Rasmus forsvandt ind i sig selv i næsten 10 år

Sommeren 2011. Rasmus er 21 år og netop blevet færdig på HF. Hans karaktergennemsnit er så godt, at han kommer ind på sit drømmestudie. Efter sommerferien skal Rasmus læse psykologi. Fremtiden ser lys ud for nordjyden.

I sommerferien før studiestart sover Rasmus mindre og mindre. Han er normalt en stille type, men han har pludselig en energi, han ikke plejer at have. Føler sig ekstatisk. Han taler meget, også med sig selv. Rasmus bor med sin far, som begynder at blive bekymret for en søn, han har svært ved at genkende. Så de tager til lægen.

”Jeg ender med at få noget sovemedicin, og det virker ikke. Alt har på det her tidspunkt en form for drømmelogik. Og så en dag gik jeg en tur. En meget lang tur.”

Rasmus går rundt i Aalborg og banker på tilfældige døre. Han har en fornemmelse af, at han skal mødes med nogen og en følelse af, at han er en slags frelser.

”Det lyder jo ret vildt, når jeg siger det så mange år efter. Men der er heldigvis nogle folk, der ringer efter en ambulance, og kort efter bliver jeg indlagt på psykiatrisk skadestue.”

Rasmus ved ikke, hvor længe han har vandret rundt, men han bliver indlagt med store vabler på begge fødder. De følgende dage er han fortsat i sin psykose. 

”Mens jeg er indlagt, begynder jeg at lede efter religiøse symboler. Jeg møder en på afdelingen, der hedder Jean-Pierre, og han har en dialekt, så jeg ikke forstår ham, så for mig bliver han til Sankt Peter. En anden indlagt hedder Christensen, og han bliver til Kristus.”

Den sommer har Rasmus mistet tidsfornemmelsen, og følelserne er mere intense.

”Der kunne være gået en dag eller en måned, og jeg ville ikke kunne se forskel. Jeg havde tusind tanker i sekundet. Jeg var all over the place. Når jeg var bange, var jeg vildt bange for noget, som jeg ikke vidste, hvad var. Når jeg var glad, var jeg nærmest lykkelig.”

Rasmus har aldrig haft psykosesymptomer siden. Men den ene psykose resulterede i diagnosen paranoid skizofreni og et medicinforbrug, der fik ham til at forsvinde ind i sig selv i næsten 10 år.

Et absurd system

Rasmus startede på psykologi, men den antipsykotiske medicin sløvede ham og fik ham til at tage meget på. Han var kronisk udmattet og sov meget. 10-12 om natten og en solid middagslur. Han kunne ikke leve op til gruppearbejdet og tage del i studiemiljøet. Senere prøvede han at læse til lærer, men medicinen umuliggjorde igen muligheden for at få en uddannelse.

Rasmus bor med sin far, der passer på ham og er den eneste, Rasmus rigtigt kan betro sig til. I 2014, tre år efter psykosen, dør Rasmuss far meget pludseligt.

”Alting ramler. Men alt er tåget på grund af medicinen, og jeg har svært ved at føle noget. Jeg kan mærke, at jeg er trist, men jeg kan ikke græde.”

På grund af farens livsforsikring er Rasmus ikke længere berettiget til kontanthjælp. Hans sagsbehandler bryder sig ikke om det, men kan ikke gøre noget. Rasmus falder delvist ud af systemet, og i flere år er han selvforsynende med penge på kontoen ”uden evne til at administrere det.”

Han er selvmordstruet, men ingen bemærker noget. Han aflyser mange af sine møder med sin distriktssygeplejerske, fordi han ikke kan overskue det. Når han har energi til at møde op, ser de ham netop på en af de bedre dage.

”Hvis man har det for godt, får man ikke hjælp. Det er et absurd system, vi kan nærmest ikke være det bekendt. Dem, der har mest brug for hjælp, er dem, der har de dårligste forudsætninger for at få det.”

Tilbage til livet

Syv år efter psykosen får Rasmus en kontaktperson – en garvet distriktssygeplejerske – som kan se, at den sociale kontakt med Rasmus er anderledes end med andre med samme diagnose.

”Hende skylder jeg virkelig meget. Hun får mig på stemningsjusterende medicin, og med hjælp fra en ny psykiater bliver vi enige om at udfase den antipsykotiske medicin. Det går godt, jeg reagerer rigtigt, og jeg kan pludselig nøjes med 7-8 timers søvn om natten. Energien kommer tilbage, og jeg kommer op til overfladen igen.”

Rasmus var nogle år forinden blevet en del af Kildehuset, et arbejdsorienteret klubhus for mennesker, der er ramt af psykisk sygdom. Her fik han hjælp efter sin fars død og blev mødt med respekt. Hvis det ikke var for Kildehuset og den støtte, de gav, var han næppe i live i dag, fortæller han. Med sin nye energi kommer Rasmus mere i huset, og de hjælper ham til et deltidsjob. Her føler han sejren ved en fast lønseddel og viser sig selv, at han kan klare et arbejde.

I dag er Rasmus 33 år. Der er gået 12 år, siden han blev indlagt med den psykose, som har kastet så lange skygger. Han læser til bioanalytiker og har et studiejob.

”Jeg vil gerne gøre en forskel i sundhedsvæsnet, men jeg er ret introvert, så det er bedst ikke at have for meget patientkontakt.” Han tilføjer med et smil: ”Og så kan jeg godt lide de små og lidt nørdede ting.”

Rasmus’ diagnose hedder nu paranoid skizofreni med ”total remission”: Han er symptomfri og har været det siden psykosen i 2011. Diagnosen bliver måske ændret igen, da nogle læger mener, der slet ikke er tale om skizofreni, men snarere en akut, enkeltstående psykose. Rasmus har mistet store dele af sin ungdom. Han er afklaret med, at man ikke kan ændre fortiden. At han formentlig ikke behøvede den medicin, der slørede og sløvede hans 20’ere.

"Jeg prøver ikke at være bitter, for det går enormt godt. Jeg kan overskue mit liv. Jeg motionerer og har tabt mig enormt. Hvis jeg havde fået at vide dengang, hvordan mit liv ville se ud nu, ville jeg aldrig have troet på det. Jeg kan leve et almindeligt liv.”

Rasmus er et opdigtet navn. Hans identitet er redaktionen bekendt.