Psykosens anatomi

I disse timer, dage, uger og måneder er det præcis 40 år siden, jeg første gang kæmpede mig gennem mit livs mest forfærdende, rædselsvækkende og invaliderende øjeblikke. Jeg blev uden varsel kastet ud på en rejse i mit eget sinds mest svimlende afgrunde. En rejse, der udviklede sig så smertefuldt, gruopvækkende og martrende, at det føltes som helvede på jord. En rejse, der tvang mig så langt ind og ned i mig selv, at jeg blev drevet til kanten af psykose, sindssyge og død.

I seks måneder var jeg som en druknende nedsænket i en verden ved siden af denne, og i dette åndeløse dyb var jeg frataget enhver mulighed for at etablere en kommunikerbar kontakt til andre mennesker, selv de nærmeste. Da sygdommen nærmede sig sin kulmination, “ravede jeg” i bogstaveligste forstand rundt i lejligheden som et forvildet dyr.

Jeg havde ikke længere nogen kontrol over mine bevægelser – jeg slingrede af sted som i spasmer. Jeg begyndte at gå ind i dørkarme og møbler. Jeg faldt over dørtrin og lå bagefter og rodede rundt på gulvet uden at vide, hvor jeg befandt mig. Hvis jeg ville drikke et glas vand, hældte jeg det længe før, det nåede munden. Jeg græd og klynkede som et hjælpeløst barn. 

Jeg gik rundt i hele dage uden tøj på. Jeg lå sammenkrummet i en krampagtig fosterstilling på det nøgne gulv i timevis. Jeg holdt op med at gå i bad. Jeg spiste ikke noget. Jeg tabte 12 kilo den sommer, og jeg var ikke overvægtig, da den begyndte.

Mit åndedræt reduceredes af angst i en sådan grad, at kroppen fik for lidt ilt og efterhånden blev så tappet for kræfter, at jeg slæbte mig rundt som en olding – og jeg var kun 38 år. 

Min hukommelse gik i opløsning. Selv de mest almindelige indkodninger forsvandt. Min stemme ændrede karakter og lød rallende og hæs som et monsters. Mit sprog brød sammen. Jeg kunne ikke længere finde ordene eller placere dem i den rigtige rækkefølge. Jeg anede så at sige aldrig, hvad der ville komme ud af munden på mig.

I dagevis turde jeg ikke forlade lejligheden. En dag, hvor jeg havde vovet mig ned om hjørnet for at købe det nødvendigste, turde jeg ikke gå tilbage igen, men sneg mig småklynkende og hjælpeløs rundt i byen en lang nat igennem.

Men værst af alt: Jeg kunne og turde ikke længere sove. Drøm – eller rettere sagt: mareridt – og virkelighed forekom mig lige bestialske. Det var, som havde jeg åbnet en port til døden. Som at være død i levende live. Som at dø.

I perioder af døgnet var jeg ikke i stand til at sanse, fornemme eller opfatte mig selv som et samlet hele. Jeg oplevede, at min hjerne forvandledes til en flydende masse. Jeg sansede mig selv som spaltet i kemiske bestanddele. Jeg opløstes i væsker, hormoner, atomer, der flød ind og ud imellem hinanden i en luftig, uhåndgribelig form.

Jeg var ganske enkelt ude af stand til tage vare på mig selv. For hver time, der gik, førtes jeg nærmere og nærmere det selvmord, der i stadig mere påtrængende grad forekom mig at være den eneste eksisterende vej ud af smerten.

Jeg var nødstedt og tilintetgjort på alle måder, og først da – først da! – lykkedes det mig at finde frem til Rigshospitalets chefpsykolog, der omgående indlagde mig, efter at jeg en dag fandt mig selv flaksende ned gennem Frederiksberg Allé, midt ude på kørebanen, i den værste myldretid med det ene håb: At få alting taget fra mig for altid.

Tavshed er psykiske sygdommes stærkeste allierede, men så længe vi frygter og tier, overfalder de os uforberedte, uvidende og magtesløse. Vi har ingen idé om, hvad vi skal stille op med de lidelser, der fratager os livet i levende live. I stedet lukker vi øjne og ører og gør det til noget, andre må tage sig af. Noget, der ikke angår os. Noget, vi ikke taler om.

Selv i dag forholder vi os sværmerisk på afstand af den indsigt og viden, der burde være fælleseje. Vi vender ryggen til disse sygdomme og dermed også til medmennesker, der burde have al vores nærvær, forståelse og empati. Vi stigmatiserer os bort fra enhver samhørighed.

Stigmatiseringen, stemplingen, diskrimineringen, udelukkelsen og isoleringen af mennesker, der har eller har haft en psykotisk lidelse er i dagens Danmark utilgiveligt stor.

Vi stigmatiserer, og vi gør det, så vi burde skamme os! Et menneske kan ikke mere, bryder sammen, får et psykisk sammenbrud, og vi er en lille smule tilbøjelige til at tænke: “Nå, ja, det tror da fanden, sådan som han eller hun lever sit liv.”

Og vi tænker det, hvad enten vedkommende lever et plaget, fortvivlet og ulykkeligt liv på samfundets såkaldte “bund” eller et succesfyldt, ansvarsgivende og beundringsværdigt liv på samfundets modsatte ”top”.

Men vi lever alle det liv, vi gør, som en konsekvens af det sind, vi har. Og det sind, vi har, er for hver eneste af os dannet af den genetiske arv, vi har modtaget fra generationerne før os og fra de påvirkninger, der koder os alle under vores opvækst.

Vi har det sind, vi har. Og med dette sinds moral, styrker, svagheder, følelser, sansninger, drømme og begrænsninger forsøger vi alle at skabe en lykkelig tilværelse. Andre muligheder er os ikke givet!

Og hvis det så hen ad vejen skulle vise sig, at dette sind ikke er så så lykkebringende, som du kunne ønske dig, hvis det tilføjer dig for store lidelser, smerter og ar, så har tilværelsen ikke indbygget en automatisk timeout, hvor en psykisk finmekaniker kommer styrtende ind på banen og justerer på gearene.

Ingen omstrukturerer dine forudsætninger, din tankegang eller din levevis. Og ingen tilfører dig, ud af det blå, et manglende forsvar mod afmagt, angst og afsind. Det er helt op til det enkelte menneske selv at skaffe sig dette værn, også selvom det forekommer både håbløst og uladsiggørligt at ændre på sit liv.

Vi har det sind, vi har, og ingen af os kan føle os sikre på, hvor stærkt det er, eller hvor længe det holder. Vi er alle født med de højeste tinder og de dybeste afgrunde i os. Måske stiger vi. Måske styrter vi. Ingen kan føle sig sikker.

Sygdom i sindet er ikke forbeholdt det såkaldt svage sind. Sygdom i sindet er en realitet, der rammer i flæng, uanset social status, livsform, uddannelse eller intelligens. I forhold til disse lidelser er vi alle lige, vi er alle i samme båd på et oprørt hav, og vi skylder hinanden en grænseløs loyalitet.

Med lyrikeren Inger Christensens ord:

”Det eneste, vi har at gøre for hinanden
er at sige det, som det er:
jeg er bange
At være det, som det er:
være bange
At overvinde angsten med angst
og senere overvinde angsten 
for at meddele andre 
sin overvundne angst"

---

Læs mere om depression og psykoser

---