Besat af sundhed

Asger Brodtkorb er en rolig og eftertænksom mand. Han kender sig selv, han ved, hvad der gør ham glad. Og han ved, hvornår han skal passe på ikke at falde ind i de rutiner, han engang opfattede som sunde. Asger har været så optaget af at være sund, at det blev usundt.

Rolig og eftertænksom er dog ikke de ord, man ville bruge om den yngre udgave af Asger:

”Jeg er vokset op med alkohol, og der var misbrug i familien. Den afhængighed blev givet videre til mig. Samtidig hang jeg med et slæng, der ligesom jeg selv ofte var udadreagerende. Jeg kunne blive voldelig. Men jeg gik fra den ene ekstrem til den anden.”

Asger afløste endeløse byture med et liv i træningscenteret. De var en gruppe venner, der begyndte sammen, men langsomt faldt de fra. Undtagen Asger.

”Jeg begyndte til boksetræning. Jeg tabte mig og begyndte at få komplimenter af pigerne. Det gav pote, så jeg ville have mere. Det skulle være mere massivt, det skulle være vildere, det skulle være perfekt.”

Han blev afhængig af træning og sundhed. For Asger var det som stemmer i hovedet, der fortalte ham, at han skulle træne og spise på en bestemt måde. Spiseforstyrrelsen, ortoreksien, overtog Asger.

”Jeg troede på alt, jeg hørte. Forhindrer kulhydrater dig i at få en sixpack? Så spis kun proteiner. Er træning hver anden dag godt for dig? Så må det være endnu bedre hver dag.”

Håbede på madforgiftning

Venner forsvandt. Familien blev nedprioriteret. Alt handlede om sundheden. Eller hvad Asger opfattede som sundt for ham. Spiseforstyrrelsen var hans nye bedste ven, som klappede ham på skulderen, når en dag blev gennemført efter spiseforstyrrelsens skema.

”Det var en tryghed og en kasse, jeg kunne være i. Jeg forsøgte at gennemføre en dag helt efter planen, alle måltider, al træning. Jeg vidste jo godt, det ikke var sundt for mig, ligesom en alkoholiker godt ved, at det ikke er det bedste at starte dagen med en kasse øl. Men det fungerede for mig.”

Om søndagen forberedte Asger mad til de kommende dage. Bønner, broccoli og kylling blev doseret og samlet i en plasticpose.

”Som dagene gik, blev maden dårligere, men jeg spiste den alligevel. Forrådnede grønne bønner og kylling, som begyndte at danne sådan en brun væske i plasticposen. Men for mig var det jo naturlig smag. Hvis jeg fik dårlig mave, var det bare optur, for så blev kroppen renset. Jeg håbede faktisk, at jeg ville få dårlig mave.”

Sådan stod det på i flere år. Både venner og familie forsøgte at tale ham til fornuft, men det handler netop ikke om fornuft. Spiseforstyrrelsen og kontrollen giver mening for den person, der er ramt.

”Min søster blev bange for at sige noget til mig. Ikke fordi jeg ville gøre noget ved hende, men jeg havde den der gnist i mine øjne, jeg var helt i defensiven. Hvis folk sagde noget, kunne jeg forsvinde fra dem i dagevis.”

En dag kom ordene fra nogle af dem i træningscenteret, som Asger så op til. Nogle bodybuildere kunne se, at noget var galt. At hans træning var alt andet end sund.

”Dem så jeg jo op til midt i min sygdom, så jeg lyttede på en anden måde. Og pludselig forstod jeg, hvad andre folk havde forsøgt at sige til mig.”

I samme periode havde Asger en skelsættende oplevelse. Han skulle hjem fra arbejde og – præcis kl. 18 – spise den mad, han nøje havde forberedt.

”Men min chef bad mig blive hængende en time længere, og så skred min plan. Jeg mistede kontrollen over situationen. Jeg ringede til min mor og græd, hun tilbød at lave mad til mig, men der var ingen, der skulle røre min mad. Den skulle jeg have fuldstændig kontrol over.”

Da han fik fri, cyklede han af sted i hæsblæsende tempo på de isglatte veje for at nå hjem til sin mad i tide. En bil ramte cyklen, men han kunne fortsætte. Han så sig ikke tilbage.

”Da jeg havde spist, sad jeg tilbage og tænkte på, hvad der lige var sket. Jeg så mig selv udefra. Var der mon nogen i den bil, der fik piskesmæld? Hvorfor reagerede jeg på den måde?”

Behandling til kvinder

Asger havde ikke råd til selv at vælge den hjælp, han ville have, og han måtte tage imod kommunens tilbud.

”Jeg skulle i behandling i en gruppe kun med kvinder, inklusive kvindelige behandlere. Pjecerne derinde er lyserøde, billederne er af lyshårede piger, og så står der ellers en masse om menstruation og æggestokke. Hvad med impotens? Endorfiner? Jeg mødte ikke ét ord, der var til mænd. Vi behøver ikke have specifikt mandlig behandling, men det er ikke for meget at kræve en behandling, hvor der er plads til alle.”

I dag bor 30-årige Asger på Østerbro, han har en tryg base og er et godt sted. Spiseforstyrrelse og ortoreksi dominerer ikke længere hans liv, men vejen dertil var lang og ujævn.

”Behandlingen er slet ikke gearet til mænd. Som mange andre med spiseforstyrrelse mødte jeg behandlere, som kun gik op i vægt. Det, der skete i hovedet, var de slet ikke interesserede i.”

Noget af behandlingen hjalp, trods alt. Da han var 25 år, var han gået fra druk og fest til ekstrem træning. Han skulle pludselig finde en ny identitet og samtidig holde øje med faresignalerne.

”I lang tid efter spiseforstyrrelsen troede jeg, at jeg var rask. Hvis jeg kommer til at hvile på laurbærrene, kan jeg falde i. Nogle gange arbejder jeg for meget og begynder at sige nej til familiearrangementer, og så blinker alarmknapperne. Man kan være styret af mange ting.”

Netop arbejdet blev en del af Asgers redning. Da han var på den anden side af behandlingen, rejste han til Kina. Men selv mere end 10.000 kilometer væk var han bange for at falde i.

”Det blev hurtigt hverdag, og jeg kunne de se kasser og rutiner, som jeg kan falde ind i og gerne ville ud af.”

Asger tog tyren ved hornene og åbnede en foodtruck.

”Alt skulle være stik modsat, hvad min spiseforstyrrelse nægtede mig. Helt fedtet mad. Det var et eksperiment. Hvis jeg kunne være i det, måtte jeg jo være på den anden side. Samtidig kunne jeg se forretningen i det og ville gerne være min egen chef.”

Læs mere om ortoreksi og spiseforstyrrelse