Smerten finder plads i alting

Har vi mennesker en sjæl? Hvad betyder det overhovedet at være sig selv? Da den 27-årige digter Sebastian Nathan var yngre, var han søgende, for han havde en idé om, at han en dag skulle udfylde en rolle eller form:

”Alt var et forsøg på at finde den form. Så kunne man tro, man var punker i en periode, og så var man skater. Jeg har måske stadig en søgen, men jeg har opgivet ideen om, at der er et facit derude.”

Sebastian har diagnosen skizotypi, og han har reflekteret meget over, hvem han er, og hvad hans liv handler om. Han ved, hvad han vil, og hvad han står for. Men:

”Samtidig kan jeg godt have en idé om, at alle andre er sådan nogle faste punkter i verden, og jeg er et flydende punkt.”

I sin nye bog 'Engle' skriver han ”jeg leger jeg er mig”, og sådan søger de fleste af os også en følelse af identitet, en kerne. Men det kan også være en social leg. I Sebastians tilfælde er han måske den, der er god til at snakke om bøger eller den, der er god til at sætte musik på til festen, som han siger.

Smerten som en erfaring

For Sebastian Nathan er det hele imidlertid langtfra en leg. Som han også skriver i bogen: ”der er en smerte der ikke sidder nogen steder / men alligevel finder plads i alting”. En smerte, der har fulgt ham længe:

”Smerten er måske ikke altid til stede som en stemning, men som en erfaring. Der er et punkt, hvor vi ikke kan nå hinanden længere. Vi prøver at finde fælles fodslag, når vi snakker sammen, og når vi forholder os til verden. Men der er nok en grænse for det fælles.”

Det er ensomt at have en lidelse, som ikke kan begribes, har han engang skrevet. Han forklarer: ”Du kan ikke formidle lidelsen rigtigt, når du snakker med folk. Det kan også være svært for læger at pege ud, hvad det egentlig er, der er galt. Både symptommæssigt og i selve hjernen.”

Bogen er netop et forsøg på at formidle følelsen, og man aner et håb. Se blot på bogens titel, Engle:

”Englene er dem, man ikke behøver oversætte for, fordi de forstår. De er på mit hold. Englene og vennerne bliver meget til den samme størrelse, og så er de nogle gange forskellige. Men Englene er dem, der har dig.”

Mellem øjet og verden

Som teenager begyndte Sebastian Nathan at opleve panikangst og senere depression. Nogle læger ser det som forstadier eller symptomer på skizotypi. Første gang var han omkring 16-17 år:

”Da jeg fik min første diagnose, var det, fordi min klasselærer kunne se, at der var noget galt, som jeg ikke selv havde set eller kunne udtrykke. Jeg har også haft nogle oplevelser i mit liv, hvor jeg tænkte, at sådan burde jeg ikke have det. Og så har jeg opsøgt en læge.”

I 'Engle' vender Sebastian Nathan flere gange tilbage til øjnene. De øjne, som vi ofte opfatter som sandhedsvidner.

”Man kan være psykotisk på mange måder, men øjnene er et af de steder, sygdommen sidder. Nogle af de ting, der opstår for ens blik, er symptomer og er ikke andet end det – samtidig med at de er alt muligt andet. I sprækken mellem øjet og verden opstår ting, som både kan være forfærdelige og smukke.”

Sebastian Nathan nærer ikke stor tiltro til psykiatrien i øjeblikket. Men på græsrodsniveau oplever han, at mange forsøger at gøre tingene på nye måder og tager ansvar med nye ideer, fx med skrivekurser. Der sker noget derude. Han har også selv udviklet sig:

”Da jeg fik min første diagnose i teenageårene, var jeg totalt hemmelig omkring det. Mine to bedste venner vidste det, min kæreste og mine forældre vidste det, og det var ligesom det. Jeg skammede mig og vidste ikke, hvordan jeg skulle formidle det. I dag er det virkelig vigtigt for mig at tale om det og prøve at bidrage til en samtale om, hvad det er, og hvad det gør at have en psykisk sygdom. Rundt om hvert et bord sidder der en eller anden, der har det dårligt eller kæmper med noget. Men vi er ikke så gode til at italesætte det, og jeg kan mærke på mig selv, at det er vigtigt at gøre det.”

Det er også blevet nemmere at tale om det, fortæller han:

”Folk er generelt nysgerrige og høfligt interesserede. Jeg synes ikke, jeg møder så mange fordomme, som jeg havde frygtet, da jeg fik diagnosen. For jeg tror, at der allerede har været en aftabuisering i gang, især i den yngre generation. Man er blevet vant til, at det er noget, venner og bekendte har.”

'Engle' af Sebastian Nathan udkom i januar 2024.