver hørt og set. På trods af det er der mange unge, der ikke synes, at livet er værd at leve, eller synes, at det er meget svært.

”Jeg har arbejdet med det her i mange, mange år, og den udvikling, vi ser lige nu, er stærkt bekymrende,” siger Lilian Zøllner.

Siden 2001 har Center for Selvmordsforskning fulgt unges sårbarhed, alvorlige tanker om selvskade og selvskade. Dataindsamlingen fra 2001-2017 omfatter besvarelser fra mere end 39.500 unge i alderen 13-19 år. De nye tal fra 2017 viser, at der er en lille stigning i antallet af sårbare unge, der har haft alvorlige overvejelser om at skade sig selv. Desuden viser tallene, at 26 % af de unge kvinder har skadet sig selv én eller flere gange. De unge, som skader sig selv dagligt eller jævnligt, er ikke med i tallene – der er med andre ord ikke tale om cutting. 

Kan leve med de grusomste ting

At det i den grad går den forkerte vej får Lilian Zøllner til at pointere det store behov for at forstærke det, der beskytter de unge mod at skade sig selv.

 ”Det er jo ikke alle med en depression, der begår selvmord. Folk kan leve med de grusomste ting og alligevel fortælle, hvad der beskytter dem,” siger hun med reference til de mange interviews, hun gennem tiden har foretaget med mennesker, der har været i meget svære situationer og alligevel er kommet igennem uden at skade sig selv eller forsøge at tage deres eget liv.

Betalingsomsorg er ikke nok

I dag er der meget fokus på psykologhjælp, på diverse rådgivningstilbud og på den støttende rolle, fx pædagoger, lærere og socialrådgivere kan spille for mennesker med psykisk sårbarhed, og det er godt, understreger Lilian Zøllner. Men hun kalder det også ”betalings­omsorg” og mener, at det langtfra
kan stå alene.
 

”Det, der mangler, er NÆRVÆR,” siger hun med tydelige blokbogstaver i stemmen og sigter især på de unges forældre.

”Ofte sidder forældrene og andre nære voksne tæt på barnet begravet i deres mobiltelefoner. De lytter ikke, de er ikke nærværende,” siger hun. 

”Hvis et menneske skal fortælle et andet menneske om sin sårbarhed, så er det nødvendigt at blive mødt med nærvær. Enhver samtale går i stå, hvis der ikke bliver lyttet.”

Snak kan komme når som helst 

Og en anden vigtig pointe for Lilian Zøllner er, at vinduet for den samtale kan åbne sig når som helst – på turen med hunden, over opvasken. 

”Man kan ikke bestille tid til den nære, gode samtale. I de situationer, hvor den voksne synes, at ’nu skal vi rigtig snakke’, så passer det måske ikke den unge.”

Hun ved, at ikke alle forældre er i stand til at rumme den unges følelser – som i Sarahs historie på de foregående sider.

”Der er forældre, som måske selv er syge eller ikke har overskuddet til at tale med deres børn, men så skal der være andre voksne omkring barnet, der tør være nærværende,” ønsker hun. 

Fanden og lillefingeren?

Lilian Zøllner understreger, at hvis man stiller sig til rådighed for den snak som familiemedlem, ven eller fagperson omkring den unge, så har man ikke rakt Fanden lillefingeren:

”Det er ikke det samme som at påtage sig alt muligt sidenhen – det handler om at signalere til det unge menneske, at man godt tør tale med den unge, uanset hvad det er,” siger Lilian Zøllner.

Familien beskytter

Lilian Zøllner og kandidat i folkesundhedsvidenskab Sarah Grube Jensen udgav i 2016 ”Beskyttende faktorer for unge med selvskadende adfærd”. Rapporten viser klart, at netop familien er en af de mest beskyttende faktorer mod selvskade for sårbare unge. Ved familien forstås også bedsteforældrene, som ofte kan have en stærk relation til den unge og tid til nærvær og gode samtaler.

Blandt de sårbare unge får langt færre end blandt de ikke-sårbare den følelsesmæssige hjælp og støtte fra deres familie, som de har brug for, fremgår det af rapporten. Og det stemmer overens med tidligere undersøgelser, der har fundet frem til, at det har positive virkninger for børn at vokse op i familier, der giver følelsesmæssig omsorg, når barnet har brug for det (Flouri & Buchanan, 2002; Rutter, 2001; Hetherington, 1999).

Grib ind, før grænsen er overskredet

Det handler mest af alt om at undgå den første selvskade, siger Lilian Zøllner. Når først den unge har overskredet den grænse, er næste gang ikke så svær. Som Sarah også fortæller på de foregående sider.

”Derfor er det så afgørende, at vi ændrer vores tankemønster om det. At vi begynder at se meget mere på, hvad der beskytter de unge – fx familien og det nære netværk – og hvordan vi kan hjælpe de unge selv med at finde ud af, hvad der beskytter netop dem bedst,” siger hun. 

Hun slutter med en opsang til de voksne om at tage sig alvorligt sammen, når det drejer sig om at være nærværende:

”Alt for mange voksne tør tilsyneladende ikke tage ansvar og være nærværende og lytte. Det er nødvendigt, at vi tænker over, hvad der er vigtigt i den tid, vi er sammen.”

Hejrevej 43 | 2400 København NV | 3929 3909 | pf@psykiatrifonden.dk | CVR 1917 4883