Frederik fra Give: Det bedste, jeg har gjort for mig selv, var at fortælle om min angst
Resumé
Frederik Broch er 24 år og har levet med diagnosen generaliseret angst i seks år. For Frederik kan man godt have angst og stadig leve et godt liv. Nøglen til det gode liv er for Frederik at ture lægge bestemte forventninger på hylden og åbne om det, der føles svært.
Han oplever sit første angstanfald, da han i noget tid har døjet med et uopnåeligt forventningspres til sig selv, både fagligt og socialt, mens han går i 2.g. i gymnasiet. Derfra tager hans liv nogle helt andre drejninger, end han kunne have forudset, men Frederik bliver også klogere og mildere ved både sig selv og ved andre i takt med, han lærer sin angst – og sårbarhed – at kende.
I dag arbejder Frederik som selvstændig fotograf, og han har stadig angst. Men i stedet for konstant at forsøge at undgå angsten, har han lært at leve med den og håndtere den. Frederik har netop pakket flyttekasserne og er for første gang rykket ud fra det lille midtjyske landsbysamfund, han er opvokset i, for at bo i sin egen lejlighed i Århus.
Det er en mild junidag og Frederik Broch ser ud over det gulgrønne landskab, den omkranser ham. Han er på sine forældres gård lidt uden for Give, hvor han er vokset op og har boet indtil nu.
Spurgte man Frederik i gymnasietiden, ville han ikke kunne se sig selv blive boende her på familiegården i sine tyvere, men i dag sætter han pris på det. De langsomme omgivelser og støtten hjemmefra har givet Frederik ro til at arbejde med sig selv og den angst, der fra han er 17 år gammel kommer til at følge ham tæt.
Angsten kommer buldrende
Mens Frederik går i gymnasiet, drømmer han om at tage en høj uddannelse, flytte til byen og måske køre en fed bil. Men så i 2.g får Frederik angst. Det starter med en konstant følelse af forventningspres, som bare vokser og vokser og bliver til søvnløse nætter, følelser af ensomhed og for meget alkohol.
Da et voldsomt angstanfald, hvor alt går i sort for Frederik, bliver til flere, overbeviser hans mor ham om at tale med nogen. Det bliver begyndelsen på, at Frederik langsomt lærer sig selv og sin frygt at kende og på at lære at se alt det, han frygter, han ikke lever op til, i øjnene.
Vi kender alle til angst i en eller anden grad. Men for nogle bliver angsten langvarig og så intens, at de oplever en lammende fornemmelse, der hæmmer dem i at gøre almindelige dagligdags ting.
At leve med angst
I podcastserien 'Jeg er ikke den eneste', beskriver Frederik sine oplevelser med angst: Om at gå i panik, når han skal køre bil eller skal med tog og om, hvordan det føles i kroppen, når hele verden sortner for hans øjne.
Om hvordan angsten nogle gange lammer Frederik fuldstændigt og kan gøre, at han føler det som om, han skal dø.
Frederik oplever sit første anfald af panikangst, da han som fritidsjob styrer en forlystelse i Legoland:
”Jeg var midt i at fortælle gæsterne noget om, hvad man skulle gøre og pludselig kunne jeg bare ikke tale mere. Alt i mig sagde stop. Det føltes som at stå til en eksamen, og så går en sort klap ned - bare 100 gange værre.”
Ovenpå angstanfaldet går Frederik ind i sig selv, bliver hjemme, spiser pizza og ser Netflix. Der bliver længere og længere mellem de almindelige skoledage, mens angsten tager mere og mere over.
Men Frederik finder også hjælp i form af terapi og støtte hjemmefra og blandt venner. Han lærer konkrete teknikker, han bruger til at huske på, at angsten forsvinder igen – fx har Frederiks psykolog lært ham, at han ikke kan dø af sin angst, selvom det kan føles sådan - til at finde modet til at åbne op for andre om de godstoge af katastrofetanker og selvkritik, der kan ramme ham. Og det er især det med at tale højt om angsten, der bliver Frederiks vej ud af det fængsel, hans tanker har befundet sig i.
Det hjælper at sige det højt
Til at starte med, var det ikke let for Frederik at tale højt om angsten. For hvordan beskriver man noget, som i form af panikanfald, tankespiraler og søvnberøvelse oftest føltes ubeskrivelig? Dernæst har Frederik indtil han møder en psykolog ikke meget erfaring med at tale om følelser. Og slet ikke de svære af dem. For dér, hvor han kommer fra med malkekøer og kornmarker så langt øjet rækker, er følelser ikke noget, mn taler højt om og slet ikke som mand.
Men det mønster har Frederik måttet insistere på at bryde. Jo bedre han lærer sin egen angst at kende, jo tydeligere er det nemlig for ham, at det der virkelig sender angsten så langt væk, at den er til at leve med, er at tale højt om den. En dag konfronterer Frederik sin far med sit behov for at tale åbent om den svære tid, han gennemgår:
”En dag havde vi været ude og se traktortræk, og var på vej hjem. Der tog jeg mig simpelthen sammen og sagde til ham: Vil du ikke godt tale til mig? Jeg har brug for, at du taler til mig. Det er lige meget, hvad det er om.”
