Luk

Spiseforstyrrelsens mange former

Mange misforståelser klæber sig til spiseforstyrrelse. Ekspert Trine Svarrer gør os klogere på baggrunde, behandling, kønsforskelle og de farlige misforståelser.

Tina Svarrer, behandlingsansvarlig i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

”Det rammer kun unge kvinder.”
”Det er en slankekur, der gik galt.”
”Det er bare en fase.”

Mød eksperten

Trine Svarrer er fagspecialist og behandlingsansvarlig i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Hun er uddannet socialrådgiver og forfatter til en lang række artikler om spiseforstyrrelser og narrativ terapi.

...

Misforståelserne tårner sig op, når det handler om spiseforstyrrelser. Trine Svarrer har hørt dem alle, og hun hører dem stadig. Hun er behandlingsansvarlig i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og har mere end 20 års erfaring med behandling af spiseforstyrrelse.

”Misforståelserne er farlige af flere grunde. Når der er tegn på en spiseforstyrrelse, er det ofte en alvorlig psykisk lidelse, og den går ikke bare over af sig selv. Man kan ikke selv komme ud af en spiseforstyrrelse, og derfor er det så skadende med de misforståelser, som bliver stigmatiserende i en grad, så mange ender med ikke at søge hjælp i tide.”

Men hvornår er der tale om en spiseforstyrrelse?

”Der er den fysiologiske del: Ved markant undervægt kan det begynde at være farligt og gøre skade på kroppen såsom mangel på næringsstoffer, risiko for knogleskørhed og generelt svækket immunforsvar. Tanker om krop, mad og vægt kan fylde op mod 98 % af tilværelsen, når man har en spiseforstyrrelse.”

Så er der den psykologiske del. Trine Svarrer fortæller, at det også er en udbredt myte, at det primært handler om udseende og selve vægten.

”En spiseforstyrrelse er ofte en måde at håndtere forskellige problemstillinger på. Derfor er det væsentligste at få greb om det bagvedliggende, om problemstillingerne.”

Dette ”bagvedliggende” er noget nær det vigtigste at forstå i forbindelse med spiseforstyrrelser. Hvor forskellige de end kan være, vil man næsten altid kunne finde noget, der går forud.

”Jeg har behandlet spiseforstyrrelser i 20 år. Med alle kan man se nogle sammenhænge, hvor spiseforstyrrelsen er trådt ind som en ’livreddende hjælpefunktion’. Det er ofte noget udefrakommende, et pres, som kroppen så reagerer på. Måske man skulle præstere mere, end hvad godt var, måske man blev tvunget til at blive voksen for tidligt, der kan være mange grunde.”

Gode råd til pårørende

Trine Svarrer har samlet en række råd, der hjælper dig til at være en god støtte til en person med spiseforstyrrelse.

  • Sæt dig ind i det. Få viden om spiseforstyrrelse. Jo mere man ved, jo bedre kan man støtte.
  • Vær tålmodig. Selvom det er svært.
  • Hold igen med gode råd. ”Måske du bare kan spise en salat?” hjælper desværre ikke.
  • Pas på med bebrejdelser. Når man bliver bekymret, ender man tit i bebrejdelsessprog.
...

Rammer også mænd

For mange handler det om andres syn på kroppen. For personer, der lider af tvangsoverspisning – også kendt som BED – er dette stort set altid tilfældet.

”De fortæller meget ofte, at deres spiseforstyrrelse er udviklet som følge af en forkertgørelse af deres krop. At nogle syntes, at deres krop var forkert, og at de burde gå på slankekur.”

På den måde er det udløsende ved en spiseforstyrrelse ofte et forsøg på at tabe sig. Og det har fået mange til at tro, at selve spiseforstyrrelsen kun handler om det.

En udbredt fordom om spiseforstyrrelse er stadig, at det kun rammer kvinder.
Trine Svarrer, ekspert

Trine Svarrer fortæller, at Instagram og tynde modeller er en relativt lille del af det store billede, men at de sjældent gør noget godt for personer med en spiseforstyrrelse. Det betyder bestemt ikke, at kultur og normer ikke spiller en rolle. Det ser man, når det kommer til mænd og spiseforstyrrelse.

”En udbredt fordom om spiseforstyrrelse er stadig, at det kun rammer kvinder. Men med alt, der vedrører mænd i psykiatrien, er der et stort mørketal. Det er stadig tabuiseret for mænd, og mange mænd kender ikke til det, så de søger ikke i lige så høj grad behandling.”

Mange forbinder spiseforstyrrelse med anoreksi, som rammer flere kvinder end mænd. Mænd lider i højere grad af BED, som er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark. Til sammenligning er der cirka 10 gange flere, der lider af BED end af anoreksi.

”Mange af de mænd, jeg møder i behandlingen, fortæller, at de ikke var klar over, at de kunne have en spiseforstyrrelse. De oplevede en udbredt opfattelse af, at det bare handler om at tage sig sammen.”

