”Jeg har stået der på scenen med Ghita Nørby og Preben Kristensen og tænkt, at det her skal jeg bare ikke ødelægge” 

”Da jeg havde det værst, var det hver eneste aften. Hele min dag gik med at samle kræfter til, at jeg skulle på scenen om aftenen. Det var så frygteligt. Alt i mig havde lyst til at flygte, men jeg gjorde det aften efter aften i måneder. Det var simpelthen et helvede.” 

Jesper Dupont var i flere år en både kendt og rost teaterskuespiller. Hans roller havde ofte intensitet og nerve, og han hørte hjemme på scenen. Sådan så det i hvert fald ud.

Hvad ingen vidste, var, at Jesper Dupont i årevis havde voldsom angst, både på scenen og før han skulle på. Det startede med præstationsangst. Nervøsitet og uro. Da Jesper Dupont blev uddannet fra Aarhus Teater, steg presset. 

”Jeg tror ikke, der er den skuespiller, som ikke mærker det i et eller andet omfang, og jeg tænkte bare, at det var en del af faget. Jeg var heldig at få job på Aarhus Teater, og jeg havde nok troet, at angsten ville aftage, når jeg fik mere rutine. Men den voksede og blev større.” 

Det var værst lige inden en forestilling, men Jesper Dupont oplevede også angstanfald på scenen: 

”Det var følelsen af kontroltab. Og er der noget, man ikke vil miste foran 800 mennesker, er det kontrollen. Jeg begyndte at ryste på scenen, ryste på hænderne, og det blev selvforstærkende. ’I morgen må jeg simpelthen ikke gøre det.’ Angsten har det med at gøre en meget enøjet, så man kun fokuserer på det.” 

Det var ikke kun op til en premiere. Det kunne vare flere dage op til premieren og komme igen hver dag og aften før en forestilling. Dage, uger, måneder. 

”Angst kommer med en enorm kraft og en enorm overbevisning. Hjernen buldrer derudaf, man har koldsved, man ryster. Din logik og rationale ryger fuldstændig i baggrunden. Alt det, du godt ved, forsvinder, fordi den kommer med sådan en voldsomhed. Når den kommer, mens man står med kollegaer og skal foregive at være et andet menneske og huske på hundredvis af aftaler – hvornår kigger jeg på dig, hvornår tager jeg mit glas op – så skærer man sig selv bort fra sig selv. Det bliver en uvirkelighedsfølelse, som om man ikke er til stede i situationen.” 

Jesper Dupont frygtede at kollapse på scenen og følte også et ansvar over for sine kollegaer og publikum, som havde betalt penge for at gå i teatret. 

”Jeg har stået der på scenen med Ghita Nørby og Preben Kristensen, de her koryfæer, og tænkt, at det her skal jeg bare ikke ødelægge, jeg skal ikke fucke det her op.” 

Isolation og ensomhed 

I lang tid tilhørte angsten kun Jesper Duponts arbejdsliv. Angsten var forbundet til dét at skulle stå på scenen. Indtil den invaderede hans privatliv. 

Jesper Dupont fik et angstanfald i hjemmet, en omvæltning, der sendte ham til tælling og tvang ham til at træffe vigtige beslutninger. 

”Jeg havde kæreste og en søn på tre år. Det var en følelse af at få revet tæppet væk under sig. Jeg kunne sidde på gulvet og lege med min søn og være fyldt op af angst indeni. Der var en kæmpe diskrepans mellem den indre og den ydre verden. Hvad jeg oplevede i det ydre og følte i det indre.” 

Til sidst måtte han indvie de nærmeste kollegaer i det. De blev overrasket, og Jesper blev lettet. 

”Jeg blev nødt til at give mig selv noget albuerum for at kunne være i det. Jeg måtte simpelthen tale med dem, jeg havde flest scener med. Da jeg åbnede op, kunne jeg også mærke, at der blev nikket genkendende blandt flere kollegaer. Det er et benhårdt fag med kamp om pladserne, så jeg var jo bange for at sige det højt: ’Jeg lider af angst’.” 

