Sproget er nøglen til bevidstheden
Igennem syv år var Søren Ulrik Thomsens mor indlagt på psykiatriske afdelinger, hvor hun fik elektrochok og psykofarmaka. Samtidig flyttede digteren og essayisten sammen med familien fra Stevns til Store Kongensgade 23 i København.
Dengang kunne han ikke sætte ord på sine følelser. Nu, næsten 50 år senere, har Søren Ulrik Thomsen skrevet et essay om det år og det sted, der blev brændpunktet i hans liv.
Er der et enkelt år eller sted i et menneskes liv, der efterhånden, som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste? Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum, hvis betydning man selvfølgelig ikke erkender før langt senere?
Den dag essayet 'Store Kongensgade 23' udkom, cyklede Søren Ulrik Thomsen ud for at købe aviserne. Bogen fik gode anmeldelser. ”Jeg tog ind til Store Kongensgade 23. Normalt kigger jeg bare ind ad glasruden, men den dag stod hoveddøren mærkeligt nok åben. Og for første gang, siden vi flyttede, gik jeg op ad trapperne til 4. sal, hvor vi i sin tid boede. Og da jeg gik ud, sagde jeg ’tak hus’.”
'Store Kongensgade 23' er det sted, passerens spids er placeret i Søren Ulrik Thomsens liv. Essayet handler om året, hvor han sammen med familien flyttede fra Stevns til 4. sal i Store Kongensgade 23 i hjertet af København, hvor han for alvor kom i puberteten, og hvor moren var indlagt med depression det meste af tiden.
”Jeg tror, at jeg har villet skrive den her bog siden 1976, hvor min mor blev udskrevet fra psykiatrien, men hun brød sig ikke om at blive mindet om sin sygdom, så jeg måtte vente, til hun ikke var her længere,” siger Søren Ulrik Thomsen i et samtaleinterview med Anne Lindhardt, psykiater og tidligere forperson for Psykiatrifonden.
Den første store tilknytning
”Den første meget store tilknytning i ens liv, ofte ens mor, er helt afgørende. I puberteten er det vigtigste at frisætte sig fra sin mor. Med psykoanalytikeren Donald Winnicotts ord indebærer puberteten, at man i overført betydning ’slår sine forældre ihjel’, og de skal overleve, for at man selv kan udvikle sig til en uafhængig voksen,” forklarer Anne.
”Min frigørelse fra min mor blev holdt tilbage af bekymringen for hende,” konstaterer Søren Ulrik.
14. marts kort efter midnat døde min mor. Det er blevet tid til at besøge Store Kongensgade 23 igen.
Han forklarer, at mange unge forfattere indleder med at skrive en bog om deres barndom og ungdom. Derefter risikerer hele deres forfatterskab at blive læst i det lys. ”At min bog kom så sent betyder, at mine digte og essays har haft 40 år på fri fod. Og at historien om det, der skete dengang, er fortalt af en ældre mand, der nu kan inddrage mange andre temaer.”
Og især på efterårsdage, som i dag, hvor gaderne er så mennesketomme som i 70’erne, og alle vinduerne i kvarterets arkitektoniske kronjuvel, Dronningegården, stråler i tågen, oplever jeg, hvordan lykken over mit nye liv og ulykken over min mor, som, da vi når hen i december, igen må indlægges, denne gang på Kommunehospitalet, fletter sig sammen og fortættes til én og samme stemning.
Kunstnere vender tilbage til det samme motiv
Anne: ”For mig er der ikke ét brændpunkt. Der er flere steder. Det er nok digterens sensitivitet, der giver det fokus.”
Søren Ulrik: ”Mange siger, at de har flere steder. Men kunstnere har det med at vende tilbage til det samme motiv igen og igen. Som Olaf Høst, der maler gården Bognemark i utallige versioner. Psykoanalytikeren Sigmund Freud er en stor helt for mig. Han taler om, at et motiv kan være overbesat. Som en magnet, forskellige betydninger sætter sig på som metalspåner. Huset i Store Kongensgade er et overbesat motiv i mit liv, fordi det både rummer sorgen over min mors sygdom, chokket over at flytte fra Stevns, den nye frihedsfølelse i København og mødet med erotikken. En lang kæde af betydninger begynder at rasle, hver gang jeg tænker på stedet.”
