Signe blev frosset ud i gymnasiet: Pludselig vendte mine bedste venner mig ryggen
Resumé
I folkeskolen vil Signe bare gerne passe ind, men hun føler sig aldrig rigtig som en del af fællesskabet. Hun tænker tit på, hvad hun gør forkert, og skriver fx i sin dagbog: ”Ti stille. I morgen snakker du mindre”.
Denne tankegang følger Signe ind i gymnasiet, hvor hun i 1.g for første gang oplever at blive en del af en tæt venindegruppe, som hun hurtigt forestiller sig skal være hendes venner for livet. Men sådan går det ikke.
Da Signe året efter tager et halvt år på udveksling, forsvinder vennerne, og hun blive lukket ude af vennegruppen, der ellers stadig er tætte, uden at få svar på hvorfor. Da hun vender hjem, bliver relationerne sværere og sværere og Signe oplever flere tegn på depression. Til sidst flytter hun gymnasie og starter forfra.
Signe optræder anonymt og har et andet navn i virkeligheden. Redaktionen kender hendes identitet.
Da hun var barn, længtes Signe altid efter at passe ind. Men allerede i folkeskolen føler hun sig uden for fællesskabet og forkert. Ensomheden følger Signe helt ind i gymnasiet, hvor hun til sin egen store overraskelse allerede i de første måneder af 1.g bliver en del af en tæt og stor venindegruppe på 10 piger. De holder fra start sammen og ses dagligt.
I podcasten "Jeg er ikke den eneste" fortæller Signe, der i dag er 18 år gammel, hvordan hun for første gang i sit liv føler sig værdsat, og hvordan hun hurtigt forestiller sig, de skal være venner for livet:
”Jeg følte mig bare så velkommen, så jeg var jo overlykkelig,” husker hun.
Samtidig er Signe bange. Bange for ikke at være god nok, og bange for at de nye venskaber smuldrer. Desværre får hun ret i sin frygt.
Lyt til Signes historie
Et halvt år på udveksling
Efter det første år af gymnasiet med stribevis af lockdowns på grund af corona-epidemien, beslutter Signe, at hun godt tør at tage et halvt år på udveksling i 2.g. Når hun og veninder har kunnet holde deres stærke bånd under nedlukningerne, må de også kunne holde forbindelsen, selvom hun fysisk ikke er der, tænker Signe.
Signe skal fortælle veninderne om sine planer om at rejse væk, og hun vælger en af de mange aftener, hvor hele flokken er samlet. Denne gang ser de film og hygger, alt imens Signe tager mod til sig.
Da hun annoncerer sine rejseplaner, siger hun også sine usikkerheder højt. Hun spørger dem specifikt, om de vil love at være der, når hun kommer tilbage til Danmark, og om de vil beholde hende i deres fælles Messenger-tråd.
”Der sidder ni piger og siger ”jo selvfølgelig”,” fortæller Signe om den aften.
Ensom i Canada
Men Signes tur til Canada bliver ikke som hun har håbet, og snart bliver også kontakten med veninderne minimal. Deres fælles tråd i Messenger går fra være rødglødende aktiv til musestille, og fællesopkaldene forsvinder.
Mens jeg rent fysisk var alene og ensom, var jeg det også psykisk.
Samtidig trives Signe ikke med sin værtsfamilie i Canada, og de mange måneder bliver hårde for hende:
”Jeg var så ensom i Canada. Mens jeg rent fysisk var alene og ensom, var jeg det også psykisk,” siger hun.
Da Signe en dag opdager, at pigerne derhjemme har oprettet en ny fælles tråd uden hende, bryder hun sammen.
Det gør hendes udvekslingsophold endnu sværere – faktisk kan hun ikke rigtig koncentrere sig om at være til stede i alt det nye, fordi stilheden fra veninderne runger, og fordi hun hele tiden bekymrer sig om, hvad der er sket og hvad hun har gjort galt.
Samtidig går et af Sigens nære familiemedlemmer bort, mens hun befinder sig på den anden ende af kloden, og hun viser tegn på depression. Derfor beslutter Signe at gøre sit udvekslingsophold en måned kortere end planlagt og komme hjem til sin familie – og forhåbentlig til sine venner.
Når man har en depression, er man trist og mangler sin sædvanlige energi. Man har negative tanker og har svært ved at huske og koncentrere sig.
Ikke med i Messenger-gruppe
Hjemkomsten til Danmark bliver dog også en ensom og usikker tid for Signe, hvor hun prøver at regne ud, hvordan hun kommer tilbage i gruppen.
Jeg spørger dem et par gange om, hvorfor jeg ikke må komme ind i Messenger-gruppen. De kommer med nogle lidt vage svar.
Hun ses med et par af pigerne individuelt og kan på afstand se, at gruppen laver arrangementer, som hun ikke er inviteret til:
”Så jeg spørger dem et par gange om, hvorfor jeg ikke må komme ind i Messenger-gruppen. De kommer med nogle lidt vage svar om, at den bare er til lektier,” siger hun.
