Ida kunne ikke få hjælp: Kæmpede med flere diagnoser på én gang
30-årige Ida Hestbech har lidt af tvangsoverspisning (BED), ængstelig personlighedsforstyrrelse og depression. Hun blev længe kastet rundt mellem afdelinger og behandlere, fordi hun enten var for syg eller ikke syg nok. Systemet kunne ikke rumme, at hun havde flere diagnoser.
Resumé
Første gang Ida skar i sig selv, var hun kun 11 år.
Siden da er hun blevet diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse og spiseforstyrrelse (BED), men med to sideløbende diagnoser har det har været vanskeligt at få den rette behandling.
Da hun kom i berøring med psykiatrien, kunne hun nemlig ikke få behandling for personlighedsforstyrrelsen, før hun stoppede med at selvskade, og hun kunne ikke få behandling for spiseforstyrrelsen, før hun fik styr på sin angst. Men hvordan skulle hun det, når hun ikke kunne få hjælp?
I podcasten "Jeg er ikke den eneste" fortæller Ida på 30 år om at leve med flere diagnoser, om at føle sig tabt på gulvet, om psykiatriens kassetænkning og om at finde vej mellem kasserne.
Diagnoserne har skygget for hinanden gennem Ida Hestbechs ungdom. Hvad skulle behandles først?
Som 11-årig skar hun i sig selv for første gang, fordi hun i en svær periode havde brug for at føle noget. Godt et år senere begyndte hun at overspise:
Det lyder underligt, men … jeg ville enormt gerne have en spiseforstyrrelse. Jeg ville gerne have, at der var noget galt med mig, for jeg hungrede efter en form for opmærksomhed.
”Jeg har haft udfordringer med spisning, siden jeg var helt lille. Jeg har altid spist i smug. Første gang med egentlig overspisning var i en periode, hvor jeg sultede mig selv en del, og så fik jeg en vild craving efter mad og søde sager, som jeg ikke ellers spiste. Så det var en bevidst handling at spise alt det her mad som en form for straf.”
Hun vidste udmærket, hvad spiseforstyrrelser var:
”Det lyder underligt, men … jeg ville enormt gerne have en spiseforstyrrelse. Jeg ville gerne have, at der var noget galt med mig, for jeg hungrede efter en form for opmærksomhed. Jeg læste en masse om anoreksi og bulimi, læste på en masse hjemmesider og forsøgte at kopiere andre menneskers strategier.”
I dag kan hun tydeligt se, at det – ligesom selvskade – var et forsøg på at få den nødvendige opmærksomhed.
”Det var en måde at bearbejde, hvordan jeg havde det med min familie på det tidspunkt. Mine forældre tog mig endda i at skade mig selv, men jeg ville netop ikke have deres hjælp. De skulle ikke stoppe de hjælpemidler, jeg havde.”
Da hun nogle år senere, cirka 17 år gammel, fandt modet til at tale med forældrene om det, svarede de blot, at de godt vidste det. Ida følte det som et svigt – og fortsatte med at selvskade. Familien vidste, hun havde det svært, men ingen talte om det. Ingen spurgte, om Ida var okay.
Lyt til Idas historie
Måtte lyve for at få hjælp
Ida Hestbech startede på HF-uddannelsen og følte sig deprimeret, men hun var endnu ikke blevet diagnosticeret. Hun kom på højskole, og selvom problemerne fulgte med, fandt hun et fællesskab. Her kunne hun være sig selv uden at være bange for, om folk kunne se hendes ar eller høre hende kaste op.
Efter højskolen kom Ida Hestbech til psykiater for første gang. Otte måneder inde i forløbet fortalte psykiateren, at Ida ikke var syg nok til at få anden hjælp end de lejlighedsvise besøg hos hende. Syg nok? Ida havde ikke engang tænkt på sig selv som syg.
Min selvskade havde været min eneste måde at håndtere mine følelser på i alle de år.
