Et liv uden filter

Barbara er 20 år, og verden ligger for hendes fødder. Hun kommer fra et godt hjem i Gentofte, hun er dressurrytter på eliteplan og studerer erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School. Og så er hun model, der tilmed har været finalist til Miss Europe. Kaster man et hurtigt blik på hendes Instagram-profil, ser man definitionen på det søde liv. Men tingene er ikke altid, som de ser ud.

Bedst som alting udadtil næsten ikke kunne gå bedre, ramlede det hele indeni. Barbara Mogensen fik en voldsom stressbelastning, og senere fulgte flere angstanfald.

”Som mange andre var jeg ikke vild med at indrømme, at jeg havde en psykisk sygdom, at jeg har angst. Jeg har en tendens til at køre mig selv for hårdt, og jeg har et fightergen, som gjorde, at jeg nåede gennem hele møllen, før jeg indså, at den var helt gal: Manglende søvn, dårlig koncentration og til sidst en angstreaktion.”

Stress og angst kan ramme alle. Men Barbara er blevet mødt med en klassisk fordom:

”Da jeg fortalte om det, reagerede nogle ved at sige: ’Du bor i Gentofte, du har mad på bordet, du er model, hvad fanden har du at klage over?’ Så jeg tænkte selvfølgelig også, om det bare var mig, der var svag. Men jeg var jo ikke okay. Når man udadtil ser ud til at have det hele, har folk svært ved at tro på, at man har det svært.”

Barbara Mogensen ved kun alt for godt, at hun kommer fra en privilegeret baggrund. Det betyder til gengæld, at hun har en del at leve op til, og at alle tror, det går godt. Hele tiden.

”Jeg føler et stort præstationspres som mange andre i min generation. Men det er ikke meningen, at folk skal have ondt af mig. Jeg vil bare gerne gøre op med den tanke, at vi skal være perfekte.”

Forskningen underbygger det: Unges trivsel er i bund. En rapport fra Ungetrivselsrådet, som blandt andet består af Psykiatrifonden, har vist, at mere end halvdelen af danske unge kun føler sig gode nok, hvis de får topkarakterer på deres uddannelse. En lige så stor andel har følt sig stressede inden for det seneste halve år.

Barbara Mogensen genkender det billede, og hun kender flere, der har ladet sig indlægge med spiseforstyrrelse, depression og angst.

Følelsen af ensomhed

Barbara Mogensen har altid været god til at tale om tingene. Så meget at hun må grine ad sig selv: ”Jeg lider normalt ikke i stilhed, snarere højlydt.” Men fordi hun var vant til at tale med venner og familie, troede hun, at hun ikke havde brug for en psykolog. Hendes søster insisterede, og Barbara fik professionel hjælp.

”Det er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Det gav en enorm ro, og selv hvis du føler, du har det godt, kan du få en masse ud af at tale med en psykolog.”

Selvom Barbara Mogensen har folk omkring sig, kender hun som mange andre til ensomhed.

”Man kan føle en masse frustration uden at vide, at man i bund og grund er ensom. Mine venner er gode til at lytte, ikke et ondt ord om dem, men jeg kom frem til, at jeg var ensom i den forstand, at jeg ikke følte mig helt forstået.”

Men Barbara skulle også forstå sig selv, og det fandt hun ud af på den hårde måde.

”Da jeg fik mit første angstanfald, sagde min krop simpelthen: Nu stopper du. Jeg havde gang i for mange ting, og jeg havde ikke fanget signalerne. Jeg var i skole, og jeg begyndte at hyperventilere. Jeg var alene og prøvede at tænke rationelt, men alt i dig krøller sammen i sådan et øjeblik. Dine luftrør slår ligesom knude på sig selv. Man tror, man skal dø.”

Barbaras hænder begyndte at snurre, og hun kunne ikke mærke sine ben.

”Så sidder du bare der som en dukke uden rygrad op ad væggen, og tårerne triller. Det blev ved, indtil jeg var så udmattet, at jeg simpelthen ikke kunne mere, og langsomt fik jeg følelserne tilbage i fingrene og resten af kroppen.”

Urealistiske forventninger

Barbara Mogensen ved, at hun ikke er alene. At hun ikke er den eneste, der skal leve op til urealistiske krav og forventninger.

”Vi er alle de her unge, som synes, det er enormt svært at være i et samfund, hvor du skal ind på de rigtige uddannelser, skoler, jobs, mens vi skal gå forrest for miljøet, du skal se vildt lækker ud, have de rigtige venner … Og samtidig få nok søvn og spise sundt. Hvordan balancerer man alt det?”

Vi sammenligner os på sociale medier hele tiden. Det gælder særligt Barbara Mogensens generation.

”Der er kun alt det gode på Instagram, og folk tror på det, man viser dem. Jeg tror ikke, at folk poster noget falsk. Vi poster bare kun 10 procent af vores liv.”

Men hvorfor gør vi det? Fordi vi er mennesker med menneskelige behov:

”Det er en enormt stor afhængighed. Vi vil gerne bekræftes og anerkendes. Og jo mindre man hviler i sig selv, desto større er behovet for at lægge noget op og søge den bekræftelse, og så ligger dit selvværd i andres hænder. Når andre opfører sig som idioter over for dig, er det nemmere at vende det indad. ’Så må det være mig, der er noget galt med …’ Og så udvikler du den spiseforstyrrelse eller depression eller hvad det måtte være.”

Det er et vilkår, som Barbara Mogensen og mange andre skal forsøge at leve med og navigere i. Hun er ikke ude efter medlidenhed. Nu forsøger hun at lære af sine erfaringer.

”Jeg er ikke mindre arbejdsdygtig, fordi jeg fx har haft stress. Jeg tror faktisk, at jeg kender mig selv bedre efter alt det her. Jeg har fået en helt anden indsigt i mig selv og kender mine grænser. Nu håber jeg, at vi kan skabe et samfund, hvor dem med magten forstår, at alle kan have det svært, og at mange faktisk har det.”