Tina fik skizofreni: "Jeg var så flov"

Juni 1991. Problemerne tårner sig op for Tina, der på det tidspunkt er 27 år og i gang med en uddannelse. Og nu er hun blevet psykotisk og indlagt på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Og hun skammer sig. Også da hun kort tid efter får diagnosen skizofreni. Hurtigt mister hun kontakten til alle udenfor psykiatrien. Bortset fra hendes mor, far og bror. Blandt andet fordi hun i tiden op til har det så dårligt, at hun er raget uklar med alt og alle. Men også fordi skammen over at blive indlagt er så stor, at hun trækker sig helt tilbage og ind i den verden, der er på Sct. Hans.

"Jeg isolerede mig fuldstændig fra mine venner fra gymnasietiden, og de kontaktede heller ikke mig. Jeg var så flov. Jeg følte mig som outsideren, man ikke kunne regne med længere. At jeg slet ikke var noget værd. Og jeg tænkte, at der nok ikke var nogen, der ville have noget med mig at gøre" husker Tina, der slet ikke har kontakt til nogle venner, mens hun er indlagt. 

Samtidig føler hun sig på gyngende grund, og at tingene foregår helt hen over hovedet på hende. "Jeg fik ikke at vide, hvad der skulle ske med mig, og hvad min diagnose indebar. Og jeg kunne ikke selv finde information. Det var før computere og Google, og der var slet ikke den oplysning om psykisk sygdom, der er i dag.

Der var så meget tabu", siger Tina, der på det tidspunkt ikke rigtig kan bruge diagnosen til noget, fordi den ikke giver hende mere indsigt i sig selv og hendes problemer. Simpelthen fordi der ikke er noget information.

Er kommet sig

Tina er indlagt i fem år på Sct. Hans. Så længe fordi hun ikke ved, hvad der skal ske med hende, og derfor ikke er i stand til at tage imod den fremstrakte hånd, som psykiatrien er, tænker hun i dag. Derefter flytter hun på et social-psykiatrisk bocenter for voksne, Sundbygaard, og derefter på  døgnbehandlingsinstitutionen Kammergave. 

I dag går det meget bedre. Tina har ikke været indlagt i 17 år og har ikke længere kontakt til psykiatrien, men er på antipsykotisk medicin. Hun bor sammen med sin kæreste gennem tyve år, er på førtidspension og bruger tiden på at male og være med i en lokal kunstnersammenslutning. Hun har ikke været psykotisk siden sin første indlæggelse, men kan stadig blive meget utryg og paranoid. "Nu fungerer jeg. Jeg er skrøbelig og har mine problemer, men jeg er kommet mig meget, og jeg ved hvordan jeg skal passe på mig selv. Jeg mærker ikke meget til min diagnose længere", siger hun.

I dag er Tina 57 år og fri af skammen og mere åben om sine problemer. Både fordi hun gennem terapi har lært at acceptere sig selv, som hun er. Men også fordi hun kan mærke, at tiderne er skiftet, og at der er en anden forståelse for psykisk sygdom i dag end for 30 år siden. En forståelse, der gør, at hun ikke skammer sig. Men hun oplever stadig folk, der har mange fordomme, og at hun bliver dømt og stemplet og ikke set, som den hun er. "Der vil nok altid være stigma omkring folk, som er anderledes. Men heldigvis bliver flere og flere mere og mere tolerante" siger Tina, der altid selv har haft en god støtte i familien.

Bygger hende op

Tina har været på en lang rejse for at ryste skammen af sig. Særlig på Kammergave bygger en psykoterapeut hendes selvværd langsomt op. "Hun får mig på en eller anden måde til at tænke, at jeg har en værdi bare ved at eksistere. Og at jeg ikke er et dårligere menneske og er mindre værd, fordi jeg har brug for hjælp på et tidspunkt i mit liv. Det bliver mit opgør med den skyld og den skam, jeg følte", siger Tina.

