Anoreksi, skam og frygten for at blive forladt

Som alle andre børn havde Lea Muldtofte behov for omsorg. Men hun havde fra en tidlig alder et andet forhold til sin krop end de fleste andre børn. Hun var ”født for stor”, som hun skriver i sin nye bog 'Om forladelse'.

Hun gik ned i knæ for at se mindre ud på billeder, og hun følte ikke, at hun havde ret til samme omsorg som de mindre børn. I børnehaven kastede hun sig ned ad trapperne for at få trøst og kærlighed. Brændte sig selv. Og så længe hun kan huske, har hun bevidst undladt at spise. Anoreksien trådte til, længe før hun kendte begrebet.

Lea Muldtofte har en ph.d. i Æstetik & Kultur, og hvad hun har i hjerne, matcher et stort hjerte. Men hjertet holdt for nylig op med at slå, da vægten var blevet så lav, at kroppen ikke længere kunne følge med. Igen og igen har hun fået at vide, at hun er for klog til at være syg, for klog til at gøre det, hun gør ved sig selv. Men hvornår har psykisk sygdom nogensinde handlet om at være rationel og bare vælge, om man vil gå glip af det liv, man ellers kunne have?

Lea Muldtoftes debutroman 'Om forladelse' handler i store træk om hendes indlæggelser, møderne med et utilstrækkeligt behandlingssystem, mangel på forståelse og ønsket om tilknytning. Nå ja, og de mange velmente, men komplet utilstrækkelige kommentarer om ”motivation” og om at ”tage sig sammen”.

”Jeg har altid fået at vide, at det ikke er mig, men sygdommen, der gør ting ved mig. Men det er jo mig, der skal tage ansvaret på mig. Så når jeg bliver ved med at være syg, sidder jeg tilbage med fordømmelsen af mig selv. Man vil disciplinere den anorektiske stemme, men man straffer personen.”

Lea Muldtofte taler ubesværet og farverigt om sprog, litteratur og sine erfaringer med psykiatrien. Hun er et kreativt menneske, mens anoreksien er det stik modsatte med sine regler, begrænsninger, systematik og kontrol:

”Anoreksien er ekstremt rigid og kedelig. Og meget upoetisk. Den er slet ikke mig. Det er jo røvsygt at skulle leve den samme dag igen og igen. Der er ikke noget ved dét at leve, som jeg ikke vil. Jeg ville bare ønske, jeg var bedre til det.”

Skammens magt

I mødet med psykiatrien har hun ofte følt, at sproget ikke slog til. At hun ikke kunne fortælle eller forklare, hvordan hun havde det. Men hun kunne skrive, og de erfaringer er blevet til bogen 'Om forladelse'.

”Man kan hacke sproget, når man skriver. Få en stemme, som man ellers ofte bliver frataget i psykiatrien. Jeg har skrevet bogen for på en eller anden måde at kunne være i mit liv. Men jeg har sørme ikke skrevet den af lyst til at genleve.”

Man forstår, hvorfor hun ikke har lyst til at genleve de episoder, hun beskriver. Bogen er ofte subtil, men beskrivelserne af psykisk vold, kontrol og manipulation er svære at ryste af sig. Hun bliver flere gange ”sendt hjem på straf”, fordi hun ikke har taget nok på. For at blive i behandlingssystemet drikker hun vand lige før en vejning for at få nogle ekstra gram.

Andre gange gemmer hun mandler i sine støvler for at lade, som om hun har spist dem. Alt handler om vægt og BMI i den behandling, der kan lyde som et fængsel, fx når de ”indsatte” stiller sig i kø til morgenvejning. Men fængslet er også selve anoreksien, der bedrager den syge, som Lea fortæller:

”Anoreksien er løgnen om en frigørelsesproces. Anoreksien virker, når man føler, man er fri af andre. Når behandlingen føles som en anden fængsling, er der frit slag for anoreksien. Så bliver den ’frigørelsen’, og så er man fanget i et nyt fængsel.”

Men fængsling handler også om ikke at blive set. Derfor handler bogen også meget om synlighed og usynlighed.

”Det er anoreksien i sin metaforiske essens: Man ønsker at blive usynlig, men gør sig mere synlig.”

Mange af os ville nok ønske, at vi nogle gange var mindre selvbevidste. At vi ikke overtænkte små situationer. For Lea er det næsten umuligt at undslippe en konstant selvrefleksion. Og mere end det:

”Skammen regulerer hele min praksis. Alt, hvad jeg gør. Helt ned til de mails, jeg skriver på arbejdet. Jeg har villet være rask hele livet. Jeg skammer mig til døde. Jeg synes, det er så pinligt.”

Hendes velfungerende intellekt har ”hjulpet” hende til at skjule mange ting. Et intellekt, der har været en forbandelse, fordi hun ”er så skide fucking klog, jo”, som hun skriver i bogen. Anoreksien har kunnet snyde sig til mere magt på Leas bekostning.