Anne: ”Jeg kan godt genkende betydningsfulde steder, jeg vender tilbage til, og følelsen af, at ens forældre skulle være klippen i ens liv. Når de vakler, sættes der spørgsmålstegn ved ens eksistens. Man bliver for tidligt voksen.”
En uhyggelig ubeskrivelighed
Nu tøver jeg ved tasterne, for efterhånden som jeg nærmer mig tiden og stedet, hvor passerens spids er placeret, husker jeg ikke blot beruselsen over at være flyttet ind i Store Kongensgade 23, men også fortabtheden, som har vist sig at være næsten umulig at beskrive, fordi den ikke knytter sig til bestemte begivenheder, der kan optegnes i hukommelsen og deles med andre, men nærmest er en stemning, der ligesom angsten har en mærkelig dobbelthed af at være på én gang ugribelig og altgennemtrængende.
Søren Ulrik: ”Da jeg skulle skrive bogen, troede jeg, at jeg uden videre kunne formulere min ungdoms fortabthedsfølelse. Men det rigtig uhyggelige ved følelsen var dens sprogløshed. Jeg følte mig fortabt, men vidste ikke hvorfor. Og jeg kom til at tænke på, at min afsky for provinsen, hvor vi boede i begyndelsen af min mors sygdom, måske har noget at gøre med den sorg og rædsel, jeg ikke kunne tåle at se, når jeg så ind i mig selv. Men når jeg kiggede ned ad Vestergade, kunne jeg beskrive tristessen i de sammensunkne huse med deres defekte neonrør bag de nikotingule nylongardiner.”
Anne: ”Den refleksion har man ikke som teenager.”
Utallige elektrochok og kraftig medicinering
Dele af bogen handler om Søren Ulriks oplevelse af psykiatrien, der behandlede hans mor med utallige elektrochok (ECT) og kraftig medicinering, fra hun i sommeren 1969 gik til lægen på grund af voldsom træthed. Lægen vurderede, at der var tale om en depression, hvorefter der fulgte indlæggelse på indlæggelse.
Søren Ulrik: ”Jeg ville ønske, at man havde begyndt med at spørge min mor, hvad hun var så ked af. For i min forståelse er sproget nøglen til bevidstheden. Så jeg sætter psykoanalysen højt – også fordi den jo selv er sprog, der kan diskuteres og kritiseres. Modsat ECT, som ingen kan forklare, og som da også spontant forekommer mig meget primitiv. At vi kan forholde os til os selv via sproget, er jo det, der overhovedet gør os til mennesker. Men i den biokemiske tilgang med ECT og medicinering har din sygdom på en måde ikke noget med din person at gøre, men er blot afledt af biologiske forhold. Hvad er der så at forholde sig til?”
Anne: ”Man kan ikke skille krop og sjæl ad. Krop og sjæl interagerer. Der er forskellige skoler i psykiatrien. I den fænomenologiske og den psykodynamiske tilgang spiller sproget en fantastisk rolle. Derfor er det, du skildrer, ikke hele sandheden. Nogle er glade for ECT, men det kan ikke anvendes i alle situationer, og det må aldrig ske uden meget stærk indikation for, at det vil hjælpe, hvis personen er meget forpint eller selvmordstruet. For nogle er ECT livreddende, men det må ikke stå alene. Det er også fantastisk vigtigt at tale med personen om, hvad ECT og medicinering betyder for vedkommende. At lytte til mennesket og at undlade universalløsninger. Det er utroligt, at din mor kom igennem det.”
En psykiater, der insisterer på samtalen
Først i 1975 mødte Søren Ulriks mor på Sankt Hans Hospital i Roskilde psykiateren Mogens Jacobsen. Han insisterede på samtalen.
Anne: ”På nogle af Sankt Hans’ afdelinger var der højt til loftet, og der blev tænkt ud over medicinering og ECT. Mogens Jacobsen var interesseret i mennesker.”
Søren Ulrik: ”Jeg ved ikke, hvad min mors og hans samtaler gik ud på. Kun én ting har jeg fået fortalt, nemlig at hun sagde, at hun ikke kunne overkomme at besøge sin mand og sine børn i weekenden. Så svarede Jacobsen, at ’det bestemmer du selv, men så gider jeg ikke at tale med dig på mandag’.