I takt med at Tina bliver stærkere og stærkere, begynder hun at gå ud i verden, som den hun er. Uden at lægge bånd på sig selv. Hun fortæller vidt og bredt om sin diagnose til unge, hun tilfældigt møder. På det tidspunkt har hun levet i et parallelsamfund, som hun kalder det, sammen med andre psykisk syge i ti år. Hun har ikke kontakt til andre end sin nærmeste familie og ingen omgang med unge på sin egen alder "uden for murene". Men når hun tilfældigt møder nogen i toget, til 1. maj i Fælledparken eller til andre arrangementer, fortæller hun om sin sygdom. En del rynker på næsen, andre tager godt imod hende.

"Jeg var slet ikke så afklaret, som jeg er i dag. Det var ikke bundfældet på samme måde. Men det var små spæde forsøg på at gøre mig fri af skyld og skam og gå ud i verden og sige: ´Jeg har lov til at være her´. Og der var jeg nok lidt naiv. Men det var min vej ud af selvstigmatiseringen, siger hun. Og det var hårdt arbejde. "Jeg var kommet ind i en parallelverden, både fordi jeg stemplede mig selv, og fordi andre gjorde det. Jeg var ekspederet ud i yderkanten af det hele og var desværre nødt til at starte med selv at kaste skammen af mig. Hvis man ikke er stærk nok til det, er man lidt lost. Det ville være rart, hvis andre vidste lidt mere om psykisk sygdom og var mere bevidste om alle de fordomme, der er. Det ville gøre det nemmere at være psykisk syg".

Passer mere på nu

I dag fortæller Tina ikke længere vidt og bredt om sine psykiske udfordringer. Både fordi hun synes, hun er så meget andet end en diagnose, men også fordi hun er kommet videre og fungerer godt. Men også fordi hun ikke vil stemples. "Jeg passer mere på nu, for der er stadig mange fordomme. Men jeg synes ikke, det er et udtryk for selvstigmatisering. Jeg synes, det er at være realistisk", siger hun. 

I den kunstnersammenslutning, hun er med i, har hun på et tidspunkt fortalt, at hun engang har prøvet at være psykotisk, og at hun lider af angst. Fordi der var en anledning. Men det er ikke alle hun siger det til, for det er en stor mundfuld at sluge for nogen, kan hun mærke. For hvad er lige psykotisk? Og hvad er angst? Men hvis hun kan mærke, at den anden er nysgerrig, og der er en åbning til at snakke, gør hun det. Men hun er meget bevidst om ikke skræmme og gøre det til noget odiøst.

"Jeg er forsigtig. Der er så mange ting, folk kan blive bange for. Nogen kan ikke forvalte det og bliver skræmte og har meget forudindtagede holdninger", siger Tina. Men man skal også selv have motiverne i orden, mener hun. "Det skal ikke være noget med, at det er synd, og at man skal have speciel behandling. Der er ingen, der gider én, som skal have speciel behandling. Sådan er det bare. Ikke fordi folk ikke vil vise omsorg. Men det skal ligge inden for den omsorg, vi normalt giver hinanden". Ligge inden for skiven, som hun kalder det. 

"Man skal ikke forvente speciel omsorg. Det kan folk heller ikke. De kunstnere, jeg mødes med, har jo ikke en dyt forstand på psykiatri. Men jeg er en del af flokken og modtager samme omsorg som alle andre. Og det er jeg glad for, siger Tina. 

Kan realisere sin drøm  

Tina er ikke i tvivl om, hvad den større tolerance og åbenhed om psykisk sygdom, hun oplever i dag, betyder for hende. For helt konkret betyder det, at hun kan realisere min drøm om at lave kunst og være en del af det miljø. Et miljø som har været med til at gøre hende rask.

"Jeg har mange venner, der har en psykiatrisk diagnose. Venner jeg holder meget af, men som har det svært og indimellem rigtig dårligt. Og det kan være hårdt at se på. Så jeg kan godt mærke, at jeg har brug for at tale med andre og passe lidt på mig selv, for ikke selv at vælte ud af balance. Det oplever jeg jo også ligesom alle andre mennesker. Og så er det også vigtigt at finde ud af, hvad der egentlig er normalt, og hvad et naturligt og sundt reaktionsmønster er", siger hun.