Så længe Ida kunne huske, havde hun haft et vanskeligt forhold til mad og til sig selv. Længe ønskede hun en diagnose, så hun kunne få en forklaring på de komplekse følelser. Som 23-årig blev hun diagnosticeret med ængstelig personlighedsforstyrrelse og havde sit første møde med psykiatrien. Hun fik klar besked: Du kan kun blive behandlet, hvis du holder op med at selvskade. Ida sagde ja, velvidende at hun havde selvskadet, siden hun var 11 år.
”Jeg blev nødt til at lyve for at få hjælp. Min selvskade havde været min eneste måde at håndtere mine følelser på i alle de år.” Ida blev sendt i et forløb på Stolpegården, hvor hun lærte mere om, hvad en personlighedsforstyrrelse er.
En terapeut på Stolpegården spekulerede i, om Ida også havde en spiseforstyrrelse. Ida havde gennem årene prøvet at overspise, kaste op og springe måltider over. Og da tvangsoverspisning, også kendt som BED, på dette tidspunkt endnu ikke var en anerkendt diagnose, endte de på en anden konklusion.
”Terapeuten forsøgte at henvise mig til en afdeling på Ballerup, men jeg fik at vide, at jeg ikke passede ind. Selvom jeg kastede op, var det mere BED end en atypisk spiseforstyrrelse. Men det var ikke atypisk nok, så jeg opfyldte ikke deres kriterier for behandling.”
Ingen kunne tage ansvar for Ida – men hvis hun allerede nu var en kastebold i systemet, skulle det snart blive endnu værre.
Idas råd til pårørende med spiseforstyrrelse
- Vær så tålmodig, som du kan. Mad hænger sammen med næsten alle sociale begivenheder og familiearrangementer. Du er konfronteret med det hver dag. Derfor kan du ikke undgå, at det skaber issues, når mad er så centralt.
- Som pårørende vil man gøre alt for at hjælpe. Men hvis den pårørende tager rollen som den, der skal fikse problemet – at en person spiser for lidt eller for meget – kan det gøre, at personen med spiseforstyrrelse ikke føler sig god nok eller endda fremmedgjort.
- Prøv at lytte. Næsten som om det var til et lille barn.
Tvangsoverspisning, skyld og skam
Ida Hestbechs forløb på Stolpegården endte, men terapeuten fortsatte samtalerne, fordi Ida var i svær mistrivsel. Sammen forsøgte de at få Ida henvist til en BED-klinik, men hun blev nægtet behandling, fordi hun havde selvmordstanker. Hvad løser man først i sådan en situation?
Da Ida endelig fik plads på et BED-forløb, fik hendes medicin hende til at tage på, så hun ikke kunne følge afdelingens rammer for behandling. Uanset hvad Ida gjorde, fik hun ikke den nødvendige behandling. Hun blev screenet for angst og scorede højt, så nu skulle hun i stedet i behandling for angst. Uden held forsøgte Ida at forklare, at hendes angst bundede i den ængstelige personlighedsforstyrrelse.
Det ene sted kunne hun altså ikke få behandling for sin personlighedsforstyrrelse, før hun fik behandling for sin spiseforstyrrelse. Det næste sted kunne hun ikke få behandling for sin spiseforstyrrelse, før hun fik behandling for sin personlighedsforstyrrelse – som de fejltolkede som angst.
”Det var som at tale med en dør,” siger Ida Hestbech.
Ida Hestbech havde brug for behandling, men ingen tog ansvar. Som hun siger, er systemet ikke gearet til mere end én sygdom ad gangen. Det hele blev en absurd prioritering, et ræs mod bunden: Hvad er du mest syg med? Systemet kunne ikke rumme Ida, kun en del af hende.
Samtidig følte hun, at hun ikke var andet end sine diagnoser, og spiseforstyrrelsen gav hende en følelse af skam, skyld og forkerthed.
"Tvangsoverspisningen er en negativ spiral: Det giver lindring, og så kommer de negative effekter bagefter. Og så starter det forfra."
