Luk

Psykisk sårbar? Her er fire gode råd til studiestarten

Vær tålmodig, tag kontakt og tillad dig selv ikke at have styr på alt. Det er nogle af de råd, Liza Marie Johnson, leder af Psykiatrifondens rådgivning, her giver til dig, der har en psykisk sygdom eller sårbarhed og skal starte på et nyt studie.

Studie, studiestart, forelæsning
Liza Johnson, psykoterapeut og leder af Psykiatrifondens rådgivning
Liza Marie Johnsen er leder af Psykiatrifondens rådgivning.

Nye mennesker, nye steder, nye rammer og nye måder at gøre tingene på. Studiestarten kan være ekstra svær for dig, som har en psykisk sygdom eller er psykisk sårbar.

Undervisningen er måske anderledes og sværere, end du er vant til. Menneskerne er måske nye; både undervisere, studiekammerater og andre på studiet.

Måske er du flyttet til en helt ny by væk fra familie, venner og kæreste og føler, at det er svært at tilpasse dig til de nye rammer.

Udfordringerne ved studiestarten kan være mange. Specielt, hvis du er psykisk sårbar.

Så her får du fire god råd til studiestarten af Liza Marie Johnsen, der er leder af Psykiatrifondens rådgivning:

Fortæl, hvordan du har det – i den udstrækning du finder det passende

”Jeg vil anbefale, at du tager fat i studievejledningen på din uddannelse, allerede når du starter. Så får de fra starten et indblik i dine forventninger, udfordringer og behov på studiet og har dermed de bedste forudsætninger for at give dig den hjælp og støtte, du har brug for.”

”Hvis du starter på en videregående uddannelse, vil jeg også anbefale dig at kontakte Studenterrådgivningen. Her kan de hjælpe med alt lige fra psykiske udfordringer til mere praktiske spørgsmål som SU, barsel og sygdom.”

”Hvis du er flyttet til en ny by, kan det også være en god idé at kontakte din nye læge. Også selv om du måske ikke har nogle udfordringer lige nu og her. Men så er lægen informeret om din situation og har bedre forudsætninger for at hjælpe dig, hvis du senere får brug for det.”

”Overvej og find ud af med dig selv, hvor meget du vil og har brug for at fortælle dine medstuderende og dine undervisere om dine psykiske udfordringer. Det er meget forskelligt, hvor meget vi ønsker at dele, men min erfaring er, at du godt kan informere uden at føle, at du udleverer dig selv.”

Vær tålmodig og bær over med dig selv

”For mange er det overvældende at starte et nyt studie. Det gælder både socialt og fagligt.”

”Tillad dig selv at prøve dig frem og ikke have styr på det. Det kan tage tid at få en rutine på plads med hensyn til at studere og finde ud af, hvordan du bedst forbereder dig og deltager i undervisningen. Det kan også kræve energi, at man samtidig skal forholde sig til mange nye studiekammerater og nye måder at være sammen på.”

”Så vær tålmodig og overbærende med dig selv. Og husk, at mange af dine medstuderende har det lige som dig.”

Læg en realistisk plan

”Lav gerne en plan for dit første semester, og hvis du har et arbejde da også din arbejdsuge, så du får struktur og overblik over, hvor meget tid du har til henholdsvis studie, arbejde og fritid.”

”Vær realistisk med, hvad du kan nå og har overskud til. Det er fx ikke alle, som både magter et studie og et studiejob.”

”De fleste har også rigtig god gavn af at have tid til fritidsinteresser og til at lave ingenting. Hvis det er uoverskueligt at lave planen selv, kan du få god hjælp af fx en studievejleder, mentor eller lignende.”

Prøv at gå imod eventuelle katastrofetanker

”Jeg ved, at det er nemmere sagt end gjort, men prøv at gå imod eventuelle katastrofetanker om, at du ikke kan klare det.”

”Mange af os oplever at dumpe en eksamen, få et dårligt resultat eller måske holde orlov og alligevel komme igennem studiet.”

”Prøv at acceptere, hvordan du har det. Og gør det klart for dig selv, hvad det er, du har brug for for at komme bedst muligt igennem studiet på præcis de vilkår og med de forudsætninger, som du har.”

Du kan finde hjælp til at gå imod katastrofetankerne i vores Mentale Motionscenter.

Mand og kvinde sidder på græsset med bog foran sig. Kvinden holder manden på skulderen.

Studiestart er spændende. Men den kan også være fyldt med bekymringer, tidspres og en knude i maven. Vi har samlet viden og gode råd til dig, der er startet eller snart skal i gang med din drømmeuddannelse.