Gittes personlighedsforstyrrelse

Det ved 34-årige Gitte Christensen bedre end de fleste, men hun fik først diagnosen for få år siden. Hun kæmper stadig, men hun har fået nemmere ved at møde sin omverden.

Som spæd ville Gitte Christensen kun have sin mor. Helt fra begyndelsen var hun særligt sensitiv og knyttet til meget få personer, og allerede fra børnehaven følte hun sig forkert:

”Det burde ikke være normalt for et barn at have den slags følelser. Alle de andre børn legede bare uden at tænke over tingene.” Hun fik nemt voldsom hjemve, og i skolen havde hun svært ved at koncentrere sig, fordi hun skulle forholde sig til de andre elever.

”Alt sådan noget med at skulle op til tavlen og være i fokus, det var jo forfærdeligt. Jeg var bange for at blive grinet ad.”

Med en ængstelig evasiv – eller ængstelig undvigende – personlighedsstruktur bruger man uforholdsmæssigt meget energi på at forholde sig til andre mennesker, og hvad de tænker.

”Jeg har en generel opfattelse af at føle mig forkert. Jeg overtænker ting. Jeg tænker rigtig meget på, hvordan folk agerer over for mig, hvordan jeg agerer over for dem, og hvad de mon tænker om mig.”

Det betyder også, at Gitte Christensen nemt bliver stresset og har svært ved at rumme andre.

”Jeg har mange humørsvingninger og kan have rigtig svært ved at overskue ting. Jeg skal helst være i kontrol og vide, hvad der skal ske i løbet af ugen. Jeg har høje forventninger og krav til mig selv, som jeg tit kommer til at skuffe mig selv på.”

Selvom Gitte Christensen stadig kan få angstanfald og voldsom hjertebanken, kan hun styre det ni ud af ti gange. Men vejen derhen har været lang og hård.

Angstanfald og sygemelding

Gitte kom for første gang i kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien efter længere tids depression. Hun husker, hvordan de så på hende som en forkælet teenager. De så det depressive mønster i den 17-årige Gitte, men konkluderede, at de ikke kunne nå at behandle hende, før hun blev 18 år. Da hun endnu var for ung til at blive taget ind i voksenpsykiatrien, var hun altså fanget mellem systemer og fik ingen behandling.

Hun uddannede sig til delikatesseassistent, men da tiden kom til svendeprøven, døde hendes bedstefar. Hun kom alligevel igennem prøven og kom tilbage på arbejde i tide til årets travleste uger i hendes fag:

”Der var travlt med julefrokoster i den periode, så da min bedstemor også døde kort efter, var det bægeret, der virkelig flød over.”

Svendeprøven og to dødsfald midt i en stressende tid resulterede i et angstanfald.

”Jeg kunne ikke få luft. Kort efter fik jeg diagnosen angst, og det overtog min hverdag. Det var kort sagt et helvede. Det var kun min mor, der duede, og hun blev nødt til hele tiden at være der.”

Gitte Christensen blev sygemeldt. Efter et år lokkede hendes gamle arbejdsplads med et job, men det stressende arbejde resulterede i en ny sygemelding. Hun var 26 år og kendte til et liv med angst og depression. Men der var stadig noget, der ikke hang sammen. Hun vidste intet om sin personlighedsforstyrrelse.

Endelig diagnosticeret rigtigt

Først et par år senere fik hun den diagnose, der fik det hele til at falde på plads. Ved et angstkursus fattede en psykolog mistanke. Gitte husker det skelsættende øjeblik:

”I den forbindelse bliver jeg præsenteret for diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Psykologen læser op fra en bog, og jeg sidder bare og tænker, at der kunne lige så godt stå mit navn ud for den diagnose. Jeg ved ikke, hvad hun præcis har set, men hun så mig. Jeg er hende evigt taknemmelig den dag i dag. Jeg følte virkelig, jeg blev hørt og set og forstået. Hun kom ind under huden på mig.”