Først som 27-årig kom Ida i behandling igen. Hun havde taget knap 20 kilo på i løbet af et halvt år.
”Det var lidt tilfældigt. Min læge kiggede på mig og sagde: ’Du har det vist ikke helt godt?’, og jeg fik en henvisning og kom på Stolpegården igen.” I et nyt forløb med sin gamle terapeut blev hun tilknyttet et gruppeforløb for folk med ængstelig personlighedsforstyrrelse. Her mødte hun forståelse og kunne spejle sig i de andre. Efter gruppeforløbet fulgte et mentorforløb. Ida fik det bedre og begyndte at kunne drømme om et bedre liv. Hun understreger, at det havde stor betydning ikke at skulle starte forfra med en ny terapeut.
Det er en udbredt misforståelse, at spiseforstyrrelser primært handler om slankekure. Der ligger næsten altid noget andet bag. I dette tema kan du blive klogere på de forskellige spiseforstyrrelser, og du kan møde nogle af de mennesker, der har dem...
Når lægen ikke vil forstå
Ida Hestbech kalder BED for et fængsel og ”et uendeligt madkaos” fyldt med misforståelser. Og tæt forbundet med selvværd:
”Mange med spiseforstyrrelse har et lavt selvværd. Det kunne jeg selv mærke helt inde i knoglerne, også under behandlingen. Er jeg god nok til at være syg? Hvad nu hvis jeg ikke har nok overspisninger, kan jeg så kalde mig BED?”
Hun fortsætter:
”Min tanke om at være god nok er der altid. Den har fulgt mig i min BED og i mit forsøg på at frigøre mig. Jeg har ret til at være her. Jeg har ret til at spise. Jeg skal ikke nødvendigvis skjule min mad. For jeg har haft svært ved at spise foran andre og bange for, at de skulle dømme mig. Selv en gulerod kunne jeg ikke tillade mig at tage en bid af.”
Men det er – måske overraskende for nogle – ikke i hverdagen, hun primært møder manglende forståelse for BED.
Nogle læger mener, at folk med BED er dovne, eller at det er en fake spiseforstyrrelse. At det er noget, vi finder på.
”Der bliver endnu ikke talt så meget om tvangsoverspisning ude i samfundet. Jeg er stødt på de fleste misforståelser ved min læge og andre lægefaglige. Nogle læger mener, at folk med BED er dovne, eller at det er en fake spiseforstyrrelse. At det er noget, vi finder på.”
Det har også påvirket Ida, at der både er så mange misforståelser om BED blandt fagprofessionelle, og at der samtidig ikke bliver talt ret meget om sygdommen.
”Det har spillet meget i min hjerne. Er der overhovedet noget galt med mig? Er det virkelig bare noget, jeg finder på? Jeg har haft svært ved at forstå, at jeg faktisk godt kunne få hjælp til det.”
Ida Hestbech fik heldigvis hjælp. Og hvor hun tidligere følte, at hun ikke var andet end sine diagnoser, har hun et andet perspektiv i dag.
”Jeg er glad for at have mine diagnoser, for det betyder, at jeg kan få hjælp. Men jeg er også mere end mine diagnoser. Jeg er mere end min personlighedsforstyrrelse, mere end min spiseforstyrrelse, mere end min selvskade.”
Ida har været tilknyttet psykiatrien i snart fem år. Hun understreger, at det ikke er nok bare at få en diagnose. Man skal også undervises i den. At google symptomer er ikke det samme som at forstå, hvordan de føles, påpeger hun. Hun har selv savnet konkrete redskaber, ikke mindst til at håndtere sine følelser. Hvordan skal man fx være i sig selv, når man har det skidt?
”Jeg kan stadig have perioder, hvor jeg har det dårligt. Det kommer jeg nok til altid. Der kommer altid til at være noget, der trigger mig og gør, at jeg får det skidt.”