Asger Brodtkorb, til PI-historien "Besat af sundhed", december 2023

Det er en udbredt misforståelse, at spiseforstyrrelser primært handler om slankekure. Der ligger næsten altid noget andet bag. I dette tema kan du blive klogere på de forskellige spiseforstyrrelser, og du kan møde nogle af de mennesker, der har dem...

Behandling med straf

Der er mange historier om mangelfuld behandling af spiseforstyrrelse, og et gennemgående problem er, at den syge ofte ikke har følt sig mødt. At fokus på behandlingen af den akutte spiseforstyrrelse skygger for behandlingen af, hvad der måtte ligge bag spiseforstyrrelsen. Trine Svarrer forklarer:

”Hvis en patient kom ind med et åbent benbrud, ville man se på det med det samme. Hvis du kommer ind og er meget lavvægtig, vil man forsøge at få dig til at tage på. Psykiatrien arbejder også symptombaseret på den måde.”

Spiseforstyrrelsen reducerer din verden.
Trine Svarrer, ekspert

Hun fortsætter: ”Spiseforstyrrelsen er indlejret i nogle underliggende måder at beskytte sig selv på. Derfor vil der være et clash i mødet med psykiatrien. Hvis tankerne kredser om mad, vægt og krop, er det svært for eksempel at forholde sig til, at ens mor og far er blevet skilt. Man har ikke nødvendigvis kapacitet til at overskue det. Spiseforstyrrelsen reducerer på den måde ens verden.”

Mange med anoreksi har prøvet at blive sendt hjem fra behandling, fordi de ikke har taget nok på. Nogle har oplevet dette som en straf, der ikke har hjulpet. Det har tværtimod været en sejr for spiseforstyrrelsen og dermed et nederlag for den syge.

Som med psykiske lidelser generelt er det forebyggende arbejde og tidlige indsatser centrale ved behandling af spiseforstyrrelser. Jo mere spiseforstyrrelsen fylder, desto vanskeligere er det at behandle den. Vigtigt er det også at kunne føle sig tryg ved at fortælle, så man ikke står alene. Trine Svarrer vender tilbage til de mænd, der tidligere har været så overset. Her har hun set gode resultater med gruppebehandling.

”For mange mænd er det betydningsfuldt at have en gruppe at støtte sig til. De siger, at de ikke ville kunne være lige så åbne, hvis der sad kvinder i gruppen. Det er så indgroet i mange af dem, at mænd på en eller anden måde skal være stærke og kunne klare sig selv.”

Fakta om spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelse er en fællesbetegnelse for en række sygdomme, hvor kroppen spiller en vigtig rolle, og hvor man har et problematisk forhold til krop, mad og vægt

Omkring 75.000 danskere lider af en spiseforstyrrelse. Mange forbinder spiseforstyrrelse med anoreksi, men langt de fleste lider af tvangsoverspisning og bulimi

Læs mere om spiseforstyrrelse

Anoreksi

Anoreksi er kendetegnet ved en frygt for at tage på og et ekstremt behov for kropskontrol. Mange med anoreksi har et urealistisk syn på kroppen, selvom vægten viser noget andet. Man sulter sig og undgår helst at spise for at oprette kropskontrollen. Mange er overdrevet fysisk aktive for at øge kalorieforbrændingen. I udredningen ser man både på BMI (under 18,5 defineres som undervægtig) og et eventuelt pludseligt vægttab.

Læs mere om anoreksi

Bulimi

De fleste associerer bulimi med opkast efter spisning. Ofte er det en trang til store mængder mad på kort tid, som afføder et behov for en rensning i form af opkast eller brug af fx afføringsmiddel, før kroppen kan nå at optage næring.

Læs mere om bulimi

Ortoreksi

Ortoreksi er kendetegnet ved et overdrevent fokus på sund kost. Forestillingen om, hvad der er sundt, tager så meget over, at det påvirker negativt både fysisk, psykisk og socialt. Og i sådan en grad, at den sunde livsstil begrænser din livskvalitet.

Læs mere om ortoreksi

Megareksi

Megareksi er kendetegnet ved et ønske om at få en fyldigere og større krop. Mennesker, der lider af megareksi, oplever, at deres krop er for tynd, for let og ikke muskuløs nok. For at blive mere muskuløse styrketræner de i timevis hver dag og følger særlige diæter.

Tvangsoverspisning

Tvangsoverspisning er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark. Den er også kendt som BED (Binge Eating Disorder). Mange med BED spiser store mængder mad på kort tid efterfulgt af stor skam. Man indtager langt mere mad, end kroppen kan nå at forbrænde. Modsat andre spiseforstyrrelser er BED ikke kendetegnet ved anden kompenserende adfærd (træning, opkast og så videre).

Læs mere om tvangsoverspisning (BED