Luk

En presset ungdom giver et presset system

De unge har brug for et trygt rum, hvor de skamfrit kan sætte ord på deres tanker og følelser. Derfor kæmper lederen af Psykiatrifondens rådgivning for at kunne holde chatrådgivningen åben i flere timer og dermed opnå en større tilgængelighed.

Liza Johnson, psykoterapeut og leder af Psykiatrifondens rådgivning

Titel

Af Liza Marie Johnson, leder, Psykiatrifondens rådgivning

...

Flere og flere børn og unge skriver til Psykiatrifondens chatrådgivning.

Forleden skrev jeg med en 13-årig pige. Hun var begyndt at selvskade, og en lærer havde set hendes sår i omklædningsrummet. Pigen havde aldrig sagt det til nogen og var bange. Ville hun blive afsløret? Ville læreren sladre? Hun henvendte sig til os, fordi hun ikke kunne tale med andre om det. ”Det ville være nemmere, hvis jeg ikke var her,” skrev hun. Tænk, hvis vi ikke kunne være der, da hun skrev.

Et trygt og skamfrit rum

Vores rådgivning er gratis og anonym, uanset om man ringer eller skriver. Men vi kan se, at mange børn og unge foretrækker at skrive.

Den største gruppe i chatrådgivningen er unge, og hver femte person, der henvender sig, er under 20 år. De har behov for et trygt og skamfrit rum for at kunne åbne op. Og Psykiatrifonden har behov for at have åbent i flere timer for at kunne være der for dem.

På bare to år har vi fordoblet antallet af besvarede henvendelser på chatten, og det er stadig ikke nok. Da vi senest udvidede åbningstiden, blev timerne straks fyldt op.

Tilgængelighed

Det er vigtigt at huske, at chat er noget, de unge er vokset op med. Det handler også om tilgængelighed: De skal ikke bestille tid og nå at blive nervøse for, om de nu alligevel tør være ærlige. De skal kunne skrive til os i det øjeblik, de har brug for det.

Den triste sandhed er, at hele 15 procent kontakter os om selvmord og selvmordstanker. De skriver, fordi det er noget, de har svært ved at tale om. Mange har svært ved at få den tilstrækkelige hjælp i systemet eller er trætte af at vente på hjælp. Andre står uden for systemet og er i tvivl om, om de har det ”dårligt nok”. Det har de. Desværre.

Jaxstyle

Da Jacob ”Jaxstyle” Krull samlede over en million kroner ind til Psykiatrifonden på onlineplatformen Twitch, fik han tusindvis af kommentarer. Mange unge skrev til ham om egne erfaringer med psykisk sygdom – som de ikke kunne tale om med venner eller familie. Der er behov for at komme de unge i møde.

Jaxstyle, Subathon 2.0

Da den 21-årige livestreamer Jacob "Jaxstyle" Krull, slukkede kameraet, var der samlet 1.225.541 kroner ind. Det er den største personlige indsamling til Psykiatrifonden nogensinde.

Behovet er stort

På telefonrådgivningen får vi færre unge igennem. Til gengæld ringer mange forældre om deres børn. Faktisk er forældre den største pårørendegruppe, vi har. De vil ofte gerne vide, hvordan man får hjælp, og fælles for mange er, at de føler en stor afmagt.

Behovet er stort, og det bliver ikke mindre. Vi vil gerne holde chatrådgivningen åben lige så længe som vores telefonrådgivning, og vi vil gerne give børnene og de unge en chatrådgivning om natten, for vi kan se, at mange har det behov.

Det er ikke gratis, men det er midler, vi vil kæmpe for. Én ting er sikker: En presset ungdom giver et presset system.

dreng, New Ambition

I hver skoleklasse sidder der gennemsnitligt et eller to børn, der har så omfattende psykiske lidelser, at de har brug for professionel hjælp. De får problemer med at passe skolen, de falder bagud, mister deres venner og kan til sidst slet ikke gå i...