”Jeg har været dygtig til at aflæse, hvad folk gerne vil have. Jeg er god til at argumentere, og folk hopper desværre på den.”

Her nærmer vi os noget af det centrale ved anoreksi og spiseforstyrrelse: Den interne splittelse, ønsket om at få hjælp og de måder, man alligevel undviger på. Anoreksien er fyldt med ulykkelige paradokser. Hun skriver senere i bogen:

”Meningen med livet er at vente på det næste lovlige måltid. Meningen med livet er at sælge sin sjæl til sult, sælge sin sjæl til anorexia nervosa for det næste lovlige måltid. Jeg vil gøre alt. Bare jeg får lov at spise igen. For jeg er så sulten.”

Frygt trumfer alt

Leas liv med anoreksi har aldrig handlet om udseende, aldrig handlet om en bestemt vægt. Som barn oplevede hun konflikter i hjemmet og forsøgte at navigere i dynamikken mellem forældrene.

Hun vendte det hele indad og sagde til sig selv, at hun ikke skulle skabe sig, og at hun skulle tage sig sammen. Her blev et rum skabt, hvor spiseforstyrrelsen kunne trives. En spiseforstyrrelse bliver magtfuld, når den kan bilde dig ind, at den kan beskytte dig.

Titlen på bogen, 'Om forladelse', er en undskyldning, fordi en spiseforstyrrelse ofte er drevet af skam. Men den afspejler også frygten for at blive forladt.

Lea siger om både anoreksien og behandlingssystemet: ”Frygt trumfer alt.” Bliver hun bange, står anoreksien klar til at gribe hende. Hvordan påvirker det relationer og de mennesker, der har betydet og stadig betyder noget for hende?

”Det er hundrede procent mit ansvar, at andre ikke forlader mig. Sådan føles det.”

Den følelse rækker også ind i behandlingssystemet. Samarbejdet i behandlingen er asymmetrisk, skævt, fordi én person er en autoritet, mens den anden har rollen som den syge. Men under sine indlæggelser har Lea også mødt mennesker, hun har holdt af og oplevet en dybere kontakt med.

En sjælden gang også en behandler, som har mødt Lea med åbenhed og nysgerrighed. I bogen beskriver hun meget varmt en psykiater, der ikke er optaget af vægt, men snarere hvad der optager Lea. De taler om poesi, og hun forsøger at forstå Lea.

”Hun kunne noget helt særligt, og det viser også, at det ofte er meget lidt, der skal til. Hun ville bare se mig som menneske.”

Selv da psykiateren ikke længere var tilknyttet den afdeling, hvor Lea var indlagt, sørgede hun for at komme på besøg. Det var ikke i overensstemmelse med behandlingsmodellen, hvor der oftest er skarpe opdelinger og dermed lukkede døre mellem ambulatorier, ambulatorier for kronikere, daghospitaler og døgnafsnit.

Det betyder, at alle relationer kan brydes uden andre forklaringer end skift i behandlingsregi – og at besøg må foregå i hemmelighed, da det er ildeset, når en behandler bryder med denne regel og fastholder kontakten.

Når Lea har mistet de ganske få behandlere, der har gjort en forskel for hende, er det mere end bare et terapeutforhold, der er gået tabt: ”Det er min verden og mit liv, det gælder. Jeg ville skære mine arme og ben af for bare at beholde de personer, der faktisk lyttede til mig. Jeg blev jo afhængig af de få mennesker, som jeg kunne binde mig til.”

Overlevelse og opvask

På trods af – eller måske på grund af – det alvorlige emne er 'Om forladelse' også en sjov bog. Den udstiller absurde begrænsninger og beslutninger i et presset system og præsenterer karakterer baseret på de ”ufatteligt skarpe psykiatribrugere”, Lea Muldtofte har mødt.

I dag har Lea et arbejde, og det gør en konkret forskel for hende.

”Jo sygere man bliver, jo mere mister man også af sine midler. Alene dét at få løn betyder for mig, at jeg ikke skal bekymre mig om, hvorvidt jeg har råd til den mad, jeg har brug for. Jeg kan sætte varme på om vinteren.”

Lea Muldtofte kan mange ting, som de fleste af os andre kun kan drømme om, men selv ville hun nogle gange ønske, at hjernen kunne tage en pause. Hun vil ”hellere lave fem ph.d.er end at tage opvasken”, som hun siger.

Nu forsøger hun at bygge en hverdag og et værdigt liv.

”Jeg håber, jeg kan leve med sårbarheden. Jeg har stor respekt for mine tilbagefald. Det onde ved anoreksien er, at den er så fysisk. Jeg bliver jo ældre, og jeg er bange for, om min krop næste gang ikke … kan.”

Hjernen kører stadig på højtryk. Men hjertet slår.