Og det gør de Frederik og hans far. De taler om mere end svine- og kartoffelpriser, men hvordan Frederik egentlig har det. Og netop det med at kunne åbne op for sine følelser som mand har lettet Frederiks vej mod at få et godt liv, selvom man har angst:
"At vide, at der er mennesker, der bekymrer sig om dig og støtter dig, var afgørende for min bedring," siger han.
Det er blevet Frederiks personlige drivkraft at bryde med tavsheden og vise andre, der lever med angst, at de ikke er alene. Fra at fortælle hele sin nye klasse om sin angst til at få sin far til at spørge ind til, det der føles svært, har Frederik med sin ærlighed igen og igen brudt med tavsheden omkring psykisk mistrivsel og – sygdom. I løbet af de seks år, han har levet med diagnosen generaliseret angst, er hans mission kun blevet klarere.
Frederik ønsker, at vi åbner op om de ting, der er svære:
”At tale ud – det fjerner tankemylderet,” siger han i podcasten.
Læg forventningerne på hylden
I dag er Frederik Broch selvstændig fotograf i eget firma. For angsten har ikke kun sat begrænsninger for hans liv. Arbejdet med angsten har også skærpet hans blik for, hvad der egentlig gør ham glad og giver mening i tilværelsen. Fx at lægge andres forventninger på hylden, kunne styre sin egen tid og se ud over familiegårdens grønne marker:
Det bedste, jeg har gjort for mig selv, har været at fortælle andre om angsten.
”Jeg har lært meget om mig selv og om hvilket liv, jeg vil leve. Jeg er blevet meget mere positiv. Og det bedste, jeg har gjort for mig selv, har været at fortælle andre om angsten,” fortæller Frederik.
Om podcastserien ”Jeg er ikke den eneste”:
I ”Jeg er ikke den eneste” står ti modige unge frem og fortæller hver deres personlige historie til vært Rikke Collin (blandt andet kendt fra Taarekanalen).
Sammen går de i dybden med de udfordringer, de unge møder i hverdagen, som fx præstationspres og perfekthedskultur, og taler åbent om det, der følger med, når man lever med psykisk sårbarhed og/eller psykiske diagnoser som fx angst, spiseforstyrrelse eller depression.
Fælles for de unges historier er, at de ofte har følt sig alene, men også at de har fundet styrke i at tale højt om det, der føles svært.
Du finder podcasten der, hvor du plejer at finde dine podcasts, eller på vores hjemmeside: Jeg er ikke den eneste. Psykiatrifonden og SIND Ungdom står bag podcastserien, der er støttet af TrygFonden.
Er du ung, og har du haft det svært? Så er du ikke den eneste. Følg med i ny ungepodcast om at leve med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom.
Til dig, der selv har angst – her får du hjælp
Kæmper du med angst, eller kender du nogen, der gør? Så ræk ud til en omkring dig, du stoler på, eller kontakt din læge og bed om hjælp.
Du kan også chatte med eller ringe til Psykiatrifondens gratis og anonyme rådgivning på telefon 39 25 25 25. Du kan også finde en ungegruppe tæt på dig på sindungdom.dk
Læs også
Camilla fik først en ADHD-diagnose som 21-årig. Men gennem det meste af sit liv har Camilla kæmpet en usynlig kamp mod ADHD. Fra at føle sig anderledes i barndommen til at gå gennem alvorlige depressioner, som ender med to selvmordsforsøg, som ung, får Camilla i efteråret 2022 endelig stillet den diagnose, der giver hende en ny forståelse...
Daniel Rohde, der bor i Aarhus, medvirker i en ny podcast om unge og svære følelser, og hans historie handler om at føle sig bagud i forhold til vennerne. Han er 24 år og har følt sig under pres gennem det meste af sit ungdomsliv, hvor frygten for at fejle og ikke at være god nok har luret igen og igen.
Noél har tidligt oplevet store tab og har i sin opvækst følt sig overset og nedprioriteret. Så da Noél er 23 år gammel og kæmper med en dyb depression og med at finde lysten til livet, tager de et afgørende valg: De bryder med deres adoptivmor og indlægger dem selv på en psykiatrisk afdeling. Her bliver Noél diagnosticeret med Borderline.
For Kamilla betød jagten på det perfekte liv, at hun allerede i 6. og 7. klasse levede under en stærk selvkontrol, som udviklede sig til en spiseforstyrrelse – og som blev en årelang kamp med et selvbillede, hvor hun aldrig har følt sig god nok.
30-årige Ida Hestbech har lidt af tvangsoverspisning (BED), ængstelig personlighedsforstyrrelse og depression. Hun blev længe kastet rundt mellem afdelinger og behandlere, fordi hun enten var for syg eller ikke syg nok. Systemet kunne ikke rumme, at hun havde flere diagnoser.
I folkeskolen ville Signe bare gerne passe ind. For at sikre, at hun ikke kom til at sige noget forkert, skrev hun i sin dagbog: ”Ti stille. I morgen snakker du mindre”. Denne tankegang forfulgte Signe gennem gymnasiet, hvor hun blev en del af en gruppe venner, som hun forestillede sig skulle være hendes venner for livet. Men sådan gik...