Psykologen bad samtidig Gitte Christensen om at lade være med at spille friskere, end hun var:

”Hun klædte mig på til samtaler i psykiatrien. De havde tidligere afvist mig, fordi jeg havde en facade og virkede ’frisk nok’. Samtidig lavede hun et kæmpe bilag til min henvisning.”

Gitte Christensen blev ikke bare klogere på sig selv. Hun blev også henvist til både gruppeforløb og individuel behandling. Hun slap langsomt sin facade og blev indstillet til et nyt gruppeforløb, da det første var forbi. I den første gruppe var de samme seks personer med over et helt år. Det gav tryghed, fordi man lærte folk at kende. I den anden gruppe var der en løbende udskiftning:

”Jeg udviklede mig mere i den anden gruppe, fordi jeg blev udfordret. Jeg skulle lære at blive tryg og fik flere personer ind i mit liv.”

Det ligger i diagnosens fulde navn, at man sammen med ængsteligheden er evasiv – eller undvigende – og det er nemmere sagt end gjort at overskue andre mennesker:

”Jeg ved, at det kan lade sig gøre at håndtere forskellige situationer. Men for satan, det er svært ude i det virkelige liv.”

Hele sit liv havde Gitte Christensen savnet folk at spejle sig i. Det ændrede sig i gruppebehandlingen: ”Jeg følte, at her var der faktisk nogen ligesom mig. Det var befriende!”

Glemte at give hende diagnosen

Personlighedsforstyrrelser er generelt underdiagnosticerede, og i Gittes tilfælde gjorde hendes facade, at hun blev misforstået af flere psykologer.

Men der er en anden og mere fortvivlende grund til, at hun fik sin diagnose så sent:

”Senere i livet fandt jeg ud af, at de allerede i børne- og ungdomspsykiatrien havde skrevet i min journal, at jeg havde ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Men ingen fortalte mig og min familie det. Hvis jeg havde fået den diagnose dengang, så havde jeg fået hjælp meget tidligere og var kommet lettere igennem mit voksenliv.”

Hun tænker straks tilbage på følelsen af at være anderledes end de andre børn: ”Det er så forfærdeligt at føle, at man ikke passer ind.”

En følelse af frihed

I dag går det bedre. Gitte Christensen bor med sin kæreste, men var længe alene, fordi ”det kan være skidesvært at være i et forhold, når man har brug for at trække sig en gang imellem”. Hun bliver løbende bedre til at åbne op, og han bliver bedre til at forstå. Hendes bedste råd til pårørende er derfor også at spørge ind og vise omsorg:

”Måske forstår du ikke de tanker og følelser, der er forbundet med at være ængstelig evasiv, men lyt og forsøg at være støttende. Og tag selv kontakt! For man gør det nok ikke selv, når man har så svært ved at holde kontakten ved lige.”

Gitte Christensen venter på at få at vide, om hun kan få et fleksjob, eller om hun skal på førtidspension. Og selvom omverdenen er blevet bedre til at tale om psykisk sygdom, er det stadig et tabu:

”Hvad hvis nogen spørger mig, hvad jeg laver? De kan se, at jeg ikke mangler en arm eller et ben, men hvad er der så galt? Samtalen lukker, når jeg fortæller, at jeg har en psykisk sygdom. Folk tør ikke spørge ind, men hvad er det værste, der kan ske? Jeg skal nok sige til, hvis jeg ikke har lyst til at tale om det.”

I barndommen og ungdommen gav håndbold Gitte en følelse af frihed. I dag giver motionen hende samme følelse, da hun både føler sig sund og kan slå hjernen fra:

”Det er så nemt at sige, at det gør en forskel, men det har det virkelig gjort for mig. Det er mit frirum, og hvis bare jeg kan inspirere ét andet menneske til at mærke den positive forskel, vil det betyde rigtig meget.”

Læs mere om diagnosen

Gå også på opdagelse i vores webshop, hvor du blandt andet kan købe minibogen:
'Godt at vide om personlighedsforstyrrelser'