Jesper Dupont kunne også tale med sin nærmeste familie om det, og ingen har trukket sig. Men angsten var ledsaget af en følelse af enorm ensomhed: 

”Ensomheden bliver forstærket, for det er usynligt, hvordan du har det. Dine kollegaer ved det jo ikke. Du kan sagtens grine ad en vittighed, men hele dit indre føles fuldstændig revet op. Det skabte en følelse af isolation eller ensomhed, selvom jeg havde mennesker tæt på mig, som ville mig det godt.” 

Forårets Psykiatridage handler om angst. Læs mere og tilmeld dig her

Prøvede alt 

”Jeg havde hele tiden den tanke, at jeg bare lige skulle igennem det og af med det, så jeg kunne komme tilbage og leve det liv, jeg plejede at gøre. Men ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var mere sejlivet, end jeg troede.” 

Jesper Dupont talte med sin læge. Han prøvede forskellige psykologer og psykiatere. 

”Jeg har prøvet alt og været åben for alting. Jeg skulle bare have det bedre. Det kunne ikke passe, at jeg skulle have det sådan her resten af mit liv. De fleste psykologer ville tale om min barndom. Jeg fik først den rette hjælp, da jeg efter tre år fandt en psykolog, der forstår angstens natur og kunne fortælle om angstens mønster, så jeg kunne holde den ud i strakt arm og kigge på den.” 

Jesper Dupont indså, at han måtte stoppe som teaterskuespiller. Der var ingen anden udvej. I dag er han medejer af et firma, der producerer lydfiktion for danske kulturinstitutioner. Han afholder også kurser, instruerer teaterforestillinger og laver lidt film og tv, så han har ikke sluppet skuespillet helt. Men angsten spiller stadig en stor rolle i hans liv. Mere præcist lider han af generaliseret angst. 

”Det er en eksistentiel angst. Det startede med at handle om præstationer, men bunder i noget større: Hvad er meningen med det hele, hvad er meningen med, at jeg er her og ikke mindst den store frygt for ikke at være her længere.” 

Tal om det 

Jesper Dupont er blevet klogere på sig selv. Og klogere på angsten. For det er vigtigt både at holde de to adskilt og samtidig forstå sammenhængen mellem dem. 

”Jeg satte lighedstegn mellem angsten og mig. Men du er ikke din angst. Det er supervigtigt at få fjernet den misforståelse. Du kan en hel masse ting, selvom angsten er til stede. Angsten er her jo for at alarmere os, og når man når til at se det sådan, kan man måske bruge den på en eller anden måde. Man skal afmontere det farlige i angsten.” 

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort at bruge angsten. Det ved Jesper Dupont alt for godt. 

”Det var bestemt ikke sådan, jeg havde det, lige da det ramte mig! Det er en erkendelse, der kommer snigende langsomt. Når man har lært at rumme den, så kan man faktisk bruge den aktivt til også at skabe nogle ting, som en form for brændstof. Nøgleordet er accepten. Før du har accepteret, at den er der, er den udelukkende en fjende. Men når du har accepteret den som et grundvilkår, kan du bedre arbejde med den, og så bliver den mindre farlig.” 

Jesper Dupont kan skrive under på, at det hjælper at række ud, at det hjælper at sige det højt. Også når man står midt i kaos. 

”Jeg har ventet med at fortælle min historie, fordi jeg gerne ville have en helterejse: ’Se, han kom igennem det og er et nyt og transformeret menneske!’ Jeg ventede på, at det ville ske, men det skete ikke. Nu har jeg indset, hvor vigtigt det også er at tale om det, mens man er i det. Jeg står ikke længere på scenen, for den spidsbelastning er stadig for hård for mig, men jeg er med til at sætte en masse ting i verden. Jeg har lært at leve med angsten og kan skabe en masse ting. Angsten holder mig ikke længere tilbage.”

Læs også