Han så hende altså ikke som et hjælpeløst offer for en biologisk defekt, men anerkendte hendes frihed og dermed hendes værdighed. Og min mor fortsatte hos ham.”
På en af disse afdelinger behandles hun af psykiateren Mogens Jacobsen, der ikke interesserer sig for hendes en halv meter høje journaler, og simpelthen ved samtaler får hende ud af både depression og medicinen, så hun i januar 1976 kan udskrives fra det psykiatriske system, som hun aldrig siden vender tilbage til, da hun hurtigt – og for altid – trapper ud af medicinen og allerede 1. februar dette år nærmest mirakuløst genoptager sit arbejde som sekretær og derefter lever fyrre gode år.
En søvngængerske uden sprog
Søren Ulrik: ”Mens hun fik ECT og psykofarmaka, var min mor som en sørgelig søvngængerske uden sprog. Jeg ved ikke, hvordan det var gået hende uden Mogens Jacobsen. Freud så intet absolut skel mellem psykisk syge og raske: Ved at lytte til sine patienter fik han noget at vide om bevidstheden i almindelighed. Overfører man dét princip til den biologiske psykiatri, måtte det betyde, at alle udtryk for menneskelig bevidsthed skyldtes biokemiske forhold. Men når vi læser Shakespeares sonetter eller Niels Bohrs teorier, siger vi jo ikke: ’Sikke nogle neurotransmissioner, de fyre har!’, men opfatter spontant deres genialitet som udtryk for noget så uregerligt som Ånd. Der ganske vist udgår fra kroppen, men ikke er identisk med den.”
Anne: ”Psykiatrien er sæde for forskellige forståelsesretninger, der indimellem har virket som en kampplads om hvem der havde ret, og til en vis grad stadigvæk gør det. Selv om alle er enige om overskriften ’den bio-psyko-sociale forståelse’, så vægtes de tre områder meget forskelligt. Grundlæggende er, at lægen har interesse i og nysgerrighed efter, hvad der foregår i sindet, og at man forstår, at et hvert symptom har en mening indbygget i forhold til det menneske, der har symptomet.”
Forskel på at gå i psykoterapi og på at skrive
På spørgsmålet, om det at skrive Store Kongensgade 23 også har været en terapeutisk proces, svarer Søren Ulrik: ”Det har ikke været anderledes at skrive Store Kongensgade 23 end mine andre bøger. Der er stor forskel på at gå i psykoterapi og så at skrive skønlitteratur. For i terapien er der tale om en indre genoprettelse, men et stykke litteratur er jo et ydre objekt, der nok er skrevet af mig, men også rummer noget mere. Som forfatter er man også tekstens første læser: Hvis den er spændende for mig at læse, må det være, fordi den har revet sig løs fra sit ophav og er blevet noget andet og mere. Det er en meget stor glæde, at bogen kan ligge mellem dig og mig som et objekt i verden. Men jeg har selvfølgelig også været motiveret af ønsket om at give min mor oprejsning efter ydmygelsen. Det var en stor drivkraft. At vise hendes person i fuld skikkelse. Og vreden over psykiatrien. Den har brændt på tungen i over 40 år. Og så har jeg med bogen jo generobret Store Kongensgade 23. Jeg tænkte, at mine forældre var vanvittige, da de solgte lejligheden. Nu tilhører stedet mig, uanset hvem der så tilfældigvis bor der.”
En vigtig bog
Anne: ”Jeg kan godt forstå din vrede, og vigtigt for psykiatrien, at du skriver om din mors oplevelser. Vi har brug for at blive spejlet.”
Søren Ulrik: ”Min mor ønskede ikke at tale om de år, hvor hun var syg, men jeg tror, at hun ville kunne lide bogen. Min far og mine to brødre fik bogen som de første. Og de er alle glade for den. Men min far sagde: ’Jeg bliver ked af det, når jeg læser, hvor skidt, du havde det som ung.’ Jeg svarede: ’Det skal du ikke være. For du blev sammen med din kone og passede på os drenge. Du var der.’ Min mor har betydet meget for mig. Og hun har givet mig kærlighed nok til at også at kunne leve uden hende.”
Se uddrag af samtalen her
Tekst: Lotte Ladegaard, freelancejournalist