"Lone, tror du ikke, at det er en psykolog, du har brug for?"

"Patienten i centrum." "Patienten først." "I Region X er … patienten i centrum."

Du har sikkert set den plakat i venteværelset, men har du også set den inde hos lægen i måden, du blev mødt på?

Det gælder desværre for sjældent, når somatikken møder mennesker med psykisk sygdom. Det er derfor Lone Riis, som har delt sin historie i vores medlemsblad, blev spurgt, om hun ikke snarere havde brug for en psykolog, da hun ringede 1-1-2 efter et voldsomt – fysisk – ildebefindende.

Historien om Lone er voldsom, men virkelig, og at den ikke står alene, bliver understreget af Behandlingsrådets nylige analyse af  ulighed i den somatiske behandling af patienter med psykiske lidelser (pdf).

I denne uge kører DR temaet "En syg forskel" om selvsamme ulighed, der føder og nærer sundhedsfarlige misforståelser og som koster mennesker med psykisk sygdom op til 20 år af deres liv, blandt andet fordi de møder fordomme og ringere behandling end andre, der har de samme fysiske sygdomme.

Brystsmerter, åndenød og svimmelhed er nogle af symptomerne på akut koronart syndrom, forkortet AKS, som er det ene af de to patientforløb, Behandlingsrådet bruger til at belyse uligheden. Lungekræft er det andet.

Resultatet taler meget tydeligt: Mennesker med samtidig psykisk lidelse har 66 procent højere risiko for at dø af AKS end mennesker uden. AKS-patienterne med psykisk lidelse modtager mindre medicinsk behandling for tilstanden, tilbydes i mindre grad operation og gennemfører færre hjerterehabiliteringsindsatser.

Sundhedsvæsenets logik skal vendes om

Patienter med lungekræft og psykisk lidelse tegner et lignende spor: Større risiko for at dø året efter diagnosen, henvisning til kræftpakkeforløb er mindre sandsynligt, og der er større sandsynlighed for, at forløb afbrydes inden behandling.

Vi ved fra andre undersøgelser, at de patienter, der opfører sig som forventet, følger behandlingen, er veluddannede og taler et sprog, der ligner lægens eget, får bedre behandling. Og sundhedsprofessionelle vurderer oftere mennesker med samtidig psykisk lidelse uegnede til behandling, viser Behandlingsrådets analyse (pdf).

Misbrug kan stå i vejen, det kan bekymring for manglende efterlevelse af behandlingsråd, patientens dårlige økonomi, digitale udfordringer, uoverkommelige frygt og ubehag og manglende sociale opbakning også. Forståeligt nok, synes du?

Forståeligt, når sundhedsvæsenets logik og prioritering går indefra og ud som nu. Hvis vi vender det om, som vi naturligvis skal beslutte os for, så er det slet ikke forståeligt.

Da psykiatrien flyttede hjemmefra

Strukturændringen for en del år siden, hvor psykiatrien flyttede hjemmefra og langt væk fra resten af sundhedsvæsnet, bærer i Psykiatrifondens øjne en væsentlig del af skylden.

Kendskabet og det tætte samarbejde på tværs af faglige specialer har taget skade, og i sidste ende styrker det kun risikoen for, at mennesker med psykisk sygdom mødes med fordommene forrest i somatikken.

Vi ønsker os, at psykiatrien flytter hjem igen og bliver naturligt integreret som før.

Manglende kvalitetsstandarder

En anden central ændring, som Psykiatrifonden arbejder for, er reel ligestilling mellem psykisk og somatisk sygdom. Der findes desværre ikke gode opgørelser af det relative ressourceforbrug i sundhedsvæsenet fordelt på psykiatri og somatik.

Men sammenholder vi de lægelige psykiatriske specialer med de somatiske specialer, er der tydelige forskelle på, om der findes landsdækkende kvalitetsstandarder og behandlingspakker. Der er fx mange landsdækkende kvalitetsstandarder inden for kræftspecialet og hjerte-kar-specialet, men ingen for børne- og ungdomspsykiatrien og kun få i voksenpsykiatrien.

"Er det ikke din skizofreni, der taler?"

Lone Riis, som for nogle år siden fortalte sin historie i Psykiatrifondens støttemedlemsblad, levede i 32 år med diagnosen paranoid skizofreni. Samtidig har hun flere fysiske sygdomme, og hun har oplevet at blive mindre respektfuldt behandlet, så snart sundhedspersoner så ordet ’skizofreni’ i hendes journal.

Faktisk i en grad, hun mener, kunne have kostet hende livet.

Ildebefindendet, der fik hende til at ringe 1-1-2, hang blandt andet sammen med det, der viste sig at være en alvorlig nyrelidelse, og hun blev senere transplanteret.

Da hun på et andet tidspunkt var hos lægen med dehydrering, blev hun mødt med spørgsmålet: "Er du sikker på, at det ikke er din skizofreni, der taler?"

Når jeg læser Behandlingsrådets analyse – og Lones historie – bliver jeg fortørnet over at se, hvor grelt, det står til. Heldigvis kan vi gøre noget ved det.

Vi skal som samfund beslutte os for, at lighed i sundhed optræder over alt – helt inde i lægens konsultation, hen over operationsbordet, i alles møde med sundhedsvæsenet – også dem, der lever med en psykisk sygdom.

Ellers bliver "Patienten i centrum" hængende på plakaten.

Vi må give hinanden et løfte om lighed.