Men Ida Hestbech er et godt sted. Hun er pædagog i en vuggestue og tager antidepressiv medicin. Hun er ikke i behandling. Og så bor hun med sin kone, som hun mødte på højskolen: ”Det tog tid at finde ud af, at der var nogen, der godt kunne lide mig. Hun gav mig plads til at være, som jeg er.”
Ida Hestbech har lært at tage flere chancer. Hun laver også frivilligt arbejde, hun er ambassadør i Sig det højt og bruger meget tid på skovbadning. Og vigtigst af alt kan hun stå inde for, hvem hun er.
Alt for mange unge oplever angst, stress eller føler et urimeligt stort pres for at præstere. Vi skal gøre op med perfektionskulturen og præstationssamfundet – ingen er eller kan være perfekte, og det er stærkt, når vi tør tale om netop det. Sig det...
Om podcastserien ”Jeg er ikke den eneste”
I ”Jeg er ikke den eneste” står ti modige unge frem og fortæller hver deres personlige historie til vært Rikke Collin (blandt andet kendt fra Taarekanalen).
Sammen går de i dybden med de udfordringer, de unge møder i hverdagen, som fx præstationspres og perfekthedskultur, og taler åbent om det, der følger med, når man lever med psykisk sårbarhed og/eller psykiske diagnoser som fx angst, spiseforstyrrelse eller depression.
Fælles for de unges historier er, at de ofte har følt sig alene, men også at de har fundet styrke i at tale højt om det, der føles svært.
Du finder podcasten der, hvor du plejer at finde dine podcasts, du kan også finde alle afsnittet på vores hjemmeside: Jeg er ikke den eneste. Psykiatrifonden og SIND Ungdom står bag podcastserien, der er støttet af TrygFonden.
Er du ung, og har du haft det svært? Så er du ikke den eneste. Følg med i ny ungepodcast om at leve med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom.
Læs også
Camilla fik først en ADHD-diagnose som 21-årig. Men gennem det meste af sit liv har Camilla kæmpet en usynlig kamp mod ADHD. Fra at føle sig anderledes i barndommen til at gå gennem alvorlige depressioner, som ender med to selvmordsforsøg, som ung, får Camilla i efteråret 2022 endelig stillet den diagnose, der giver hende en ny forståelse...
Nogle gange føles et angstanfald som at stå midt i en orkan, men man kan lære at leve med den, siger Frederik Broch fra Give. Angsten ramte ham i gymnasieårene. Nu er han 24 og i fuld gang som selvstændig fotograf – og angsten kan stadig lure. Det fortæller han i denne uges afsnit af en ny podcast fra Psykiatrifonden og SIND Ungdom, ”Jeg...
Daniel Rohde, der bor i Aarhus, medvirker i en ny podcast om unge og svære følelser, og hans historie handler om at føle sig bagud i forhold til vennerne. Han er 24 år og har følt sig under pres gennem det meste af sit ungdomsliv, hvor frygten for at fejle og ikke at være god nok har luret igen og igen.
Noél har tidligt oplevet store tab og har i sin opvækst følt sig overset og nedprioriteret. Så da Noél er 23 år gammel og kæmper med en dyb depression og med at finde lysten til livet, tager de et afgørende valg: De bryder med deres adoptivmor og indlægger dem selv på en psykiatrisk afdeling. Her bliver Noél diagnosticeret med Borderline.
For Kamilla betød jagten på det perfekte liv, at hun allerede i 6. og 7. klasse levede under en stærk selvkontrol, som udviklede sig til en spiseforstyrrelse – og som blev en årelang kamp med et selvbillede, hvor hun aldrig har følt sig god nok.
I folkeskolen ville Signe bare gerne passe ind. For at sikre, at hun ikke kom til at sige noget forkert, skrev hun i sin dagbog: ”Ti stille. I morgen snakker du mindre”. Denne tankegang forfulgte Signe gennem gymnasiet, hvor hun blev en del af en gruppe venner, som hun forestillede sig skulle være hendes venner for livet. Men sådan gik...