Hanne fik skizofreni

Et par år efter Hanne Oppenhagen som 31-årig får sin første psykiatriske diagnose, skizofreni, er hun til julefrokost med hele familien på sin mors side. De er mange. 40 – 50 mennesker i den tennisklub, familien har lejet. Da de spiser, falder snakken på Hannes sygdom. En sygdom, som Hanne selv er skyld i, mener et familiemedlem. Hun er svag, og hun kunne bare lade være med at lade sig skille fra sin mand, lyder det. Hanne går hjem og lægger sig med en depression og holder sig væk fra julefrokoster de næste fire år. 

I dag er det 24 år siden, hun fik diagnosen. Og 55-årige Hanne Oppenhagen, der er førtidspensionist, har det efter omstændighederne fint, fordi hun har lært at passe på sig selv. Så fint at hun ikke har været i kontakt med det psykiatriske system i otte år og ikke har været indlagt i 15 år. Det har hun ellers været sådan cirka tyve gange, anslår hun. 

Hanne oplever ikke, at familiens forståelse for hendes sygdom er blevet større i de år, der er gået siden den første diagnose. Undervejs i sygdomsforløbet har hendes symptomer skiftet, og hun har haft symptomer på både skizofreni, bipolar lidelse og PTSD. Og bortset fra hendes to døtre, som hun har været alene med, og som er en stor støtte nu, hvor de er voksne, snakker hun ikke med nogen i familien om hendes psykiske lidelser, og om hvordan det egentlig er at være Hanne.

Psykisk sygdom kan ikke ties ihjel

Hannes to døtre har på nærmeste hold oplevet deres mor psykiske sygdom. Og i december sidste år skrev hendes ene datter, Maria Bjørk Greve, en kronik i Politiken om den tavshed og mangel på forståelse, Hanne og pigerne er blevet mødt med i familien. Om at psykisk sygdom ikke kan ties ihjel, og at tavsheden har været en kæmpe sorg, og om hvor vigtigt det er at tage andre mennesker alvorligt og turde se, spørge og lytte.

"Min barndom var smertefuld og en lang nedtælling til voksenlivet. Men den største sorg har ikke været det opslugende mørke fra min mors psykiske lidelse, men tavsheden og den manglende forståelse, skriver hun.
En barndom, hvor Hanne meget af tiden lå i en depressiv dvale i sin seng, dopet på medicin, og hvor kun antallet af cigaretskodder og piller antydede, at hun stadig var i live, står der i kronikken. Hannes datter skriver også:

"Det var som om, folk ' bare' ventede på, at min mor rejste sig. Kunne hun da ikke bare tage sig sammen?".  
Flere gange har Hanne forsøgt at råbe familien op og bedt dem om at ringe en gang imellem for at høre, hvordan det går. En opfordring, som to nu afdøde familiemedlemmer langt ude i familien tog til sig, men som den nære familie ikke har reageret på: "Det er hårdt og sårende ikke at blive spurgt og lyttet til. Det er frustrerende at leve med psykisk sygdom, når der ikke bliver snakket om det. Tavsheden er det værste. Jeg har jo også brug for at snakke om, hvordan det går. Der er virkelig meget berøringsangst. Men de har sikkert ikke vidst, hvad de skulle gøre", siger Hanne Oppenhagen.

Hanne savner især, at hendes mor og søster spørger mere. Søsteren snakker hun med cirka to gange om året, og selvom hun taler med sin mor cirka hver 14. dag, oplever Hanne det som overfladisk: "Hun ringer for at høre, at jeg har det godt. Har jeg det dårligt, vil hun ikke høre på det", oplever Hanne Oppenhagen, der heller ikke fortæller så meget længere. For hun får alligevel ikke den respons, hun gerne vil have, og det er for sårende at blive ved med at løbe panden mod den samme mur: "Overfladisk kontakt er bedre end ingen kontakt, for jeg vil da også gerne vide, hvordan det går med hende. Hun er jo gammel. Men jeg har opgivet at nå hende. Det ville være nemmere, hvis jeg havde et fedt job og en pæn mand". 

Har savnet omsorg

Heller ikke da Hanne Oppenhagen første gang er indlagt på det tidligere Sindssygehospital på Oringe ved Vordingborg, der idag er et museum, bliver hun mødt med den forståelse og åbenhed om sygdommen, hun har brug for.

Et nært familiemedlem takker nej til at deltage i et møde, hvor hun kan få information om skizofreni og gode råd til, hvordan hun som pårørende kan takle det. Og der er heller ikke andre i familien, der sætter sig ind i diagnosen og fx spørger til, hvornår Hanne har det bedst, og hvad hun kan gøre for at passe på sig selv. 

"Jeg har følt mig meget alene, og jeg har savnet opbakning. Jeg ville sådan ønske, at familien havde givet mig og pigerne mere omsorg". I stedet blev hendes psykiske lidelser med Hannes ord mystificeret som ´lidt knald i låget´. Og hun har mærket konsekvensen: "Jeg har tit følt mig forkert. Ikke rigtig accepteret, ikke forstået og ikke taget alvorlig. Og det er en stor sorg", siger hun.

Det føles uretfærdigt

En anden af de gange, hvor Hanne for alvor har mærket, hvor lidt opmærksomhed og omsorg, der har været fra familiens side til hende og hendes to piger, var da et familiemedlem fik kræft. Da Hanne ringede for at høre, hvordan det gik, fik hun undervejs i samtalen at vide, at hele familien ringede meget og spurgte, hvordan det gik.

"Jeg tænkte bare: Nå, de ringer da ikke til mig", siger Hanne, der godt kunne tænke sig, at der var samme omsorg forbundet med psykisk sygdom. Eller som hendes datter skriver i kronikken i Politiken: "Hvis det skal stilles groft op, ville min mor med sikkerhed have mødt både omsorg og respektfulde øjne, hvis det havde været kemoterapi, der havde nedslidt hende. Men det, at det er hendes sind, der har tæsket hende, har derimod, alt for ofte, skabt rynkede næser og øjne med flammende afsky". "Det føles uretfærdigt", siger Hanne Oppenhagen. 

Fordomme er en stor udfordring

For mennesker med psykisk sygdom – og for deres pårørende - er fordomme, misforståelser og tabuer en stor udfordring.

Frygten for at blive dømt, stemplet og mødt med afstandtagen gør, at mange helst vil holde det skjult for omverdenen, hvis de får en psykisk sygdom. 
Men når man har en psykisk sygdom, har man brug for den samme forståelse, medfølelse og omsorg, som når man har en fysisk sygdom.  

Og når problemerne bliver gemt af vejen for længe, får de ofte lov til at udvikle sig langt mere, end de behøver. Og taler man ikke om det, der er svært, og som fylder meget, kan det gå ud over livskvaliteten og føre til skyld og skam. Det kan gøre det svært at komme sig.

Derfor er det vigtigt, at mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende bliver mødt med den forståelse og omsorg, de har brug for. Åbenhed kan medvirke til, at flere søger den hjælp, de har brug for – i tide.