Mens Signe kan se, at der foregår en masse, hun ikke er inviteret til, går hun i månedsvis rundt og håber på, at alt bliver, som det var, før hun tog afsted. Det gør det bare ikke. Til sidst hører hun fra en af de veninder, hun har en smule kontakt med, at resten af vennegruppen skal på sommerferie til Nice sammen.
Det bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for Signe. Hun giver op på sin drøm om at komme tilbage i vennegruppen igen og skifter gymnasie.
Mennesker med psykisk sygdom har sværere ved at gennemføre en uddannelse, og på længere sigt indhenter de ikke det uddannelsesmæssige efterslæb, de har i forhold til den øvrige befolkning.
Bearbejder stadig oplevelser
I dag trives Signe på sit nye gymnasie og har nogle stærke, selvvalgte relationer. Hun bearbejder stadig sine oplevelser, og reflekterer i podcasten over, at hun er taknemmelig for at have lært så meget om sig selv:
Jeg kan rigtig godt lide, hvem jeg er. Og jeg tror også, at jeg har accepteret, at jeg er, hvem jeg er.
”Jeg kan rigtig godt lide, hvem jeg er. Og jeg tror også, at jeg har accepteret, at jeg er, hvem jeg er,” siger hun i dag.
Signe taler stadig med en af de gamle veninder, hvis venskab trods alt holdt ved. Og så øver hun sig i at give sig selv lov til at være vred og være i sorgen over de venskaber, der ikke længere skal være
OBS: Signe optræder anonymt og har et andet navn i virkeligheden. Redaktionen kender til Signes identitet.
Om podcastserien ”Jeg er ikke den eneste”
I ”Jeg er ikke den eneste” står ti modige unge frem og fortæller hver deres personlige historie til vært Rikke Collin (blandt andet kendt fra Taarekanalen).
Sammen går de i dybden med de udfordringer, de unge møder i hverdagen, som fx præstationspres og perfekthedskultur, og taler åbent om det, der følger med, når man lever med psykisk sårbarhed og/eller psykiske diagnoser som fx angst, spiseforstyrrelse eller depression.
Fælles for de unges historier er, at de ofte har følt sig alene, men også at de har fundet styrke i at tale højt om det, der føles svært.
Du finder podcasten der, hvor du plejer at finde dine podcasts, du kan også finde alle afsnittet på vores hjemmeside: Jeg er ikke den eneste. Psykiatrifonden og SIND Ungdom står bag podcastserien, der er støttet af TrygFonden.
Er du ung, og har du haft det svært? Så er du ikke den eneste. Følg med i ny ungepodcast om at leve med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom.
Læs også
Camilla fik først en ADHD-diagnose som 21-årig. Men gennem det meste af sit liv har Camilla kæmpet en usynlig kamp mod ADHD. Fra at føle sig anderledes i barndommen til at gå gennem alvorlige depressioner, som ender med to selvmordsforsøg, som ung, får Camilla i efteråret 2022 endelig stillet den diagnose, der giver hende en ny forståelse...
Nogle gange føles et angstanfald som at stå midt i en orkan, men man kan lære at leve med den, siger Frederik Broch fra Give. Angsten ramte ham i gymnasieårene. Nu er han 24 og i fuld gang som selvstændig fotograf – og angsten kan stadig lure. Det fortæller han i denne uges afsnit af en ny podcast fra Psykiatrifonden og SIND Ungdom, ”Jeg...
Daniel Rohde, der bor i Aarhus, medvirker i en ny podcast om unge og svære følelser, og hans historie handler om at føle sig bagud i forhold til vennerne. Han er 24 år og har følt sig under pres gennem det meste af sit ungdomsliv, hvor frygten for at fejle og ikke at være god nok har luret igen og igen.
Noél har tidligt oplevet store tab og har i sin opvækst følt sig overset og nedprioriteret. Så da Noél er 23 år gammel og kæmper med en dyb depression og med at finde lysten til livet, tager de et afgørende valg: De bryder med deres adoptivmor og indlægger dem selv på en psykiatrisk afdeling. Her bliver Noél diagnosticeret med Borderline.
For Kamilla betød jagten på det perfekte liv, at hun allerede i 6. og 7. klasse levede under en stærk selvkontrol, som udviklede sig til en spiseforstyrrelse – og som blev en årelang kamp med et selvbillede, hvor hun aldrig har følt sig god nok.
30-årige Ida Hestbech har lidt af tvangsoverspisning (BED), ængstelig personlighedsforstyrrelse og depression. Hun blev længe kastet rundt mellem afdelinger og behandlere, fordi hun enten var for syg eller ikke syg nok. Systemet kunne ikke rumme, at hun havde flere diagnoser.